Lysets skiften over Skagen Skipperskole

Lysets skiften over Skagen Skipperskole

AVPDs værker til skipperskole skaber forbindelser til den store himmel over Skagen. Foto: Adam Mørk

Billedserie

Udsmykning

Light Tower, Time Light, Gravity Lamp

AVPD

“Værkerne ændrer sig hele tiden under indflydelse af naturkræfterne - de er hele tiden ved at blive til”, fortæller kunstnerduoen AVPD om deres nye kunstværker til Skagen Skipperskole.

Skagen Skipperskole uddanner søfolk – og søfolkenes arbejde betyder nærkontakt med elementerne og indebærer ofte rejser til fjerne egne. Disse grundforhold spiller med i kunstnerduoen AVPDs tre bygningsintegrerede værker i den nybyggede skoles moderne arkitektur ved Skagens havn.

Forbipasserende kan betragte de omskiftelige nuancer på tårnet foran skolen. Foto: Adam Mørk
Forbipasserende kan betragte de omskiftelige nuancer på tårnet foran skolen. Foto: Adam Mørk
“Vi arbejder i et felt mellem billedkunst og arkitektur, fordi vi synes, der er en interessant spænding i det mellemrum”, fortæller den ene halvdel af kunstnerduoen, Peter Døssing. “Ethvert sted eller rum har noget givent – en bestemt karakter. Vores værker udspringer af et tankesæt eller en rød tråd til stedet, hvor bygningens udformning, dens materialebrug, dens funktion – og også stedets omgivelser og historie – spiller ind”.  

AVPD, som udover Peter Døssing består af Aslak Vibæk, har længe arbejdet i dette mellemrum – som oftest i et renset og minimalistisk sprog. I Skagen er værkerne ydermere i en tilstand af evig foranderlighed i dialog med naturkræfterne over Skagen og med Skipperskolens maritime kultur.

Lystårnet
Light Tower er således et 13 meter højt lystårn foran skolen, hvor sollyset bliver fanget i små lyskamre, der hen over døgnet er med til at forandre tårnets udtryk. Lyset og vejret over Skagen vil få tårnet til at ændre udseende fra de helt lyse til de mørke nuancer, og som forbipasserende vil man opleve, at tårnet altid fremstår forskelligt. Lyset over Skagen, som er berømmet som ganske særligt – og desuden mytologiseret i fortællingen om Skagensmalerne – får på den vis sit opdaterede kunstneriske udtryk.

“Vi har ønsket at tilføje en tidsfaktor i værkerne, så værkerne hele tiden ændrer sig og opleves forskelligt hver dag”, siger Peter Døsing. “Det gælder for alle værkerne, at de er i en konstant tilstand af transformation. De er hele tiden ved at blive til”.

AVPD: Time Light fra mødelokalet i på skolen. Foto: Adam Mørk
AVPD: Time Light fra mødelokalet i på skolen. Foto: Adam Mørk
AVPD: Time Light. Teknisk diagram.
AVPD: Time Light. Teknisk diagram.

Således også indendøre, hvor lyspanelerne Time Light er installeret i to dele – dels i fællesrummet i stueetagen og dels på væggen i mødelokalet i skolens ´stævn´. De modtager lysmålinger fra et af Mærks skibe, der sejler på den anden side af jorden.

Når det er nat i Skagen, vil det være dag på den anden side af jorden, og rummene i Skagen Skipperskole vil lyse op og på den måde knytte bånd fra Skipperskolen til den globale skibsfart.

En gyngende lampe
Værket Gravity Lamp vender tingene lidt på hovedet. På et virkeligt skib vil en lampe altid hænge i lod, mens skibet bevæger sig. På Skagen Skipperskole står bygningen stille, mens AVDPs lampe svinger frem og tilbage, styret af en teknisk anordning, hvor vindens retning og styrke omsættes til lampens bevægelse. Og der blæser jo en del på de kanter!

AVPD: Gravity Lamp. Foto: Adam Mørk
AVPD: Gravity Lamp. Foto: Adam Mørk
AVPD: Gravity Lamp. Teknisk diagram.
AVPD: Gravity Lamp. Teknisk diagram.

Værket er karakteristisk for AVDPs arbejde med at skabe konkrete, kropslige og sansemæsige forskydninger i arkitektoniske rum: I dette tilfælde trækkes den omgivende natur ind i bygningen, hvis formål jo ellers netop er at tjene som afskærmning for naturforhold – eksempelvis blæst og vind.
Mange af duoens værker fungerer som ´performative rum´, som afstedkommer en form for kontroltab, idet oplevelsen af virkeligheden ikke svarer til ens forventninger.

Læs artikel om andre værker af AVPD her

“Arkitekturen arbejder jo forenklet sagt med rummets funktionalitet”, forklarer Døssing. “Vi kommer fra billedkunsten, hvor der også er en lang tradition for at arbejde med rum. Tag for eksempel en kunstner som Dan Graham. Vi ønsker med vores udgangspunkt i billedkunsten at tilføre noget andet til bygningen”.

“Hvad siger lærer og elever på skolen til jeres værker. Der er jo tale om meget abstrakte forbindelser til naturkræfterne og den globale skibsfart”?

“Ja, det er meget abstrakt – men samtidig er det fuldstændig konkret. Flere af lærerne har selv sejlet med Mærsk rundt på verdenshavene og kan sagtens forholde sig til, at vores lyspaneler i rummene er forbundet med et skib på den anden side af kloden. Historisk set blev historier om fremmede have og kyster jo fortalt, når skibene lagde til kaj. Med nye teknologier kan disse kommunikeres uden tidligere tiders store forsinkelser og omfattende fortolkninger”, slutter Peter Døssing.

Skagen Skipperskole har siden 1921 uddannet navigatører til såvel fiskeri- som handelsflåden.

Den nye skolebygning blev taget i brug januar 2012.

Kunstværkerne til Skagen Skipperskole er finansieret i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Skagen Skipperskole.

Skagen Skipperskole har bidraget med 650.000 kr. afsat som 1,5% af byggesummen til den nyopførte skole tegnet af AART architects.
Statens Kunstfond har bidraget med 650.000 kr.

Billedserie

Udsmykning

Light Tower, Time Light, Gravity Lamp

AVPD

Del artiklen

'Lysets skiften over Skagen Skipperskole'

Facebook