Film skal ses i biografen, og kunst skal ses på museet, sådan er det jo. Men når visse kunstværker i form og længde nærmer sig spillefilmen, kunne man spørge, om de ikke ville komme bedre til deres ret i en biografsal?
En af de største oplevelser på sidste års dOCUMENTA var Omer Fasts 40 minutter lange video Continuity, der handler om et ægtepar, som har mistet deres søn i Afghanistan-krigen. Deres måde at bearbejde traumet på er ret speciel: De hyrer unge escort-mænd til at spille deres søn for en aften og nat. Vi følger fire sådanne besøg med hver deres form for akavet stemning, ladet med sorg, krig, ødipal seksualitet og pludselige, sureelle syner midt i den ellers pinligt realistiske stil.
Hvis man ikke var på dOCUMENTA (13), har man nu chancen for at se filmen på Faurschous udstilling Every Day Matters, og det kan jeg kun anbefale.
Læs anmeldelsen af udstillingen
Ligesom på dOCUMENTA er filmen installeret i et mørklagt rum med nogle få siddepladser på en træbænk. Der er kræset for lyden og bortset fra siddepladserne er der ikke meget der mangler for at få en nærmest biografagtig oplevelse. Filmen er uhyre velinstrueret, skuespillerne er formentlig professionelle, hvilket muliggør at man kan spille på små psykologiske nuancer og antydninger. Billederne er smukke og knivskarpe, scenografien er gennemført.
Fra håndholdt amatørisme til filmiske virkemidler
Der er altså på mange måder tale om et crossover mellem billedkunst og spillefilm. Sådanne crossovers har man set masser af eksempler på i kunsten gennem årene, men det er som om, det er mere udbredt end nogensinde før. Det udspillede sig meget bogstaveligt på Gl. Strand, da de i 2011 lavede udstillingen Film/Kunst, hvor filminstruktører og billedkunstnere arbejdede parvis sammen med vekslende held.
Nogle rynker på næsen af denne udvikling, idet de mener, at videokunst ikke må være for filmisk lækker, idet den mister sin do-it-yourself-autenticitet. Andre, heriblandt mig selv, mener snarere, at videokunsten aldrig har været mere vital, og at det er begrænset, hvor mange grumsede videoer med en kunstner, der filmer sin egen navle, man gider at se. Det er som om, videokunsten i de første mange år var meget optaget af at reflektere mediet selv. ”Se mig, jeg er håndholdt”, sagde videoerne igen og igen – heldigvis med undtagelser. Nu er den sevet ind, og mediet har fået samme frihed som maleriet til netop at være et medium blandt andre.
Når en film som førnævnte Continuity vises på en kunstudstilling og ikke i en biograf, skyldes det institutionelle konventioner.
Først og fremmest at Omer Fast er billedkunstner og hele hans distributionsapparat ligger inden for billedkunstfeltet.
Desuden varer den 40 minutter og ikke 90-120 minutter, som en spillefilm helst skal vare før biografinstitutionen anerkender det som en spillefilm.
Ellers er det en kortfilm eller novellefilm, og de er desværre henvist til særlige reservater, for det gider folk åbenbart ikke se.
Continuity har heller ikke en enstrenget handling, men er en slags gentagelse med store variationer af det samme scenarie fire gange. Det er nu set før i spillefilmsregi, så det alene burde ikke være noget problem. I forhold til kunstudstillingsrummet er det faktisk en fordel, at man kan hoppe på når som helst.
Det er da også helt OK at se videoer i gallerier, kunsthaller og museer, men så snart de når en vis længde, er udstillingsrummet en hæmsko. Mange folk orker ikke (eller har ikke tid til) at se en 40 minutter lang film på en større udstilling, hvor der er mange krævende værker, heriblandt andre video- og lydværker, som alle er tidskrævende. Og selv hvis man er forberedt, er der det velkendte fysisk-sensoriske syndrom kaldet ‘museums-hoved’ – en udmattelsestilstand, som både skyldes indeklima, dehydrering og den monotone tilstand af at stå og aflæse billeder/objekter/videoer i lang tid, kun kort afbrudt af en sløv slentren fra det ene værk til det næste.
Kunst skal ses i biografen
Man kunne derfor fantasere om, at den slags videoer i højere grad spredte sig mediemæssigt og fik plads i biografen, på tv og på DVD – ikke mindst fordi man så indstiller sig på, at man nu skal se en film. Det ville uden tvivl give et lidt andet blik på dem, for vores måde at erfare på ændrer sig også, når den institutionelle ramme udskiftes.
Og måske er afstanden mellem kunsten og biografen ikke så stor, som den har været. I hvert fald er det seneste nye, at biograferne er begyndt at vise kunstudstillinger. Således kan man på torsdag se Royal Academys aktuelle Manet-udstilling i Palads-biografen i København – et tiltag, jeg måske vil følge op på senere.
