Livets tilfældigheder

Der hviler over udstillingen Surburban Life – Photography as Painting en helt særlig ro. Udstillingen består af i alt 44 plancher af hver seks fotografier samt et maleri og en række hexagon-skulpturer tilbage fra 1960’erne.

Hver på sin vis udfolder de tiden, får den til at gå i stå, strækker sig tilbage og tvinger den, som betragter dem, ned i tempo.

Men udstillingen forbliver en parentes. En parentes om de emner, temaer og udtryk, som den ellers antyder og forholder sig til. Som tid, tilfældighed, forgængelighed og det umulige i at gengive den verden, som omgiver os.

Dét som værkerne italesætter, de tanker som de ansporer og vækker, virker foran værkerne fjerne.

Ulig hinanden
Udstillingens skulpturer og de 44 fotoplancher står både i kontrast til hinanden og deler visse ligheder. Hvor modsætningen slår én med det samme, da fornemmes lighederne først senere.

Skulpturernes formsprog er enkelt, rent og bærer en klar reference til minimalismen, hvorimod de mange billeder fremstår som et kalejdoskopisk kig ind i hverdagen i forstæderne. Utallige ’tilfældige’ motiver, hvor sammenhængen imellem dem kan være svær at finde, danner tilsammen et net af mulige ligheder og betydninger.

Fotografierne præges alle af noget umiddelbart, både i valg af motiv og æstetik. Der er noget amatøragtigt over dem, et greb man fornemmer Stig Brøgger bruger bevidst. ’Det billede’ – fanger jeg mig selv i at tænke – ’ville også jeg kunne tage’, som med billederne af vintergolde trækroner mod en frostblå himmel, skyformationer eller en mindre skulptur i en vindueskarm.

Men jeg har ikke taget billederne og ville ikke kunne have gjort det. De er Stig Brøggers. Ikke mine. De er hans betragtninger, hans øjeblikke, hans vinkler på virkeligheden, hans verden. Ikke min. Selvom de minder mig om den.

Et flow af billeder
De mange billeder skaber et fænomenologisk flow af indtryk, som synes de mange fotografier at ville minde os om det mylder af nuancer vores liv udgøres af. ’Her er ét billede, og her et andet. Her endnu et’.

Med fotografierne undersøger og ikke mindst understreger Brøgger billedets betydning i forhold til hvad vi husker, hvad vi glemmer og hengemmer i hukommelsen.

De billeder, vi selv tager eller konstant møder omkring os, præger os og måden vi betragter os selv, andre, vores hverdag, forstæderne, vores fortid, fremtid og nutid. Men alt er det præget af tilfældighed og utilstrækkelighed, for vi kunne lige så godt have stødt på andre billeder, og aldrig se andet end en ulig gengivelse af forgængelige øjeblikke.

Memento mori
Fotografierne, de øjeblikke de fremstiller, de tilfældige hverdagsmotiver og måske tilmed den næsten amatøragtige æstetik bliver til en påmindelse om, at tiden går.

Fotografierne bliver – som den amerikanske forfatter og litteraturprofessor Susan Sontag, skrev – til en påmindelse om døden, til et memento mori:

“All photographs are memento mori. To take a photograph is to participate in another person’s (or thing’s) mortality, vulnerability, mutability. Precisely by slicing out this moment and freezing it, all photographs testify to time’s relentless melt.” (Susan Sontag: On Photography, 1977)

Tiden står i Stig Brøggers mange billeder stille for at minde en om det modsatte, om at tiden går for at forsvinde bag os. Her mindes vi om tilfældigheden i billederne, vi senere tillægger betydning og ser sammenhænge mellem.

Tiden som lighed
Fotografierne karakteriseres således ved en særlig tidslighed, en tidslighed de deler med de minimalistiske skulpturer. Ikke alene tager skulpturerne tid at betragte, da man – for at opleve dem til fulde – må bevæge sig rundt om dem. Men de er også fra en anden tid, hentet frem fra gemmerne, skabt i 1960’erne.

Surburban Life – Photography as Painting er en fin og eftertænksom udstilling om tid og tilfældighed, om umuligheden i at gengive verden og om forgængelighed. Men også en udstilling om øjeblikket lige nu, foran værket, eller ude i forstaden, om det vi husker, og om det vi lader tilbage, enten i glemslen eller i erindringen, og om det vi tillægger mening. Men alt opleves det som regn mod en rude. Man ser regnen, men mærker den ikke, hele tiden er det, man ser, fjernt fra en selv, på afstand og aldrig helt nærværende.