Sted, historie og menneske

Sted, historie og menneske

Sweetness and Light (detalje), Rob Carter, 2013. (Pressefoto / Traneudstillingen)

Billedserie

Udstilling

New Garden City

17 aug 2013 5 okt 2013

Troels Sandegaard, Allan Otte, Learning Site, Emil Westman Hertz, Jette Ellgaard, Søren Dahlgaard, Rob Carter, Kenneth Balfelt

Tranen
Se kort og tider

New Garden City er et perspektivrigt kunstprojekt med en glimrende lille udstilling som forankringspunkt. Traneudstillingen sætter fokus på relationer mellem liv, natur og sted – og giver sin besøgende tankestof med hjem.

New Garden City er et ambitiøst kunstprojekt. Slet ingen tvivl om det, når man ser de ingredienser, der er puttet ned i den kuratoriske projekt-gryde: Lokalhistorie, samtidskunst, fødevareproduktion og innovation. Målet er at finde det fælles mellem de fire verdener – og at lade dem mødes og udfordre hinanden. Absolut noget af en bestræbelse.

Resultatet er et tværgående projekt bestående to projekter i det offentlige rum, et dialogbaseret workshop- og formidlingsprogram samt en ”almindelig” Traneudstilling på Gentofte Hovedbibliotek.

Forankring
Selve Traneudstillingen er krumtappen i projektet. Den lille og varierede udstillingen, når måske ikke ud i krogene af det alsidige udstillingskoncept. Ret beset er emnet for ambitiøs til udstillingens format – også selve man tager de øvrige projektinitiativer i betragtning.

Alligevel har man en klar fornemmelse af, at værker hver især har noget at byde på, og at udstillingen samlet set rammesætter interessante perspektiver på – om ikke andet dele af – New Garden City-projektet. Det skyldes især, at projektet har klare tematiske spor, som vi kan dykke ned i.

Fællesskab
Med stor sans for at skabe en udstilling med betydning for den virkelige verden er fællesskab og fællesskabets potentiale manifesteret som tydelige spor i projektet. Det er præcis her natur, sted, havedyrkning og alternative (innovative) processer faktisk mødes IRL. Det være sig i den offentlige (politiske) debat og i konkrete initiativer som fælles by-nytte-haver og økologiske landsbyer, kolonihaver, haveforening mv.

Livsudviklingshaven, Kenneth Balfelt, 2013. Still fra video. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Livsudviklingshaven, Kenneth Balfelt, 2013. Still fra video. (Pressefoto/Traneudstillingen)

Tanker om fællesskabet artikuleres tydeligt i to processuelle værker af høj kvalitet. På første sal – over det egentlige udstillingsrum – præsenteres en videodokumentation af Kenneth Balfelts projekt Livsudviklingshaven.

I 2009 fik han til opgave at realisere en række kunstprocesser med indsatte i Halden fængslet i Norge. Baseret på interviews med indsatte fandt Balfelt frem til, at de indsatte særligt håbede på at genfinde selvværd og motivation i løbet af fængselsopholdet. Det er interessant at følge Balfelt sympatiske, medmenneskelige optik og at se, hvorledes menneskets bearbejdningen af naturen kan virke mentalt frisættende for den enkelte og som et samlingspunkt for gruppen.

Medborgerskab
Det andet værk, jeg har i tankerne, er Søren Dahlgaard og Pernille Skovs Medborgerhaven.

Projektet er rettet mod at genskabe en køkkenhave i parken ved Bernstoff Slot, og samtidig at være et inkluderende læringstilbud for Gentofte Kommunes folkeskoler. Det er et forbilledligt projekt, som falder på et tørt sted.

Medborgerhaven, Søren Dahlgaard og Pernille Skov, 2013. (Still fra video om projektet.)
Medborgerhaven, Søren Dahlgaard og Pernille Skov, 2013. (Still fra video om projektet.)
Installationsview: Medborgerhaven, Søren Dahlgaard og Pernille Skov, 2013.
Installationsview: Medborgerhaven, Søren Dahlgaard og Pernille Skov, 2013.

Der savnes kunstneriske projekter, som vil dialog med ”virkeligheden”. Ikke mindst derfor bliver det spændende at følge projektet i den kommende tiden og se om haven kan skabe nye fællesskaber mellem de børn, unge og voksne, der er med til at pleje den.

Historie
Medborgerhaven
tager ikke blot afsæt i en lokal lokalitet. Projektet bygger ligeledes på den lokal historie og kulturarv, hvilket bl.a. understreges i den udstillede videodokumentationen.

Sweetness and Light, Rob Carter, 2013. Installationsfoto. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Sweetness and Light, Rob Carter, 2013. Installationsfoto. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Historiebevidsthed spiller ligeledes en afgørende rolle i New Garden City nok mest i øjnefaldende værk, Rob Carters Sweetness and Light.

Kort fortalt undersøger værket forholdet mellem sted, historie og de ændringer som forskellige tiders kultur, sociale og politiske optik uvægerligt medfører.

I 1806 købte storkøbmanden Johannes Søbøtker Øregaard for penge, som han især havde tjent på sukkerplantager i Dansk Vestindien.

Dette forhold har Carter forfulgt på St. Croix, hvor han har opsporet tidligere danske sukkermøller og foto-dokumenteret deres anvendelse (og forfald) i dag.

Den anden del af hans værk er en installatorisk model af Øregaard og den tilhørende park. Vel at mærke et parkareal, der i Carters version ikke er kultiveret, men fremstår som en mark med levende sukkerrør.

Over udstillingsperioden vil planterne vokse i udstillingen – som en metafor for at den natur, der gav mulighed for at skabe Øregaards park, på sæt og vis generobrer arealet.

Sweetness and Light - Prospect Hill, Rob Carter, 2013. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Sweetness and Light – Prospect Hill, Rob Carter, 2013. (Pressefoto/Traneudstillingen)

Ritualet
Mellem historie og fællesskab finder man de sociale ”regler” og ritualer: De måder at gøre, at tænke og se sig selv på, som er bundet til en eller anden form for kollektiv forståelse på det givne sted. Det er dette felt, Jette Ellgaard indkredser i fire korte videoværker.

De evige jagtmarker, Jette Ellgaard, 2009. Still fra video. (Pressefoto/Traneudstillingen)
De evige jagtmarker, Jette Ellgaard, 2009. Still fra video. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Kunstneren er selv opvokset på landet, og hende værker kan ses som en markering af forskellen mellem hendes storby-kunstner-liv og de ”rituelle”, særegne elementer, der stadig lever i hendes hjemstavn.

Det er underholdende at se værket West Coast, hvor Ellgaard og en bondemand danser vals på en stubmark til musik af Lady Gaga.

Eller se, hvordan hendes barndomssamling af flødekander skydes i stykker i De Evige Jagtmarker.

Men det er også tankevækkende: dels fordi mange af os genkender fornemmelse af fremmedgjorthed i relation til ens egen fortid, dels da store dele af samfundet på ganske kort tid har bevæget sig fra at være stolte af det danske landbrug(-sliv) til at nedvurdere det i forhold til et mere trendy byliv.

Og, alt det andet
New Garden City
indeholder meget mere end de skitserede spor – det er blot at gå på opdagelse.

Her skal nævnes tematiseringen af naturens materialitet hos Emil Westman Hertz og Troels Sandegaard samt projektets perspektivering af nye grønne initiativer og parallellerne til tidligere filosofiske værker og arkitekturteori fx som Ebenezer Howards klassiske bogværk Garden Cities of To-Morrow fra 1898/1902.

Emil Westman Hertz: Det Nye Ansigt / The New Face, 2013. (Pressefoto)
Emil Westman Hertz: Det Nye Ansigt / The New Face, 2013. (Pressefoto)
Respiration Wall Piece (#1, #2, #3), Troels Sandegaard, 2013. (Pressefoto/Traneudstillingen)
Respiration Wall Piece (#1, #2, #3), Troels Sandegaard, 2013. (Pressefoto/Traneudstillingen)

Aktualitet
Med New Garden City-projektet har Traneudstillingen realiseret et projekt, der rammer ind i en debat om vores natur, måde at leve på og de muligheder som en alternativ tænkning kan give. På den måde kan projektet være med til at kvalificere vores holdnings- og vidensapparat, så vi kan søge bagom politiske buzzwords som fx bæredygtighed, økologi og social ansvarlighed.

Jeg vil glæde mig til at gense udstillingen fx i forbindelse med et af de interessante arrangementer i projektets formidlingsprogram.

New Garden City er udviklet i et samarbejde mellem Traneudstillingen og Art+Innovation Hub. Projektet er støttet af Statens Kunstfond samt Gentofte Kommune.

Som en specifik del af New Garden City er skabt et dialogbaseret formidlingsprogram. Hovedarrangementerne er:

4. september kl. 17-18.30: Bio-Hacking
Foredrag om begrebet bio-hacking og dets nye metoder for indendørs planteproduktion.

11.september kl. 17-18.30: Mad og eksistens – Sejerø Festival og Nænsom Fødevareproduktion.
Foredraget præsenterer visioner for et samfund, hvor økologi, bæredygtighed og kunst er centrale dele af det gode liv.
Sted: Gentofte Hovedbibliotek.
Entré 50 kr – del af Historiens Dage/Golden Days.

18. september kl. 17-18.30: Om urbant ejerskab
Til New Garden City har Learning Site (Cecilia Wendt/SE og Rikke Luther/DK) skabt værket Monumentet – et bistade i Øregaard Park samt en såkaldt learning poster tilknyttet bistadet. I foredraget præsenterer og uddyber Learning Site deres værk til New Garden City.
Sted: Gentofte Hovedbibliotek.

27. september kl. 17-21: GentofteNatten – Høstfest
Omvisning i New Garden City v. Aukje Ravn
Præsentation af resultater fra innovationworkshops v. Majken Overgaard
Performance v. Line Skywalker Karlström og koncerten Music for Vegetables, arrangeret af Søren Dahlgaard.
Sted: Gentofte Hovedbibliotek og Bernstorfssparken

Fælles spisning med mad fra Rødder. Billet til mad 175 kr. KUN 25 PLADSER!!
Bestil på www.gentofte.billetto.dk

Billedserie

Udstilling

New Garden City

17 aug 2013 5 okt 2013

Troels Sandegaard, Allan Otte, Learning Site, Emil Westman Hertz, Jette Ellgaard, Søren Dahlgaard, Rob Carter, Kenneth Balfelt

Tranen
Se kort og tider

Del artiklen

'Sted, historie og menneske'

Facebook