Det er svært at sætte pris på kunst. Måske koster kunst altid for lidt.
Hvorfor er det så svært, at sætte pris på kunsten? Man kan såre folk, når man skal blive enige om, hvad kunsten skal koste. En autodidakt københavnerkunstner synes at kunder bliver taget i røven. Det er ikke mine ord, det siger han faktisk (DR den 26. oktober 2012).
Her kommer forhistorien: Nogle flinke mennesker har under overskriften Knæk Cancer taget initiativ til en velgørenhedsauktion via det online auktionshus Lauritz.com. En række kunstnere er blevet inviteret til at donere værker i den gode sags tjeneste. Herunder Morten Funder, Stine Servé og Jan Klein. Auktionshuset har vurderet værkerne ud fra forventet hammerslag. Det er vanlig praksis. Men kunstnerne er ikke glade, og Servé har trukket sit værk fra auktionen. Auktionshuset har nemlig sat værkerne til salg for meget mindre, end hvad de normalt ville koste i førstegangssalg via kunstner eller kunstnerens gallerist, henholdsvis 6.000 kroner mod 14.803 kroner i Servés tilfælde og 1.000 kroner mod 8.000 kroner i Funders tilfælde.
Servé anklager nu auktionshuset for at underminere hendes forretning som kunstner. Auktionshuset svarer igen og siger, at kunstnerens værker plejer at blive solgt for 4-6.000 kroner hos Lauritz.com, på denne baggrund har man logisk nok fastsat prisen på det aktuelle værk.
Ekstra for glimmer og tis
Man kan bare ikke sammenligne pærer og bananer. Koster maleriet mere, hvis der er brugt glimmerspray, eller hvis kunstneren har brugt egen tis, hvad er kvardratmeterprisen for bemalet lærred?
Alle udsagn, der påberåber sig mærkatet “kunst”, bør i udgangspunktet værdsættes. Men nogle kunstneriske udsagn kræver mere respekt – og en højere pris. Når prisen skal fastsættes, aktivereres et komplekst spil af mange forskellige parametre. Først og fremmest originalitet, ikke nødvendigvis i betydningen aldrig-før-set, men mere som en bekræftelse af værkets signatur (er dette en ægte Picasso). Og hvor meget er denne signatur værd i øjeblikket.
Udbud og efterspørgsel
Der er mange ting på færde. Men i denne historie har alle handlet lige efter bogen. Kunstneren kræver at blive værdsat. Auktionshuset forholder sig til historikken i udbud og efterspørgsel. Er det så dét, det handler om, udbud og efterspørgsel? Ikke kun. Vi kan aldrig (aldrig!) slå op i et skema og på denne baggrund sætte prisen for kunsten. Men vi kan byde … byde så meget, som vi finder rimeligt, så meget, som pengepungen tillader. Når vi ikke fristes af kunstnerens tilbud, så må vi lade være at byde, også selvom overskuddet går til en god sags tjeneste. Og lige meget hvad, så er prisen vel altid til forhandling.
Sælger sigter højt og køber presser prisen ned, mens mellemledet forsøger at give en kvalificeret vurdering til gavn for alle parter. Første, anden, tredje. Solgt for højeste bud.
Kampagnen Knæk Cancer indsamlede over 100 millioner kroner i en stort anlagt kampagne i samarbejde med TV2 (se mere her).
Auktionen med billedkunstnernes værker var kun en lille del, der blev ført ind under kampagnens logo.
Billedkunsten blev således solgt sammen med andre “lækre effekter” (ikke mine ord) såsom designervarer, wellness og gavekort til gode oplevelser.
På en eller anden måde handler dette her overhovedet ikke om kunst. Det handler kun om penge, om kræft og om penge til kræft. Måske er det derfor, at det virker dobbelt komisk, når de involverede parter ikke kan blive enige om præmisserne.
Line Rosenvinge (f. 1975) er mag.art. i kunsthistorie og siden 2005 forretningsudvikler i egen virksomhed, specialiseret i programudvikling og protreptiske udviklingssamtaler med institutioner og enkeltkunstnere. Mere www.tendertask.com
