For Satan, For Helvel

Med tegneseriestriber, der viser hverdagsabsurditeter i yderste potens, illustrerer Schulenburg allestedsnærværende makroproblematikker i en mikro-sammenhæng.
Problemerne i striberne er komplet umulige at forholde sig til for de fleste, og Schulenburg illustrerer, hvordan mennesker har tendens til at skabe problemer, der ikke burde eksistere.

Samtidig bliver de store problemstillinger mere håndgribelige, når Schulenburg viser, at dagligdagsproblemer har samme vilkår og mekanismer som de store verdensproblemer.

Og som Schulenburg siger: ”De er lige knald i låget og måske unødvendige. Hvad skal de gøre godt for, hvis man ikke kan lære af dem? Så må man droppe dem, og det er det, jeg gerne vil gøre synligt i de her hverdagssituationer”.

Pølseraket i tynd tråd
Dermed er der både en reference til menneskers generelle, lavpraktiske problemer, men også verdensomspændende stridigheder, der ender i regulær krig.

Udstillingen rummer de klassiske Schulenburgske filtværker, som også denne gang har en reference til krig og katastrofe. Bomber, sprænghoveder og raketter hænger i tynde snore ned fra loftet og understreger den ironi, der er ved forbundet med at bruge så let et materiale til så tungt et emne.

Det er naturligvis ikke helt almindelige raketter fyldt med krudt. De er derimod udformet som henholdsvis en pille-, pølse-, cigaret- og pomfritraket. Knapt så destruktive, men på den lange bane med til at ødelægge mennesket.

Filtens stoflighed bruges altså til at modvirke tyngden i figuren og skaber en kontrast til indholdet. Schulenburg mener selv, at han ”punkterer krigen ved at gøre den blød og stoflig”.

Op i røven med tyngdekraften
Og alt bliver mere spiseligt, når Schulenburg svinger penslen, kridtet, filten eller tuschen, for værkerne indeholder en humor, der får fnisene frem. Og ifølge Schulenburg er den humoristiske indgangsvinkel vigtig. For som han siger ”Ellers bliver det sgu for kedeligt.”

Dog skal humoren forstås i sammenhængen og ikke som en selvstændig størrelse. Det sjove i værkerne opstår mere ved at være en pudseløjerlighed, en absurd situation eller en sær kobling mellem ord og billede. Tag nu uglen, der – hængende med hovedet nedad – proklamerer, at klimaforandringerne har medført problemer for både indtagelse og udskillelse af føde, så op i røven med tyngdekraften. Schulenburg bruger ofte dyr som talerør, for at gøre teksten mere spiselig.

Fælles for de fleste af Schulenburgs tekstbårne værker er de udprægede stavefejl, som også gør sig gældende i udstillingstitlen.

Men selvom han er en anelse ordblind, er det nu ikke den eneste forklaring på det nærmest fonetiske sprog, der fylder tegneseriernes talebobler.

Fejlene illustrerer en umiddelbar og uredigeret proces og tilgang til udarbejdelsen af striberne. Schulenburg har ikke på forhånd lavet et storyboard – netop for at kunne skabe en ”utænkt” udvikling i tegneseriernes scenarier, og det er der, det umiddelbare og mærkelige, der skaber en mærkværdig humor, opstår.

Samtidig ligger “bandesproget” tæt op af tegneserieuniverset, og det skaber en modsætning, når nuttede dyr bander som havnearbejdere. Kontrasten er til at føle på, når de søde kaniner får øje på noget, som giver dem trang til at udbryde ”for satan, for helvel!”