Svend-Allan Sørensens første udstilling på Museum Jorn i Silkeborg, Country og Koncept, er måske den mest helstøbte manifestation fra hans muddervåde hånd nogensinde. I grafikken kan han udtrykke sig ligeværdigt med ord og billeder og samtidigt opnå en form for løssluppen kontrapunktisk synergi mellem de to udtryksformer
Museum Jorn er ved at varme op til at fejre Asger Jorns 100 års jubilæum, og helt i Jorns ånd sker det bl.a. ved at invitere unge talentfulde kunstnere med en lokal tilknytning indenfor.
Museet råder over en betragtelig samling af grafik, såvel af Jorn som af andre, og som Jorn dengang er museet i dag optaget af kunstnere, der tør fyre den af og som jagter tilfældets skønhed – og som sigter højt uden at lade sig stoppe af trivialiter og konventioner om, hvad man kan og ikke kan i den kunstneriske proces.
Grafiske blade fra en lommefilosofisk hobbyarkæolog
Svend-Allan Sørensen er efter eget og museets udsagn netop sådan en. Selv siger kunstneren, at han opfatter sig som autodidakt inden for det grafiske område, idet han i sin akademitid på Fyn beskæftigede sig med maleri og skulptur.
Grafikken ser ud til at passe godt til Svend-Allan Sørensen, for som han ofte selv understreger, er han interesseret i det hverdagslige, det jordnære, sig selv, naturen og det, at han er jæger (også i bred kulturel forstand).
Han kan godt lide billedet af sig selv som en form for lommefilosofisk arkæolog, der sidder og maler med det fede danske mudder. Han er vild med ’smatten’, som han siger i det udmærkede interview i den tilhørende og læseværdige bogudgivelse. Han kan simpelthen lide den gnattede lyd, når den bløde og fugtige sværte rulles ud på den grafiske plade.
Udstilling med sværte
Der er også meget sværte i udstillingen i museets lange retvinklede kældergalleri. Og sværten/farven har mange steder en diffus og kornet karakter. Den er på samme tid åben og lukket.
Farve er svært, siger kunstneren og derfor læner han sig op ad dygtige professionelle kunstrykkere, der forstår at få det frem i stentrykkene, som han beskriver for dem.
Der er humor, ironi og modsætningsfyldte steder, hvor associationsrækken brister for at genopstå i et nyt billede eller i en ny ordrække.
”Jeg genlader med ord” står der et sted, og det er sandt: i dette tilfælde er ordene nye kugler, der farer afsted i mange retninger og mutationer.
En tyvagtig jæger
I virkeligheden stjæler kunstneren med arme og ben: motiverne og de små tekststykker er for det meste fundne og opsamlede, fordi de har relevans i forhold til det, Svend-Allan Sørensen er optaget af.
Det er en frodig associativ samplingsteknik, der drejer omkring det samme fascinationspunkt, og på den måde holdes fokus og kurs gennem værktilblivelsen, der i dette tilfælde, hvor temaet er jagten, kan minde om en jagthunds ivrige søgen efter et anskudt byttedyr.
Blandt andet et af kunstnerens far, der lærte sønnen om jagten, mens tre portrætter forestiller tre kendte mænd, som alle har beskrevet jagten.
Alle fire har inspireret Svend-Allan Sørensen.
Mest kendt er nok Thoreau, som i 1854 skrev bogen Walden om det simple liv i skoven, og som i eftertiden vandt kultstatus især hos 68-generationen.
Sidenhen er den læst af de fleste selvbevidste unge mænd med hang til ’naturlig omgang’ og veneration for lige dele romantik og filosofi.
Leve skødesløshedens foræringer!
I sin helhed er udstillingen meget flot, den virker tidløs og er samtidig levende i sin bestræbelse på at være så tæt på ’ulykken’ som muligt – dvs, at den holder balancen mellem det intenderede og det nonchelante: Svend-Allan Sørensen har et træfsikkert øje for de foræringer, som den grafiske proces kan levere i samspillet med billed- og sproglegen.
Ingen skal være i tvivl om, at eksperimentet lever – og at ikke meget i virkeligheden er tilfældigt.
Kombinationen af ordbilleder og billeder med figurative motiver fungerer flot, og fordi temaet optimerer træfsikkerheden, bringes den betragtelige værkmængde i et behageligt asynkront – og indimellem glædeligt overraskende – ´white-river-flow´, som konstant holder beskueren koncentreret og åben for, hvad der måtte rammer en i synet ved næste billede.
Knald i bøssen
Knald i låget og knald i bøssen går fint i spænd i dette rigt facetterede billeddigt. For hvad den tyvagtige skade og lommefilosofiske mudderarkæolog her har fundet frem og smasket op på dyrt bøttepapir (og tyndt rispapir) giver mening som et underfundigt og undrende beatdigt om krager og andet angiveligt dødbringende fjerkræ.
Men det skal ses og læses, og du skal selv mosle rundt i brudstykkerne og finde en vej ind bag mørket fra sværte og mudder – men bare rolig, for der er sol, luft og lys foroven!
