‘Graffiti som engagement’

Foto: Venligst udlånt af forlaget og forfatteren

Graffiti som engagement er blevet til på baggrund af en række interviews med centrale graffitimalere foretaget i en periode fra 1997 til 2005.

Gennem bogens ti kapitler skitserer Marianne Hedegaard, professor i psykologi ved Københavns Universitet, i grove træk graffitiens baggrund og historie samt udviklingen af forskellige udtryksformer. Bogen indeholder en gennemgang af graffitiens kommunikationsformer, teknikker såvel som forskellige stiltyper, fra de tidlige ’tags’ (navnetræk) og ’pieces’ (større værker malet med spraymaling) til udkrystalliseringen af en ny genre – ’street art’, hvor der eksperimenteres med alternative udtryksmedier som eksempelvis ’stencils’ (skabeloner), klistermærker og plakater, og hvor deciderede installationer i byrummet anvendes.

Graffiti som engagement berører også emner som identitet, fællesskab og graffitimalerens forhold til forældre, skole og samfund. Marianne Hedegaard går bag om graffitikulturen og beskæftiger sig med de unges bevæggrunde for at male, i forsøg på at svare på det evindelige spørgsmål om, hvorfor de unge overhovedet maler graffiti.

Det er sympatisk, at Marianne Hedegaard ønsker at bidrage til at bekæmpe sejlivede myter om, at det primært er utilpassede unge. Modsat den generelle opfattelse viser hendes research ingen sammenhæng mellem manglende social tilpasning og det at være graffitimaler. Tværtimod tegner hun et billede af en gruppe passionerede unge mennesker med et nuanceret syn på deres egne aktiviteter.

Marianne Hedegaard rammer et spændende tema, når hun et sted skriver følgende om kunstnernes relation til det øvrige samfund:
”Graffiti er mere end selvbestemmelse og kunstnerisk aktivitet, selv om det er centrale dimensioner. Graffiti er også at sætte spor i byen, at få indflydelse og ’tale med’ om, hvad der betyder noget.” (s. 90).

Efter min opfattelse hersker der en generel misforståelse omkring afkodningen af graffitiværket – både som kulturudtryk og aktivitet. Graffiti betragtes ofte som enkeltstående elementer isoleret fra byens rum, og opleves hovedsagelig som hærværk. Her mener jeg, at man overser en væsentlig pointe; en pointe, som Marianne Hedegaard desværre også kun berører perifert. Som udenforstående belyser Hedegaard ganske vist graffitikulturen med nærvær og smittende begejstring, og hendes bog bidrager positivt til et introducerende indblik i graffitikulturen. Men uden at tilføre nye perspektiver på emnet. Hedegaard berører – som oven for illustreret – spændende aspekter, men hendes behandling af dem bliver imidlertid ikke til mere end små ridser i overfladen.

Jeg savner temaet om graffitikunstnernes relation til byen og samfundet udfoldet. Et vigtigt aspekt ved graffiti består netop i at blande sig i samfundsdebatten og udfordre gældende konventioner for måden, byen bruges på. Den måde, vi bruger byen på, er i vid udstrækning styret af et uudtalt kodeks om ’almindelig god opførsel’, og det interessant er, at graffitikunstnerne udfordrer netop disse konventioner ved at tage byen i anvendelse på nye måder, for eksempel som udstillingsrum for et ikke-kommercielt udtryk. Under valgkampagner ses det ofte, at graffitimalerne går i direkte dialog med politikerne ved eksempelvis at kommentere på valgplakater eller distribuere plakater med tvetydige budskaber. Med fokus på alternative udtryksformer og retorik fortynder Graffiti så at sige den massive politiske og ’corporate branding’, der foregår i byen. Graffiti sætter spørgsmålstegn ved, om retten til at udtrykke sig og udfolde sig i ’vores by’ skal være styret af, hvorvidt vi har penge til at betale os til pladsen.

Slutteligt bør det nævnes, at bogens omslag er kedeligt og i ringe grad afspejler bogens mange flotte billeder. Desværre er de også af alt for svingende kvalitet, og man er for nærig med pladsen til billederne.

Graffiti som engagement er en bog for begyndere uden for miljøet, der er nysgerrige på den ukuelige subkultur.