Kan man danse til et maleri?

Musik og maleri er væsensforskellige størrelser. Førstnævnte folder sig ud i et imaterielt, tidsligt og lydligt samspil af toner og rytmer. Maleriet derimod er statisk, visuelt og materielt.

Maleri på grammofonen
Alligevel falder analogier mellem musikken og maleriet ind, når man befinder sig omringet af tyske Christian Achenbachs malerier på Vendsyssel Kunstmuseum.

Ikke kun fordi Achenbach i sin tidlige ungdom spillede trommer i et punkband, eller fordi ganske mange af billederne har musikken som motiv.

I Lombardo (2008) kommer et par hænder med trommestikker eksempelvis til syne og slår takten an. Rytmen stiger fra trommerne i en psykedelisk maler-eksplosion, mens den i sandhed kulørte musik slynger sig ud fra gramofon-tragten i Impromtus (2009). I Goodbye Swingtime er det kaotiske rum orkestreret af piano, bas og trommer og sådan dukker instrumenter og musikalske referencer op overalt i billederne.

Det er heller ikke fordi, dansen – det kropslige svar på musikken – ligger latent i billeder som La Danse Suprimatista (2011) eller Trip Trap (2010), hvor løsrevne ben stepper hen over lærrederne.

Et orkesterbrøl
Nej, ikke kun på grund af disse figurative brudstykker.

Snarere fordi billederne er sprængladninger af bevægelse og dynamik – udfoldet i et orkesterbrøl af eksplosive og kaotiske billedelementer, spiraler, prikker, farver, klatter drivende maling, geometriske formationer, rumforskydninger, dobbelteksponeringer mm

Gennem Achenbachs billedunivers flyder en rytmik, hvor alt griber ind i hinanden og intet står stille.  

Derfor i mangel af bedre analogien til musikken: Det svinger og øjet drives til at danse rundt på lærrederne og afspille dem.

I de bedste af billederne – og det er de nyeste – er det netop som i musikken: Når den spiller, er det ikke den enkelte tone – men alle toner og instrumenter tilsammen – der gør det. Dansen består ikke af det enkelte trin, men af serier af trin, kropsbevægelser og modspil fra dansepartneren.

I sidste instans er det det modsætningsfulde kaotiske liv, der spejles. Det kan sanses og leves – men ikke krampagtigt gribes, og nuet løber som sand mellem fingrene.

Musikken i kunsten i historien
Analogier mellem kunstarterne har været italesat adskillige gange i kunsthistorien. Den tidlige abstrakte kunst brugte ofte musikken som forbillede og referencepunkt.

Wassily Kandinskys og komponistvennen Arnold Schöenbergs udvikling af abstrakt kunst og atonal improvisationsmusik var baseret på ideer om indre resonans og synæsti-principper om sansninger af farver, harmonier og lyd. Se blot Kandinskys titler fra 1910 erne – Fuga, Opus, Komposition etc.

Og er musikinstrumenter og musikere ikke også motivet par exellence i kubismens eksperimenter med billedrummet?

Referencestorm
En historisk bevidsthed er også fremherskende hos Achenbach, som næsten er mere postmoderne end postmodernismen selv i sin synkoperede referencestorm på kunsthistorien.

Legers såkaldte tubisme, popkunstens primærfarver, de flimrende psykedelika prikker, surrealismens fetishobjekter (Paraplyen især) barrokkunstens overload – dens skaktern-gulve, vanitasblomster og teaterforhæng: Der citeres livligt og hovedkulds hos Achenbach.

Men læg mærke til, at tyskeren især fører dialog med kunstretninger, hvor dynamikken og bevægelsen er central.

Tråden til kubismens mangefaceterede billedrum, der bragte tidsaspektet ind i billedkunsten, er eksempelvis særdeles tydelig i Goodbye Swingtime og Rien du chien (2012), mens Suprematismens svævende planer gennemstrømmer La Danse Suprematista, hvor gulvplanets hypnotiske opart-spiral sørger for yderligere øjedans.

Ekkoer fra Muybridges sekvens-fotos eller futuristernes begejstring for bevægelsen manifesterer sig eksempelvis humoristisk i den tredobbelte hund i Rien du chien, i Fata Morgana (2012) eller i Trip trap, som ydermere kan opleves som en version af Duchamps Nude descending a staircase.

Et skramlende beat
Det står hermed også klart, at det orkester, der spiller i tyskerens billeder, hverken er homogent eller med slips og stiv overlæbe, men derimod dyrker et skramlende, uordentligt og højspændt beat.

Der er en særlig forkærlighed under vores Nordeuropæiske breddegrader for et ekspressivt maleri med eftertryk på gestik, farve og spontanitet. Sporet fra Asger Jorn er eksempelvis stadig åbent her til lands og 00´ernes malerboom fostrede i sandhed en strøm af aftapninger fra den tradition.

Men Achenbach hører til i den rigtig gode ende – og er i øvrigt ikke mere`spontan`end at værkerne også er udtryk for en stålsikker kontrol over virkemidler, referencer og sammenstillinger.

Det bedste er næsten, at Achenbach tilsyneladende bliver bedre og bedre. Udstillingens billeder fra 2008-2009 er habile og seværdige, men dog letvægtere sammenlignet med de efterfølgende værker, som demonstrerer langt større kompleksitet, råstyrke – og ja, sving!