Verden på besøg

Med trommerytmer og stammedans fik IMAGES for første gang i 1991 lokket ligusterdanmark ud på gader og stræder for at opleve afrikansk kultur direkte fra det enorme kontinent i Syd. Op mod 500.000 mennesker så med forundring og begejstring kulturkaravanen drage forbi under Images of Africa’s månedlange nomadiske færd gennem 25 danske byer.

Det var omkring samme tid, som apartheid brød sammen, og en udvikling tog fart, som det var svært at begribe omfanget og konsekvenserne af, ikke bare i Afrika, men også – og måske i særdeleshed – i lille, trygge Danmark.

Den etniske dimension
”Det med at sætte fokus på noget, vi ikke kender til, og pege på, at der også findes kunst i de lande, vi ikke hører om, det ligger alt sammen før charterturisme, globalisering og internet,” understreger Mikkel Harder.

”Jeg husker det selv som publikum i Fælledparken; det at komme ind og se noget, jeg aldrig havde set før. Den etniske dimension, mødet med nye kulturer.”

Images of Africa var en publikumssucces og blev gentaget i både 1994 og 1997.

Herefter fulgte et iøjnefaldende intermezzo, hvor danske kunstnere – bl.a. klassiske musikere og dansere fra Den Kongelige Ballet – besøgte Ghana i forbindelse med initiativet Images of Denmark.

Det stod klart, at tætte bånd var knyttet mellem Danmark og Afrika. ”Når man nu havde fået bygget så stort et netværk i Afrika, ville det være enormt ærgerligt ikke at kunne holde det i gang,” fortæller Mikkel Harder.

Globaliseringens konsekvenser
”Ud af det sprang så CKU (Center for Kultur og Udvikling; en selvejende institution under Udenrigsministeriet, red.) for 15 år siden. IMAGES kom altså først, og så opstod CKU for at sparre med primært Afrika i perioden mellem festivalerne. Herefter lavede man Images of Asia og Images of the Middle East. Først med My World IMAGES i 2010, der havde til hensigt at skabe bevidsthed om globaliseringens konsekvenser for verdens kulturer, gik man bort fra det regionale.”

Tankerne har været at åbne danskernes øjne for, hvad der sker ude i verden og samtidig prøve at forklare noget om, hvad Danida (Danish International Development Assistance, red.) også laver.

“Hvad er det for nogen mennesker vi hjælper? Er det kun sådan nogen, der sulter eller er i krig, eller er det også andre?” spørger festivallederen retorisk.

IMAGES i kølvandet på rygsækturismen
Verden har ændret sig radikalt, siden den første IMAGES festival i 1991. Med øget globalisering rejser vi mere end nogensinde før, også til de fjerneste egne af kloden, og har via internettet og de digitale og sociale medier fået udvidet vores kendskab til andre kulturer i en grad, vi ikke havde kunnet forestille os for 22 år siden.

Samtidig optræder kunstnere fra Syd i stigende grad på kunstscener i Nord. Barriererne falder og vores viden vokser. Kan IMAGES festivalen fastholde sin gyldighed og relevans på baggrund af dette nye verdensbillede?

Det mener Mikkel Harder:

”Godt nok er situationen en anden i dag, hvor man kan sidde i Vietnam og lave avanceret videokunst inspireret af en eller anden i New York. Man bliver nødt til at tænke festivaler anderledes.

Vi kan dog sige, at vi viser nogle særdeles interessante kunstnere, som laver original, nyskabende samtidskunst med udgangspunkt i de samfund og traditioner, de kommer af, men med inspiration fra mange flere steder. Fælles for dem er, at selvom de opererer på samtidskunstscenen, ved vi meget lidt om dem, fordi det meste af den kunst, vi bliver konfronteret med, stadigvæk er en vestlig kunst.

Det, IMAGES måske også kan, er at vise nogle globale mønstre i, hvad det er, kunstnere i dag er optaget af. Hvad er der af forskelle, og hvordan hænger det sammen med de interesser, kunstnere har i Europa? Og så præsenterer vi kunsten med en bredde og folkelighed, som mindre initiativer ikke har mulighed for.”

Kunst fra de fattigste lande
IMAGES festivalen arbejder med en bevilling fra DANIDA, og med denne bevilling følger en klausul, der hedder, at IMAGES kun må udstille værker af kunstnere fra verdens fattigste lande. Dem er der til gengæld 90 af, så der er, som Mikkel Harder udtrykker det, ”rigtig mange steder, vi kan tage fra.”

”Vores fokus har dog hele tiden været at vælge de mest interessante kunstnere og ikke se så meget på, hvor de kommer fra, men i højere grad hvad de laver og er optaget af, og hvad det kan sige os hér. Når kunstnerne spørger os, hvorfor det lige netop er dem, vi har henvendt os til, gør vi os umage med at sige, at det er fordi, det danske kunstpublikum ved meget lidt om kunstscenen i det pågældende land, og fordi vi tror, der er en masse at komme efter.  Vi spiller ikke på, at det er fordi, det er et fattigt land. Vi gør ikke det her for at hjælpe kunstnerne, vi gør det faktisk for at vise danskerne god kunst. At CKU så kører nogle andre programmer ude i verden for at støtte og understøtte en udvikling, det er noget andet.”

En nål i en høstak
For at finde frem til netop de kunstnere, der har noget væsentligt at sige, og som gør det på en måde, der også kan aflæses af et dansk publikum, benytter IMAGES sig af en metode, de kalder netværkskuratering. Her trækker festivalen på en bred offentlighed – lige fra danske kunstnere og kuratorer med kendskab til kunst i udviklingslande, almindelige danskere med gode forslag, ambassadepersonale og special-konsulenter til netværk i de lande CKU opererer i til daglig, kontakter & deltagere fra tidligere festivaler og endelig festivalens egne medarbejdere.

Dette fokus på inkludering og en bred offentlighed gør sig ikke bare gældende ved udvælgelsen af festival-deltagere, men også i festivalens markedsføring. Kunsten skal ud til alle, både studerende, børnefamilier og ældre. Derfor har IMAGES fra starten fundet sted i byrummet – på spektakulære, centrale steder, som i forvejen benyttes i sociale eller kulturelle sammenhænge, og hvor der er mulighed for at vække nysgerrigheden hos et stort publikum.

IMAGES ved imidlertid godt, at ghanesiske kistemagere, sudanesisk rap, nepalesisk maleri og regeringskritisk fortællekunst fra Syrien kan være en svær pille at sluge. Med OCCUPY UTOPIA har de derfor hentet markante, danske artister, bl.a. ’Den Sorte Skole’, ind for at give et kritisk og selektivt dansk publikum noget velkendt at skylle ned med.

Men også for at danske kunstnere kan lære noget af deres udenlandske kolleger. Noget om at have visioner for, hvor verden skal hen, at drømme lidt mere om fremtiden, i højere grad at engagere sig i og forholde sig til samfundsmæssige udfordringer, at flytte ting via kunsten og at skabe sammenhold blandt bredere befolkningsgrupper. Inspirationen går ikke længere kun fra Nord til Syd, den går begge veje.