Om det voldsomme møde med et kunstværk.
Vi vågner om morgenen, vi bevæger kroppen og åbner øjnene, der hjælper hænderne med at finde strømperne til fødderne. Så skal vi alt muligt. Dagene går med at ordne ting og sager, tale med andre mennesker, forstå hvad de siger, holde øje med trafikken, huske at spise frokost og tænke på i morgen, før vi giver slip i søvnen.
Men i mødet med et kunstværk kan proportioner, perspektiv og prioriteringer ændres. Derfor minder det voldsomme møde med et kunstværk om en sprød forelskelse eller en personlig krise.
Når vi pludseligt og kritisk udfordres, er det vanskeligt at være til stede i en samtale om et skoudsalg. Når du lige har mødt et mesterværk for første gang, er det sært lavpraktisk at forholde sig til madpakkens leverpostejsmad. Ved intense øjeblikke bliver alt større, eller mindre. Det er sundt, at udfordre sin proportionssans. Måske det var en idé med en daglig dosis? Som den islandske præsident, der altid begyndte dagen med et digt, for så var det lettere at gennemstå en arbejdsdag med beslutninger om økonomi og fiskekvoter.
Digteren Charles Baudelaire skrev som 30-årig i et dagbogsnotat, at han i virkeligheden var 90-årig, fordi han levede tre minutter i ét.
Jeg tør ikke leve så intenst, men er vis på, at jeg til tider har levet to minutter i ét.
Alle har haft øjeblikke – måske dage, uger, år – som er følelsesmæssigt intense og intellektuelt udfordrende.
Eventuelt når ens nærmeste dør, og alt virker hudløst i månederne derefter.
Eller ved den hudløse forelskelse i et nyt menneske, der får verden til at have flere farvenuancer.
Eller, momentant intenst, i mødet med et kunstværk.
Indimellem forbruger vi kulturen, som sød musik i ørene på cykelturen til arbejdet. Eller vi bidrager til at opretholde kulturen, når vi vælger, hvordan vi klæder os og viser os frem for omverdenen.
Nogle gange er kulturforbruget mere end dét. Nogle gange kan en oplevelse punktere vores hverdagsboble. Der sker noget i hjernen, der får pulsen til at stige eller falde. Henri Matisse ønskede for sine kunstværker, at de kunne fungere som en god lænestol for den trætte forretningsmand. Det er okay, at have denne og ikke anden ambition for kunsten, som altså kan nøjes med at være et skønt og behageligt frirum.
Men når vi vover et rigtigt møde med det gode kunstværk, når vi bruger kunsten til at tænke med, så får vi nye rum i vores erfaringsverden og udvider forståelseshorisonten. Kunst kan sprede vores tanker, men kunst kan også samle vores tanker – som en magnet – og stå som et billede på noget, vi har gået og puslet med og ikke rigtig kunne få greb om. Derfor elsker jeg kunst.
Stendhalsyndromet
Det ville være for meget at forlange, at hvert eneste møde med et kunstværk er bevidsthedsudvidende. Det behøver ikke være som ved Stendhalsyndromet, som er en klinisk betegnelse for ophidselse ved mødet med et kunstværk. Stendhalsyndromet kan vise sig ved hjertebanken, svimmelhed, synsforstyrrelse og besvimelse.
Det var da noget, vi studerende talte om på Insitut for Kunsthistorie dengang i 1990erne. Der var ikke mange, der havde oplevet det, selvom det kan sammenlignes med dykkerinstruktøren, der helst skal kunne fortælle om mindst ét møde med en haj. En medstuderende kunne dog berette om dengang en lille gouache på Emil Nolde museet i Seebüll fik hende til at besvime. Jeg har desværre ikke prøvet noget tilsvarende, det nærmeste må blive en oplevelse af stærk samhørighed foran et maleri af Vassily Kandinsky på The Metropolitan Museum of Art i New York, hvor jeg blev svedig og måtte sætte mig på gulvet.
Men det er lang tid siden, jeg er nok blevet mere hårdhudet, hvilket jeg kun kan beklage, men jeg prøver at vedligeholde sensibiliteten, for hvis man slet ikke udsætter sig selv for kunst, så sker der jo ingenting.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
