Ugens kunstner – Trine Boesen

”Psykedelisk”, tænker man måske, når man første gang bliver suget ind et af Trine Boesens malerier og slynges åndeløst rundt mellem vildtvoksende ornamentik og stærke, syrede farver i et univers, hvor alle vante skalaforhold er ophævet, og der opstår nærkontakt mellem ellers uforenelige og adskilte ting.

Hendes sammensatte univers er dog svær at placere i veldefinerede stil- og genrekategorier som ’psykedelisk kunst’, ’fantasymaleri’ eller ’realisme’, for der er islæt af dem alle i hendes kunst.  Som en første beskrivelse af Trine Boesens malerier vil man derfor bedre kunne kalde dem for hybrider.

I en strøm af billeder
Trine Bosens maleri vil blæse og have mel i munden. Det holder fast på maleriets sanselighed og kolorisme, men det insisterer samtidig på, at maleriet hænger sammen med de teknisk reproducerbare billedformer, som dominerer vor tids visuelle kultur.

Trine Boesens malerier en slags indirekte signalement af den visualitet og almene billedkultur, den er rundet af – en billedkultur, hvor billeder er tilgængelige i overflod, og hvor det nærmest er umuligt ikke at blive suget ind i deres malstrøm dagligt.

Den motiviske overflod i Boesens billeder sender således et signal om billeders dominans og tilgængelighed i vores kultur. Boesen konstruerer sig frem til en motivisk detaljerealisme ved at benytte en slags collageteknik, hvor motivstumper fra forskellige eksisterende billedkilder stykkes sammen til en ny virkelighed – tilmed medieret gennem yderligere en billedteknologi, overheadprojektoren, Boesens uundværlige arbejdsredskab.

I modsætning til collagen, tenderer maleriet og tegningen dog mod at udjævne overgangene mellem fragmenterne, så vi næsten ikke tænker over de motiviske sammensyninger, men tværtimod oplever et Boesen-maleri som en slags totalitet, én billedverden.

Ud over kanten
Trine Boesen arbejder også med det fysiske rum omkring billederne. Hun har ved flere lejligheder åbnet billedrummet ud mod beskueren ved at bruge installationskunstens virkemidler – bla. ved at forlænge deres motiver ud i omgivelserne ved hjælp af illusionistisk vægmaleri.

I The Wish (2007) fortsatte de hvirvlende løse brædder deres eksplosion uden for billedformatet og Frisk pust fra kosmos var et egentligt vægmaleri udført i og til en af Kunsthal Charlottenborgs udstillingssale i forbindelse med vægmaleriudstillingen Til vægs i 2009.

Ved at lade maleriet brede sig ud fra et hjørne, forbandt Boesen sit billede med lokalet på en måde, som skabte rum. Maleriet slog på illusionistisk vis hul i muren og åbnede et kik ud mod kosmos, hvorfra et ´frisk pust´ strømmede ind i form af runde røde kugler ledsaget af skilte, møtrikker, stjerner og andre objekter.

Kunstværkets tid
Et af installationskunstens kendetegn er, at den udstrækker oplevelsen af kunstværket i tid. Dette træk udnytter Trine Boesen bevidst, når hun iscenesætter sine malerier installatorisk.

Læg dertil, at hendes detaljerealisme og de overraskende sammensyninger af motivelementer også er med til at få beskueren til at dvæle nysgerrigt og undersøgende ved værket.

Selvom hendes dynamiske kompositioner umiddelbart sender signaler om et højhastighedsliv i overhalingsbanen, som det f. eks. ses i The Bridge (2010), støtter detaljeringsgraden den langsomme fordybelse. Boesens billeder fungerer således som en slags krydsningspunkt for forskellige tidsligheder: det langsomme og det hurtige, det stillestående og det bevægede.

Kulturelle hybrider indeholder altid spændinger, og Boesens hybride verdener i særdeleshed. Rent oplevelsesmæssigt kan de afsætte en spænding i beskueren mellem ’her’ og ’der’ – mellem beskuerens reale rum og kropslige tilstedeværelse ’her og nu’ og billedets illusionistiske rum, der fremsuggererer en anden tid og et andet sted.