Digital opera på første parket

Digital opera på første parket

Still fra app-pilotprojektet Breathless Moment

Med tanke på at kunst skal afspejle den samtid, den opstår og eksisterer i, har kunstnerduoen Klejs & Rønsholdt transformeret den klassiske opera til en app.

Nye apparater som tablets og smartphones har for alvor vundet indpas i hverdagen for mange mennesker og dermed opstår nye muligheder for at bringe kunst ind i dagligstuen og skabe en anden, mere brugerstyret interaktivitet mellem værk og beskuer.

Kunstnerduoen Klejs & Rønsholdt, der består af mediedesigner og digital kunstner Signe Klejs og komponist og lydkunstner Niels Rønsholdt, arbejder på verdens første app-opera, Breathless Moment.

Komponist og lydkunstner Niels Rønsholdt og digital kunstner Signe Klejs. Foto: Lars Svankjær
Komponist og lydkunstner Niels Rønsholdt og digital kunstner Signe Klejs. Foto: Lars Svankjær

Hvor der ofte – i forbindelse med apps – tages et allerede eksisterende produkt, som transformeres og tilpasses en ny platform, har Klejs & Rønsholdt udviklet en opera fra bunden. I samarbejde med en programmør, et kor fra Danmark, en tekstforfatter, en sopran og en dramaturg fra The Royal Opera House i London har duoen skabt Breathless Moment, som er pilotprojektet for en ny opera, baseret på Ovids værk Forvandlingerne.

”Udgangspunktet var ikke at tage en klassisk opera og putte ind i det her nye medie, men at vi fra bunden forholdt os til, hvad det her nye medie kan, som de andre medier ikke kan, og hvordan man kan udvikle et kunstnerisk sprog i en ny ramme”, forklarer Signe Klejs.

Hold tissepause fra kunsten
Hvor tilskuere til en opera tidligere har været afhængige af, at kunne være til stede fysisk et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, kan de nu se opera under dynen, hvis de skulle have lyst.

Operaens tilgængelighed bliver udvidet, når den præsenteres på et håndholdt device i privaten, og gør det muligt at få en kulturel oplevelse – når som helst, hvor som helst. De kan pause den, spole i den og de kan komme så tæt på, at de nu har et udsyn, der ellers kun er forbeholdt publikummerne på de dyre rækker.

Derudover har Klejs & Rønsholdt arbejdet med at lade tilskueren komme ned i flere lag – både visuelt og auditivt. Hvor publikum til en opera i et operahus som oftest sidder langt fra sangerne, kan de her ”zoome” ind på eksempelvis den klagende mor, der synger sin sorgfyldte arie, så de til sidst er så tæt på, at kvindens sang bliver til hvisken.

Screenshot fra Breathless Moment
Screenshot fra Breathless Moment

”Vi udfordrer de gamle genrer i nye medier. Vi har arbejdet med hvisken og rent lydmæssigt kan man arbejde med nære lyde og gå meget tættere på karaktererne. Det påvirker det drama, man kan fortælle, og på den måde bruger vi muligheden for at dykke ind i metalagene, som man ikke kan på scenen,” fortæller Signe Klejs.

Frihed under ansvar
Hvis tilskueren derimod vælger at lade scenen udspille sig uden indblanding, bygges der automatisk flere lag på musikken, når der gradvist afsløres flere stemmer.
Rent visuelt kan publikum skifte perspektiv og se scenerne fra forskellige vinkler. Igen kan man komme helt ind til huden på karaktererne på scenen, men man kan også zoome ud og dermed både få et større visuelt billede, men også et større auditivt billede, fordi den ”digitale rumklang” dermed forhøjes.

Den nye app giver dermed publikum frihed til og mulighed for at gå elektronisk rundt på scenen og i rummet og selv styre billede og lyd – dog vil historiens indhold udspille sig ens. Publikum kan altså ikke styre handlingen, men de kan styre, hvor længe den skal udspille sig, fra hvilken vinkel de vil se den, hvilke lyde, de vil høre, og hvor tæt på de vil opleve både billede og lyd.

”Vi tilbyder publikum at rejse rundt i denne her verden, men samtidig lå det os på sinde at holde fast i, at vi som kunstnere styrer publikum til en vis grad.
Interaktion er godt, men hvis man giver publikum helt frie hænder, kan det også være, at det bliver meningsløst . Så derfor har man stadig brug for kunstneren til at styre publikum i en vis grad gennem oplevelsen,” siger Signe Klejs.

Hjemløs scenekunst
I forbindelse med udviklingen af app’en har duoen benyttet muligheden for at afprøve forskellige sammensætninger af teknikker og nye kunstneriske udformninger:

”Det var vigtigt for os at afprøve de forskellige teknikker. Moderen er bygget op i rigtig 3D, som man gør med en computerspilskarakter, mens koret er håndtegnet på 2D-flader.
Den tekstur, den unge mand har i ansigtet, er overfladen fra en rusten bil med skrammer.

Det giver en forgængelighed og illustrerer en proces, der er i gang, så man kan fornemme det på en anden måde. Vi ville se, hvordan det virker i mediet. Kan man fornemme stofligheden og taktiliteten? Vi vil gerne arbejde med operaen som et klassisk udtryk og blande det med andre teknikker,” siger Signe Klejs.

Screenshot fra Breathless Moment
Screenshot fra Breathless Moment

Og det er netop sammensætningen af teknikker, genrer, stilarter og udtryk, der gør Breathless Moment svær at sætte et prædikat på.

”Når man laver projekter af den her karakter, så er de hjemløse og uden for kategori. Her er et projekt, som er opstået mellem en musikalsk genre og en visuel, digital genre, og som så lander et helt tredje sted. Men det gør projektet adoptérbart, og kan også gøre, at det kommer ud til et bredere publikum, end det måske ellers ville,” siger Signe Klejs.

Dermed kan man sige, at det ikke blot er kunsten, der bliver mere tilgængelig for publikum, men også publikum, der bliver mere tilgængeligt for kunstneren, når der åbnes for den nye scene, som iPad’en er.

LÆS OM AARHUS BILLEDKUNSTCENTERS APP GALLERY HER

Se en videodemonstration af Breathless Moment her:

App’en bliver til som et researchprojekt i samarbejde med The Royal Opera House i London, CAVI (Center for Avanceret Visualisering og Interaktion) på Aarhus Universitet, Danmarks Radios kor og forlaget Edition•S.
Udgivelsesdato for App’en er endnu ukendt.

Det handler operaen om:
Breathless Moment er midterste del af en opera i tre dele baseret på Ovids historie om den unge fårehyrde Iphis, der forelsker sig i Anaxerete. Hans tilnærmelser og bejlen bliver dog afvist af den unge kvinde, der knapt ænser ham, og i ren frustration ender Iphis med et hænge sig selv. Dette tager Anaxerete ikke synderligt notits af, og derfor straffer gudinden Afrodite den unge kvinde ved at lade hende blive til sten. Breathless Moment udspiller sig i øjeblikket lige inden, Anaxerete bliver til sten.

Del artiklen

'Digital opera på første parket'

Facebook