CHART ART FAIR – second edition udgjorde et helt lille kursus i positioner, materialer og udtryk i nordisk og international samtidskunst og var som kommerciel messe betragtet uhyre succesfuld. Men med en samlet udstillingstid på kun 16 timer fordelt over tre dage, blev resultatet logisk nok; tæt pakkede sale.
En kunstmesse må ikke forveksles med en kunstudstilling. Selv om Charlottenborgs rammer er eksklusive med sildebensparket og højloftede rum med ovenlys, så er og bliver det en messe med det primære formål at sælge kunst og tiltrække så mange kræsne og velhavende samlere som muligt – foruden et stort kunstpublikum, der gerne må være med på en kigger.
Ikke desto mindre var den anden ”edition” af CHART ART FAIR på Charlottenborg mere professionelt organiseret med bedre indeklima og lavere temperaturer – og med mere plads omkring både værkerne og i selve standene – end den første.
Det skyldtes bl.a., at man havde nogle ekstra kvadratmeter at lege på, da hele Charlottenborg denne gang var til disposition for messen.
Og så var en række special events og to videoværker på tilsammen godt en halv time – samt den uforglemmelige Jørgen Leth film fra 66 scener fra Amerika med en burgerspisende Andy Warhol – med til at løfte messen ud af kommercialismens kalkulerende greb.
Edition Copenhagen og Galleri Specta var med for første gang – begge gode tilskud, når nu det svenske galleri Andréhn-Schiptjenko havde meldt fra. Med dette Stockholmgalleris egne ord var det en lidt for dyr måde at holde weekend i København på. Flere af vores søsterlandes gallerier melder imidlertid om et særdeles godt salg i år, da det var lykkedes at tiltrække nogle ambitiøse, udenlandske samlere, som ikke tager nationale hensyn og udelukkende fokuserer på værkernes kvalitet.
VIP-fokus
I demokratiske Danmark (og Norden) kan det imidlertid give lidt mislyd, når man hører om det VIP-program, som gallerierne har lagt for at lokke de økonomisk potente samlere til. De pakkes ind i fløjl og luksus med frie sponsorbiler, champagne, hotel og alt betalt. Selv om det naturligvis er fuldt ud lovligt, lugter det lidt af manipulation, ligesom det inddeler publikum i et markant A- og et B-hold.
Ved VIP-loungen står de almindelige besøgende på tæer for at få et kig på to store værker af Adam Saks (Forsblom, Helsinki) og en serie malerier af Morten Buch (Susanne Ottesen). Nuvel, men dette er altså almindelig praksis på alle kunstmesser, uanset hvor i verden. Det handler i høj grad om penge og prestige.
Strutskørt og kødsky
De bedste, strammeste og mest helstøbte stande, hvor værkerne trådte skarpest frem, var naturligvis de, der havde et separat rum. Ellers var det hyppigt en æstetisk rodebutik, hvor man uden overgang vandrer fra det ene medie og udtryk til det andet og fra den ene stand til den anden: Andersen’s Contemporary havde sit eget rum, dog med to indgange. Galleriet viste nogle magtfulde og spektakulære værker af store navne som bl.a. Olafur Eliasson og Tómas Saraceno.
Også Galleri Christian Larsen fra Stockholm rådede over et separat rum i nordfløjen og udstillede bl.a. Charlotte Gyllenhammars på én gang fascinerende og virkelig uhyggelige, sortmalede skulptur i akrystal (akryl + krystal) Night Ascend (2014) af en pige, der er kravlet ned i sit hovedvendte strutskørt, foruden Anders Krisárs flertydige fotografier med titlen Flesh Cloud samt hans morbide og makabre skulpturer i form af overskårne nøgne menneskulpturer, der ”parteres”, som var de netop spyttet ud af en fabrik som samlesæt.
Delikate manipulationer
Også Martin Asbæk Gallerys rum i sydfløjen var stramt og meget smukt. Her kunne man i ro og mag opleve Ebbe Stub Wittrup og Troels Sandegårds minimalistiske betonskulpturer, der indkapsler forskellige objekter, som en clairvoyant har forsøgt at identificere.
På væggen hang Wittrups lige så minimalistiske fotografier, fremkaldt som farvede firkanter ud fra den russiske suprematisk M.V. Matyushins farvelære.
Historien bag disse nye fotos, som også kan ses på galleriets udstilling Summer in the City, er, at Wittrup i forbindelse med en researchrejse til Skotland skød en film, som viste sig at være helt uden billeder, da han vendte hjem til mørkekammeret.
Det er denne film, som han nu har fremkaldt i forskellige, farvemanipulerede firkanter. Som kontrast til den stramme minimalisme hang bl.a. en serie af malerier af briten Clare Woods, som ynder at skildre naturen helt tæt på, hvorved der opstår nogle nye, fascinerende og undertiden urovækkende formverdener. Det var en delikat afstemt ophængning.
Meget magt på lidt plads
Men der var flere gode stande med fremragende kunst – også af emerging kunstnere. Og hvor har man sidst inden for relativt få kvadratmeter kunnet se værker af verdensstjerner som Antony Gormley (Andersson og Sandström, Stockholm), Jake & Dino Chapman og Keith Tyson (David Risley), Tal R, John Kørner og Daniel Richter (Bo Bjerggaard), Tómas Saraceno og Olafur Eliasson (Andersen’s Contemporary), Elmgreen & Dragset (Nicolai Wallner), Ian Mckeever og Richard Deacon, Kirsten Ortwed og Troels Wörsel (Susanne Ottesen), Olafur Eliasson igen (i8 Gallery), Elisabeth Peyton og Darren Almond (Edition Copenhagen), Matt Saunders (Niels Borch Gallery), Wes Lang (V1 Gallery)? Og flere endnu.
Man kunne også glæde sig over spritnye værker af gamle kendinge som Peter Holst Henckel, der udstillede et ovalt spejl, sammensat af mange stykker Double Reflection # II samt et værk af Ellen Hyllemose, der viste et helt lille figurgalleri af små gulvskulpturer af stof og træ med en gådefuld fortælling En anden slags natur samt et seks m højt værk fra 2013 af den forrygende billedhugger og installationskunstner Eva Steen Christensen. Disse tre kunstnere er repræsenteret af Galleri Specta, som derudover viste værker af svenske David Svensson, der med sin konceptuelle tilgang til værkerne samtidig opererer med en fintmærkende materialebevidsthed.
Hos den unge gallerist Christan Andersen kunne man bl.a. se interessante fotografiske værker af Rolf Nowotny foruden nogle keramiske figurer, der danner nye, organiske overflader, som ligner rimfrost.
En kommeriel succes
Nogle af kunstnerne var repræsenteret af flere gallerier. Det gjaldt fx Olafur Eliasson (Andersen’s Contemporary og i8, Reykjavik) og Tal R (Bo Bjerggaard og Niels Borch) og Adam Jeppesen (Niels Borch og Peter Lav), mens en kunstner som Emil Westman Hertz, som lige nu har en anbefalelsesværdig udstilling alt hvad der var, er nu væk hos Susanne Ottesen, udelukkende var repræsenteret af Stockholmgalleriet Annaelle. Her så man blandt flere værker en af hans bjørneklo-stammer, støbt i oxyderet bronze. Denne transformation klæder hans fragile skulpturer, der ikke er for fastholdere.
Det dyreste værk blev solgt af Galerie Andersson og Sandström i Stockholm, så vidt vides til private samlere. Det var to mindre bronzeskulpturer af Antony Gormley til en pris af 135.000 £ = ca. 1,3 mio. DKK pr. stk. Men generelt var det gået over al forventning salgsmæssigt i langt de fleste stande, hvoraf flere meldte udsolgt søndag eftermiddag, oplyste man til kunsten.nu. Messens manager Peter Navntoft, bekræfter i dag, mandag, at salget er gået særdeles godt. Gallerierne har ingen oplysningspligt, men det er hans helt klare indtryk, at galleriernes salg har været væsentligt større end sidste år.
Det er klart, at man savner gallerier som fx Mikael Andersen, Tom Christoffersen, Bendixen, Weinberger, Larm, Christoffer Egelund, Kant m.fl., men mange af disse gallerier melder til gengæld om et pænt publikumsbesøg om lørdagen, hvor de havde udvidet åbningstiden til kl. 20.
I år havde Chart ifølge Peter Navntoft 6.200 besøgende mod 5.500 sidste år. Cirka halvdelen af disse var gratister, dvs. specielt indbudte, mens resten købte billet. 50 % af billetindtægterne går til Kunsthal Charlottenborg.
