Vi må forstå, at vores tid kræver løsninger på problemer, ikke skønhed, og at produkter ikke længere formes med hænderne, men konceptualiseres og begrebsliggøres af information.
Jeg er med på en udstilling, der åbner d. 27. marts på Designmuseum Danmark, der for kort tid siden hed Kunstindustrimuseet. Et navneskift, der understreger at vi er gået fra industrialisme til en designæra, hvor produktet ikke længere formes med hænderne, men konceptualiseres og begrebsliggøres på computeren.
Når designbegrebet overtager for det kunstindustrielle fjerner man sig fra det traditionelt kunstneriske og flytter fokus mere over mod en tegnmæssig opfattelse af objektet, mod en problemløsning.
Design ser på varens identitetsskabende værdi. Design står i modsætning til kunsthåndværket, som i højere grad er kendetegnet ved en formgivning eller ornamentik og det ekstra overskud af forarbejdninger og fine ciseleringer, eller håndværksmæssige snilde, det er udført med.
Den slemme pynt
Allerede i 1908 skrev arkitekten Adolf Loos essayet Ornament and Crime, hvor han udtrykte en mistillid til ornamentet. Ornamentet var udtryk for de primitive kulturers tankegang og unødvendig tidsspilde for håndværkerne. Dette essay er vel på mange måder forløberen for vore dages arkitektur- og designopfattelse, hvor form er funktion og renhed er blevet en norm, som skal rense os, så vi kan koncentrere os om livets væsentligheder.
Før blev ornamentet set som både det kreative men også økonomiske overskud, der indsætter en fortællende og organisk fornemmelse i fx facaden. Ornamentet var en ansats til en fortolkning af verdens konstruktion og metafysik. Arkitektur og design var førhen kendetegnet ved udsmykning og fortælling med disse ekstravagante tilføjelser, der kunne give objekterne et andet liv og indhold.
Problemknuseren
I store design-konkurrencer er det idag produkter som Life Straw, der vinder førstepriserne. Life Straw er et sugerør, der fungerer som vandfilter, så man kan suge beskidt vand op af en vandpyt og dermed få rent drikkevand. Life Straw blev kåret som bedste opfindelse i Time Magazine 2005 og modtog INDEX Design Award 2005.
Hartmut Rosa beskriver i sin bog Beschleunigung (acceleration) fra 2005 det moderne samfunds manglende erfaringer med objekterne, om hvordan vores omgang med objekterne traditionelt har givet os en række omverdenserfaringer, som har været med til at give os et tæt tilhørsforhold til verden. I den moderne verden, mener han, at denne erfaringsmåde er nedsat, og vores verdenserfaring er dermed skrumpet ind.
Objekt som information
På sin vis har vi jo aldrig haft flere ting og varer mellem hænderne, men den konkrete erfaring med verden gennem objekterne er formindsket. Til gengæld, har vi fået et utal af informationer gennem skærmenes mobile flader. Men som Walter Benjamin bemærker i sit essay Fortælleren (Der Erzähler) fra 1974 (på dansk i 1996), så har vi fået en mængde informationer, men er bemærkelsesværdigt fattige på fortællinger.
Fortællingen, som før videregav visdom, læresætninger, moraler og gode råd, har forandret sig. Og de tråde, som fortællingerne er knyttet sammen af, pilles i vore dage op, skriver Benjamin i 1920’erne, vel helt i tråd med Hartmut Rosa.
Både i forbindelse med objekterne og informationen kræver vi en direkte forbindelse til verdens problemer. Eller fordi vi mangler en forbindelse til verden gennem objekterne, som Rosa mener, så søger vi hele tiden konkrete forbindelser til verden. Gennem information, der kan efterprøves i forhold til realiteterne. Gennem løsningsorienterede modeller og designs. Det direkte forhold til virkeligheden er i høj grad blevet vigtigere. Mens det fortællende lag ikke er tilstede i objekterne og informationen.
Syndflod fra omverdenen
Underretningerne fra det fjerne besad engang en autoritet, også selv om de ikke kunne kontrolleres. Informationen er derimod altid åben for umiddelbar efterprøvning. Men som Benjamin bemærker, så ”underrettes vi hver dag af nyheder fra hele jorden. Og dog er vi fattige på bemærkelsesværdige historier,” og ”det skyldes, at ingen begivenheder når frem til os, som ikke allerede er gennemsyret af forklaringer”.
I de senere år har informationsteknologien distribueret og leveret information, oplysninger og viden i en sand syndflod. Den stiller en viden frem for os, som er produktiv, men også kaotisk. Informationer kan lignes med stof. Informationerne producerer noget for os. Alt er blevet til informationer, som kan sættes sammen i betydningsrelationer. Informationer findes i uoverskuelige mængder og kan kombineres på stadig nye måder. Informationer er det stof, som genererer ny indsigt og nye erkendelser. Informationer skaber nye kombinationer og nye produkter. Men en fortælling kan alligevel dukke op i dette kaotiske hav, nærmest som en tømmerflåde vi kan overleve på.
Nye fantastiske betydninger
Objekter omgiver os og fylder vores liv med betydninger, vi tilskriver dem særlige værdier, de indgår i forskellige hierakier i vores omgang med dem, og de iscenesætter verden for os, sådan som Hartmut Rosa er inde på. Uden objekterne er vi jo kun krop, landskab og sind. Men med objekterne får tankerne en konkret karakter og bliver en manifestation af vores indre.
Fortællingen druknede først i information, men nye former er skyllet op på land. Her kan vi samle dem op og inkorporere dem i en ny historie. Fortællingen leverer måske ikke længere den visdom, som er flettet ind i det levende liv. Den leverer måske snarere fleksible systemer, fantasy, dokumentariske og politiske arbejder, hvis funktion er at være modpoler til et samfund, der er gennemsyret af eksakt viden og gennemgribende kontrol. Litteraturen og kunsten er blevet et reservat, der holder vores grundlæggende spørgsmål til livet og lysten i live.
Og vi må forstå, at vores tid kræver løsninger på problemer, ikke skønhed. Eller at matematiske løsninger i sig selv bærer sin egen skønhed.
