Blåøjet og hovedløst

Den seneste debat efter publicering af Er dansk kunstliv en stram fisse? giver anledning til at ihukomme en lille kuriositet, hvor to spradebasser fik alarmerende megen opmærksomhed. Vi er på Christiansborg i det herrens år 2012. Der skal ny kunst i et mødelokale. En politiker ringer til en kunstnerven for at bestille nogle malerier, der er bare det ved det, at denne kunstnerven er musiker og ikke billedkunstner.

Kunstlivet korsede sig og Michael Jeppesen skrev i Information:

“At insistere på at anmelde Johnny Madsens kunstværker i Liberal Alliances gruppeværelse ud fra kunstneriske kriterier er ligesom at deltage i Copenhagen Fashion Week for at finde ud af, hvordan man bedst holder varmen” …

Kunstudvalg i vestenvind
Anmelderen er ikke i tvivl, det her har intet at gøre med kunst, men det gør ikke noget, for det er heller ikke meningen, det skal handle om kunst.

Lad os bare sige det, som det er: Johnny Madsens farveladeglade malerier er hæderlige, men de bringer intet nyt til malerkunsten og burde på ingen måde hænge på Christiansborg. Hvem som helst kan udsmykke hvilken som helst anden bygning, men Christiansborg er en symbolladet og væsentlig statsinstitution og bør som sådan alene huse kunst af et vist niveau. Derfor har man oprettet et kunstudvalg.

Kunstudvalget kan ikke lide Johnny Madsen. Johnny Madsen kan ikke lide kunstudvalget. Han mener udvalget har givet en “fuldstændig uanstændig udmelding”, fordi de ikke ville købe hans malerier. Han siger om udvalgets to kunsthistorikere:

“De har læst en bog om kunsthistorie, og det ser ud, som om de har læst den samme bog.”

Kvalifikationer
Udvalgets to kunsthistorikere er i virkeligheden museumsdirektører, den ene for Statens Museum for Kunst (SMK), og de har begge en lang videregående uddannelse som mag.art., der er normeret til syv års universitetsstudier. Mon ikke der i denne periode bliver læst mere end en enkelt bog.

Det siges, at det tager 10.000 timer at blive et geni. Her henvises til Mozarts intense musikarbejde som barn. Hvis du skal kunne noget, virkelig kunne noget, så er det ikke nok med attitude og held.

Du skal beskæftige dig inderligt og seriøst med emnet gennem en koncentreret årrække. For at kalde sig kunstfaglig og give en mere end almindelig vurdering af samtidskunst, kræves som minimum 10.000 timers fordybelse og gerne års universitetsstudier oveni.

Liberal kvalitet
Det er uanstændigt at Johnny Madsen lader hånt om mennesker med mening, mod og (kunst)faglig viden. Det er aldeles himmelråbende uanstændigt, at folkevalgte politikere gør det samme! Hvad er det, Anders Samuelsens lyseletteblå øjne ser i maleriernes ekspressive kolorit?

Noget saft og kraft fra et frit, fabulerende menneske. Et individ, der hæmningsløst udfolder sig selv. Se, dét er jo en ideologi der lever op til partiet Liberal Alliance. Men det lever på ingen vis op til en kunstfaglig kvalitetsvurdering af frembringelser, der med overbevisende sandsynlighed bevarer sin egenartede og tidstypiske kvalitet, også på den lange horisont.

For meget støj
Jeg kan ikke andet end kategorisere denne affære som et simpelt reklamestunt og må begræde, at det endnu engang minimerer kunstens værdi til et underholdningsfunderet og forbrugsorienteret cirkuselement, som udtryk for en beskæmmende manglende forståelse for kunstens eksempelsættende og bevidsthedsudvidende potentiale.

Der er for meget støj. Ja, jeg kunne være tilbøjelig til at mene, at der er al for meget kunst i verden. Hellere lidt, men godt. Og amatørerne? Amatør er afledt af det latinske amo, jeg elsker. Amatørere er lidenskabelige, men ikke professionelle. Til tider opvejer lidenskaben og engagementet fraværet af professionalisme, så også amatørens glade produktioner finder sin berettigelse for et større publikum. Men dette er undtagelsen. Madsens malerier burde ikke hænge på Christiansborg.