Selvtilstrækkelighedens værdi

Hvor finder vi årsagen til kunstens afsondrede, ophøjede og for nogle utilnærmelige status?

Den første tanke er kapital, som både en drivende logik for kunstproduktionen, investeringen og som opretholdelse af den aura kunsten historisk har været omgærdet af.

En anden del af svaret ligger i sproget.

IAE
Alix Rule & David Levine stod i juli 2012 bag essayet: “International Art English: On the rise—and the space—of the art-world press release” ved nettidsskriftet Triple Canopy.

En uhyre rammende, empirisk, selvransagende, veldokumenteret og -argumenteret undersøgelse af sprogets rolle som identifikationsredskab for kunstscenens aktører. Og helt specifikt: Pressemeddelsens rolle som markør af kunstens legitimitet og identitet. Det er med International Art English (IAE) at kunsten italesættes som kunst. Og i den sproglige søgen efter kunstens ‘særegne’ karakter, kan man med Rule og Levin også forstå, at jo svagere kunsten formulerer sig selv, jo mere tager pressemeddelelsen sagen i egen hånd.

Jacob Rosenkrands fik på lidt forsimplet vis udstillet den danske version af IAE i programmet På den 2. Side på DR2 den 7. april, og én pointe blev gentaget til bevidstløshed: Billedkunsten er et uigennemtrængeligt parnas og kunstformidlerne løber fra deres ansvar. En realitet, der langt hen ad vejen blev indrømmet, da Overgaden (Anne Riber), Museet for Samtidskunst (Sanne Kofod Olsen) og Kunsthal Charlottenborg (Jacob Fabricius) konfronteredes af deres ‘kunstdansk’:

Den overfyldte, akademiske, kringlede, superlative og fremmedgørende version af dansk, der præger kunstverdenens beskrivelser af sig selv.

Selvtilstrækkelig public service
Public service-organet DR ransager dog kun ansvaret hos “dem der formidler kunsten” og ikke mediernes rolle og helt generelle mangel på ansvarsfølelse over for billedkunsten. Det er de “statsstøttede” kunstinstitutioner, der ransages, men ikke den “statsstøttede” public service-kanal.

Aktører som fx KUNSTEN.NU (også en smule statsstøttet), hvor netop den sproglige utilgængelighed har været et kritisk mantra for mediet, kunne vel netop have kommenteret konstruktivt på disse fænomener eller repræsenteret nogle aktuelle formidlings-intiativer med andre fortegn.

Men ok, DR afspejler glimrende den distancerede behandling som billedkunsten har fået gennem de sidste mange år på de kulturelle redaktioner, hvor snart ingen fastansatte kunstkritikere har et kontinuerligt engagement i dette kunstfelt. En realitet, der har skabt en ukritisk og markant distance til billedkunsten, hvor fremmedgørelsen øges i begge lejre.

En verden uden IAE?
Rule og Levin, der selv har været flittige brugere af IAE, ender i selverkendelsens skarpe lys med at spørge:

“Can we imagine an art world without IAE? If press releases could not telegraph the seriousness of their subjects, what would they simply say? Without its special language, would art need to submit to the scrutiny of broader audiences and local ones? Would it hold up?”

“If IAE implodes, we probably shouldn’t expect that the globalized art world’s language will become neutral and inclusive. More likely, the elite of that world will opt for something like conventional highbrow English and the reliable distinctions it imposes.”

Hvad skal vi dog med den konklusion? Vi skal indse, at en stor del af kunsten, og især den kommercielle del, lever i kraft af denne konstruerede skal og utilnærmelige værdi. Det var jo heller ikke for sjov, når Joseph Beuys påstod, at “alle mennesker er kunstnere”. Det var netop et oprør fra kunstens indre rettet mod kunstens socialt eksklusive væsen.

Eksklusivitet
Ser man for eksempel The Mona Lisa Curse fra 2008 med den New York baserede kunstkritiker Robert Hughes, synes kunstens drivkraft fra renæssancen og frem, og idag mere end nogensinde, at være knyttet til en økonomisk eksklusivitet.

For Nicolai Wallner, der er en af de højst profilerede gallerister i Norden, er denne eksklusivitet selvsagt helt fundamental. Han burde snart tituleres Nicolai von Wallner og indtager efterhånden en position, hvor han ikke engang synes at bekymre sig over bare at være sig selv nok. Statens Kunstfond er således blot én af flere aktører på kunstscenen, der ikke skal føle sig synderligt velkomne i galleriet.

Med arkitekten Kristoffer Weiss har han ovenikøbet fået spalteplads ved Politiken, hvor især kultur- og kunstpolitikken får på puklen i duoens blog. Her kan Wallner tale på kunstens vegne og pointere billedkunstens sekundære rolle i alt fra medier til politiske reformer.

En pseudokonflikt?
“DR 2 trækker igen igen elitekortet og skaber en pseudokonflikt mellem dem på parnasset – eliten, de intellektuelle og finkulturelle – og så alle de andre, de såkaldt ‘almindelige mennesker’, som DR skråsikkert og nedladende påstår ikke forstår den svære og utilgængelige kunst,” skriver Wallner og Weiss om programmet under rubrikken DR tramper på kunsten.

Så i en debat om kunstens eksklusive karakter og formidling erkender han ikke et åbenlyst kunstinternt problem, eller en konflikt i det hele taget, men peger primært på mediernes hånlige attitude. At understøtte en argumentation om kunstens forlorne eksklusivitet, ville save grenen over til hans egen eksklusivitet og nordiske tronstol.

“Lad være med at kritisere noget I ikke forstår!” lyder galleristens mindst ligeså nedladende kommentar i debat med DRs Kulturdirektør, Morten Hesseldahl den 15. april på radiokanalen AK 24syv.

Det brede potentiale
Denne debat, som På den 2. side har indledt, understreger ganske udtalt, at selvtilstrækkeligheden lever i bedste velgående. Helt aktuelt ser man modreaktioner i kunstfeltet, der dyrker det fuldkomne fravær af formidling, kuratering og mediering af enhver form. En afvisning af ‘sprog’ i det hele taget.

Men hvis tingene overhovedet skal ændre sig til det bedre og bredere, skal DR og medierne helt generelt tage billedkunsten alvorligt, som Wallner og Weiss ganske rigtigt påpeger, men kunstscenen skal samtidig erkende den selvtilstrækkelighed, der har præget den narcissistiske omgang med sig selv og afvisningen af den brede offentlighed.

Det er på tide at medierne og kunstfeltet fokuserer på det brede potentiale i kunsten og ikke værdien i eksklusiviteten!