Søren Martinsen stiller med sin udstilling Danskeren på Trapholt spørgsmål til, hvad det overhovedet vil sige at være dansker. “Nationalstaten er i skred”, mener han. Det samme er hans hyperspændte landskabsmalerier.
Udsigten fra udstillingslokalerne ud over Kolding fjord er mejslet i frost. Lyset er tindrende og træerne står som grafiske tegn mod sneen.
Scenariet står godt til Søren Martinsens landskabsmalerier indendøre i udstillingen, som netop er åbnet på Trapholt. Udover rækken af malerier består udstillingen af videoer, fotos og en stribe udprint af googlesøgninger om Danmark og danskhed. Udstillingen bærer simpelthen titlen: Danskeren.
En fragmenteret dansker
”Det er en meget fragmenteret dansker”, siger Søren Martinsen, da jeg spørger ham, hvad det så er for en dansker, der kommer til syne i hans udstilling.
Vi står foran det store maleri Brækket landskab, som er sat sammen af en række lærreder:
”Min grundtanke er, at Danmark – og det at være dansker – er ved at være en temmelig usikker størrelse. Det har jeg så eksemplificeret i maleriet her, der er lavet med et kærligt nik til David Hockneys værk Grand Canyon. Det er som et puslespil, der ikke passer sammen. Det er metaforen for Danmark: Individuelle, forskellige brikker, som på en eller anden måde prøver at danne sig et patchwork, som man kan opleve som et hele”.
Ad omveje til maleriet
Søren Martinsen har rod i moderne kunstformer, og har arbejdet eksperimenterende med foto og videokunst. Men hvorfor har han så i de senere år vendt sig mod landskabsmaleriet – et motiv som i en årrække har været persona non grata i kunstverdenen?
”Jeg er kommet ind på maleriet ad omveje og har så fundet lidt af en guldgruppe i det.
Det begyndte at få en relevans for mig, blandt andet fordi jeg selv flyttede på landet. Jeg er en de kunstnere, der tager udgangspunkt i der, hvor jeg selv er”.
Landskabet som scene
”Landskabsmotivet i sig selv er ikke så interessant – et landskab er vel bare et landskab – så jeg leder mere efter stemningen eller noget psykologisk – selvom det er meget abstrakt at billeder kan udtrykker en stemning, som jeg på en eller anden måde har eller føler”.
”Jeg er ikke faschineret af naturen som sådan, men snarere af en sceneagtig fornemmelse – billederne er jo fuldstændig mennesketomme. Jeg ser det som et eksistentielt vilkår for mennesket, at vi altid står på en eller anden form for scene, i en eller anden form for virkelighed, i en eller anden form for landskab”.
Et pinagtigt mellemværende
Hvordan spiller kunsthistorien ind?
”Det er ikke nogen metode for mig at have en dialog med kunsthistorien, selvom jeg kan være inspireret af for eksempel LA Ring, Villumsen eller symbolismen”.
”Men jeg har jo et noget pinagtigt mellemværende med især Guldaldermaleriet. Det var jo der landskabsmaleriet blev suspekt, fordi man brugte det til at danne et idylliseret billede af ”Danmark for danskerne” midt i en krisetid. Det er det, der er det farlige ved landskabet – at det har den der identitetsskabende effekt”.
Nationen og landskabet i skred
Martinsen vil med udstillingen kaste et undersøgende og kritisk blik på alle disse forestillinger om nationen. ”Forestillingen om nationalstaten er ved er ved at skride”, siger han, og tilføjer at det også er ønskværdigt, da nationalisme ofte er hovedårsagen i konflikter i verdens brændpunkter.
På samme måde er Martinsens malerier i skred. Ved første øjekast springer genkendelsen af det danske landskab i øjnene, men realismen er kun foreløbig – naturen viser sig snart ´unaturlig´, skæv, surreel. Forgrunden kan være sløret, mens træer i baggrunden står knivskarpe og detaljerede. Lyset kan være eksalteret – nogle gange antager det geometriske former (Søndbjerg), andre gange er det inspireret af den måde modlys tager sig ud på et fotografi (Time to dry up). Farverne er overdrevne (Sweet tasting sky), og pludselig driver malingen faretruende (Landskab med orange kranie). Selv titlerne forstyrrer: hvad for eksempel med Location for a Zombi Movie?
”Det er rigtigt: der er meget uro i billederne selvom de umiddelbart har enkle kompositioner”, forklarer Martinsen, og peger på billedet Dit hvilested:
”Ofte er der forskellige synsvinkler i billederne. Jeg arbejder jo meget efter fotografi, og jeg kan finde på at fotografere dele af motivet, hvis jeg gerne vil se, hvordan den der hybenbusk i billedets baggrund egentlig ser ud. På den måde bliver billedet stykket sammen af dele på samme måde som i Brækket landskab, og det kommer i dette billede til at se ud, som om kunstneren har svævet en meter ude over vandet”.
Videodrøm
Denne mangel på fast grund præger også Martinsens videoværker, som nok har et dokumentarisk præg og tilsyneladende skildrer ´virkeligheden`, men samtidig flyder af sted som drømme i slingrende svæv uden klare narrative strukturer.
”Det er ikke en straight historie med en konklusion, om hvem danskeren er”, fortæller Martinsen. ”Min udstilling startede som en undersøgelse af danskheden, og jo længere jeg kom ind i projektet, jo sværere var det at konkludere noget”.
”Snarere er det en udstilling, der forhåbentlig sætter nogle tanker i spil. Jeg ledte efter et svar, men kan ikke komme med det.
Det synes jeg egentlig heller ikke man skal”.
Læs kunstnerprofil om Søren Martinsen her
Udstillingen Danskeren har tidligere været vist på Rønnesbækholm.
Søren Martinsen (f. 1966) i Lyngby og bor og arbejder i Glumsø.
Søren Martinsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, 1989-1995.
MA in Fine Art, Goldsmiths' College, University of London , 1993- 1994.
Grundlægger af UFO presents, Kreuzberg, Berlin, Tyskland, 2011-12.
Udmærkelser: Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 2011, Ruth og Finn Thorjussens Fond, hædersgave 2009 m.fl.
Søren Martinsen er repræsenteret i forskellige samlinger, bl.a. Kobberstiksamlingen, ARoS, Kastrupgårdsamlingen og Malmø Konstmuseum.
Guldalderen: I 1800 tallet var både maleri og fællessang med til at styrke den nationale identitet gennem store landskabsmalerier og nationalsange om oldtidshøje. Kunsten havde til formål at styrke fællesskabsfølelsen i en tid, hvor den danske nation skrumpede geografisk.
