Storbyens sanselige og visuelle fænomener har flittigt været beskrevet og behandlet i kunsten. Lige siden midten af 1800 tallet har storbyen tiltrukket og fascineret kunstnere. På udstillingen ”REaction! – storbykunst på landet” i Vestjyllands Kunstpavillon griber fem kunstnere fra København, Berlin og Hamborg igen fat i storbytemaet men slipper en anelse ikke-sanseligt fra det.
De tematikker som Mette Kit Jensen, Morten Sørensen (begge København), Kerstin Stoll, Jelka Plate (begge Berlin) og Markus Lohmann (Hamborg) sætter fokus på er interessante og intellektuelt stimulerende. Men deres installationer, objekter og aktioner – og udstillingen som helhed – mangler lidt storby-storhed, monstrøsitet og galskab.
Nutidens flanør
Mette Kit Jensens installation Flâneuse, Museé de l’Europe (2013) er det af udstillingens værker der griber mig mest; både æstetisk og indholdsmæssigt. Hun tager afsæt i den glamourøse personlighedstype og livsførelse, der er mest kendt fra for nogle af 1800-tallets poeter, nemlig flanøren. Flanøren, der nydende og tilsyneladende uengageret slentrer om i storbyens gader.
Fænomenet er beskrevet hos bl.a. Charles Baudelaire, Edgar Allan Poe, H. C. Andersen og Holger Drachmann. Indrammede portrætter af disse 4 forfattere samt 4 fotomodeller er da også ét af i alt fem elementer i Mette Kit Jensens installation. Filosoffen Walter Benjamin, der gjorde flanøren til model for den moderne intellektuelle, er der en indirekte henvisning til i hendes Tæppe med lommetørklæder påtrykt bykort fra hele verden.
Hendes installation, der består af både skulpturelle og litterære elementer, opdaterer flanørbegrebet. I seks små fiktive tekster fra europæiske storbyer beskriver hun flot flanørens og storbyturistens lystfyldte flimrende oplevelser i eksklusive modebutikker og i basarer.
I fortællingerne indføjes aktuelle politiske elementer eller pudsige personer. I det romerske tekstscenarier indgår en demonstration mod finansverdenens grådighed og social ulighed; – demonstranterne ender med at sætte ild på forsvarsministeriet og adskillige modebutikker.
Andre elementer i installationen udgøres af objekter, der er nævnt i de små tekster: for eksempel en lottostav. Og i et par glasmontrer er udstillet elegant og humoristisk flanør-nips: lyserødt slips, solbriller, guldlommeur, sammenfoldelig spadserestok, lille keramikskildpadde, en oppustet ballon, et lille kålhoved osv.
Der kan naturligvis være tale om en tilfældighed, men flere elementer i Mette Kit Jensens installation synes inspireret af essayromanen Flanørens Blik af Ulf Peter Hallberg. Er der tale om inspirationer fra bogen gør det på ingen måde hendes installations tematik mindre interessant. Hun omfatter og fortolker godt det historiske perspektiv og nutids-flanørers jagt på identitet gennem rejseaktiviteter og materielle goder.
Monumentpleje
Kerstin Stolls installation Vintertjeneste for en ukendt kunstner (2011/13) får én til at trække lidt på smilebåndet. Men når man først har aflæst værkets historik, anarkistiske rekonstruktion og pudsige associationer til Brancusi’s berømte søjlekonstruktioner er der ikke så meget mere at komme efter visuelt. I et bredere perspektiv er det den uendelig historie om ´hjemløse´ og forsømte offentlige monumenter, der trænger til kærlige hænder, men som ingen kerer sig om eller tager ansvar for.
Byplanlægning
Jelka Plates installation dokumenterer hendes én-kvindes aktion i Berlin (2013) mod genopførelsen af det tidligere barokslot Stadtschloss. Hun udarbejdede et modforslag om at rekonstruere Berliner Schlossplatz ifølge rekonstruktioner af urlandskabet fra 5000 år før vor tid. Udgravninger og arkæologiske undersøgelser har påvist aflejringer fra istiden, sumpskove og knoglerester fra blandt andet mammutter.
Med en bærbar landskabsmodel og agitation ved selve byggepladsen satte Jelka Plate sig for at argumentere for en anden genopbygning af området. Hendes aktion er en personlig handling men i et større perspektiv peger den på aktuelle problematikker omkring historicistisk byplanlægning og monumenters betydning.
Tjek af de multinationale selskaber
Morten Sørensens installation C.S.R. er en dokumentation af hans humoristiske én-mands aktion og (1. maj) test af de multinationale selskabers C.S.R. (Corporate Social Responsibility). Til aktionen udarbejdede han et ´Demo Kit´ (en kasse med håndjern, megafon og skilt) og skilte med selskabernes egne slogans. Der skulle indhentes tilladelse til at demonstrere på Strøget i København.
Ansøgningen og det sprogligt ubehjælpsomme e-mailafslag fra Københavns Politi, demo-kittet, sloganskiltene, flere små fotos og en ledsagetekst om de fire små shopping seancer udgør elementerne i C.S.R.. Af teksten fremgår, at Morten Sørensen demonstrerede sin suveræne forbrugermagt ved at annullere et Big Mac-køb på McDonalds Dankort-terminal. Den drilske faktion udstillede hulheden i selskabernes slogans og ideen om forbrugermagt.
Storby referencer
Markus Lohmanns væg- og gulvobjekter har storbyæstetiske og dagligdags referencer. Han inkluderer én af den afdøde Videbæk-kunstner Jens Lunds bronzeskulpturer (”Kvinde med hund”) som en tematisk og materialemæssig fællesreference i en gruppe stiliserede beton-objekter med titlen Cars og Haftbefehl (en lille søjle med plakater med arrangementer fra byrum). Men denne skulpturelle inklusion og dialog forekommer ikke helt oplagt.
Bedst kommer det storby-dagligdags til udtryk i hans polyuretan-objekter SULO og Kæde samt i hans vægobjekter Datenblatt (2011) og 3 Medaljer. Vægobjekterne er skåret ud af tykke plakatlag, snittet ud med specielle knive og formet som medaljer, rosetter og andre udmærkelser. Et ironisk snit i en tid og kultur der satte pris på udmærkelser.
Vanskeligheden at præsentere aktioner
Udstillingen er på godt og ondt en blandet udstilling omkring temaet (re)aktion og storby. Jeg savner en mere tydelig, kritisk eller satirisk vinkel på udstillingens tema; især når to af de fem udstillede værker er dokumentationer af én mands aktioner. At stå foran fotos og rekvisitter fra aktioner er aldrig samme nærværende oplevelse som den egentlige aktion.
Kunstnerne Morten Sørensen og Jelka Plate kunne med fordel have brugt videomediet frem for fotos i deres installationer. Aktionernes kunstneriske statement og værdi er naturligvis den samme men dokumentationen og (re)præsentationen bliver lidt blodfattig i sammenligning med the real thing. Museumsverdenens hvide rum har en velkendt tendens til at ”dræbe” sådanne kunstformer og udtryk. Derfor kommer REaction også lidt til kort som udstilling og som æstetisk oplevelse betragtet.
