Nøgen i verden

Vi starter i 1971 med to værker: Omstændigheder og Pussy Power, der for yngre publikummer måske kan virke både entydige og overbanale, men her er det vigtigt lige at huske på den bagvedliggende historie:

Begge værker indskriver sig i datidens kønspolitiske diskurs, hvor kvindernes kærlighedsliv, seksualitet og frugtbarhed blev den direkte årsag til et mangfoldigt nybrud inden for samtidskunsten. Et nybrud, der for alvor bragte kunsten i øjenhøjde med hverdagslivet og bidrog til den massive italesættelse af identitet, som siden har været helt central.

Kvinderne var forgangsmænd på 70´ernes danske kunstscene. De trak i bogstaveligste forstand kunstværket ned fra piedestalen for hermed at demontere dets ophøjede og verdensfjerne autoritet og bringe kunsten ind i det varme mellemmenneskelige, kødelige og erfaringsnære: Der hvor livet levedes på godt og ondt og råt for usødet.

Rend os i traditionerne
Kirsten Justesen befandt sig – som sine samtidige unge kvindelige studerende på kunstakademierne – i en situation, hvor traditionen var blevet fjern og stum.

De demokratiske massesamfunds vækst, den seksuelle revolution og medfølgende individualisering krævede simpelthen nye standarder for kunstens virkefelt og betydning. Det blev til et opgør med modernismens traditionelle formkategorier – en tilstand hvor kvinderne for første gang satte dagsordenen i kunsthistorien.

Kvinderne på banen
Herfra har Kirsten Justesen gennem en menneskealder bidraget til udviklingen af et nyt kunstnerisk formsprog.

I tråd med bl.a. Lene Adler Pedersen og Jytte Rex har hun brugt sin egen kvindehistorie og krop, som afsæt for en – i erfaringsmæssig, filosofisk og mytologisk forstand – mere almengjort beretning om det kvindelige. Om kønnet og kroppen i samspil med omgivelserne.

Krop og brødrister
I sal to møder vi den overdimentionerede Recycle Amazon Gown fra 2008. Dette stive metalstativ taler om kroppen gennem fraværet og via vores fantasi om den amazonekrop, der vil kunne udfylde og ikke mindst bære denne kolde processionskåbe.

Typisk for Justesen spiller mødet mellem det varme og det kolde og det hårde og det bløde også en rolle i værket her.

Ligeledes i fotoværket Melting In Time i samme rum, hvor den nøgne  krop sidder med korslagte og smørindsmurte ben, på en sokkel hvorpå en tændt brødrister er monteret.

Som i så mange andre værker er Justesens klassiske afsæt markant og hendes årlange bestræbelse på at gentænke og reaktualisere den klassiske menneskefigur er tydelig.

Figurens torso er næsten skjult bag et halv-abstrakt todimensionalt objekt ligeledes indsmurt i smør, og der opstår hermed en forvirring, som udbygges gennem sammenblandingen af abstrakte og figurative elementer – der igen forstærkes, fordi jeg ser på et fotografi af en skulptur, som måske mere er en dokumentation af en handling?

Varme og kulde
I den grønlandske natur finder Justesen i 80´erne et helt personligt formsprog, hvor is spiller en vigtig rolle i mødet med den nøgne krop. De to meget smukke og poetiske Ice Wings fra den periode giver sammen med She Used To Dance on Left Icebergs et lille glimt ind i den på en gang stærkt filosofiske og samtidig dybt humoristiske værkkreds.

Man savner Ice Pedestal-billederne fra 2000 og kunne godt se dem på væggen i samme rum i stedet for Plank, Floor, Shadow ,Wall og Mer Maid, der på trods af deres indlysende kunsthistoriske og kønspolitiske kvaliteter dog ikke har helt samme selvstændiggjorte udtryk.

Reaktualisering af skulpturen
Justesen bruger sin egen krop igen og igen på forskellige måder. Hun kredser konstant om skulpturen som udsigelsespunkt og markør. Det sted hvorfra erkendelser om materiale, hierarki, væsen og væren kan finde sted.

Når hendes krop møder isen, klippen, væggen og brødristeren åbnes sprækker i bevidstheden, som lader os ane bevæglser i tid og rum, og hendes kunst bliver derfor en bro for vores erkendelse om verdens mere gedulgte sammenhænge.

Tingenes alfabet
I relation til kroppen er Justesen optaget af tingene fra hverdagslivet. Hun peger på, hvordan vi bruger redskaber og rekvisitter i hverdagen og på, hvordan en handling fra hverdagen kan ligne en handling i kunstnerens værksted.

Et særligt træk ved den feministiske kunst fra 70´erne er, at den inddrager hverdagsting i værkproduktionen, for på den måde at nedbryde afstanden mellem det levede liv og kunstens sfære.

I Justesens tilfælde er der tale om et forhold til hverdagstingene, som understreger deres rituelle betydninger, og hvordan de indgår i livsverdenen som en art alfabet for diverse udtryk og handlinger, der udveksles mellem mennesker og genstande.

Potted Plants – en række urtepotter med køkkenredskaber som planter – er et udtryk for denne fortolkning og dens transformerende mulighed. Ligesom Monumental Video position for Plint, Body, Tea Pot, Grape Fruit and Alphabet (1991).
Begge med behørig henvisning til skulpturen som punkt for erkendelse og visuel indsigt.

Sammenstød og ambivalens
Justesen mixer det sekulære og det mytologiske, og sammenstødene er på mange måder identiske med den ambivalens og polaritet, som verden af i dag byder os at rumme og forholde os til.

I modsætning til verden uden for kunstmuseet byder udstillingsrummet os en stilhed og et nærvær, som kan opleves som en kærkommen pause og som afsæt for en kortvarig tilbagetrækning til et langsommere indre liv.

Kirsten Justesens kunst synes at pege på muligheden for at integrere det, som tilsyneladende ikke lader sig integrere.

Stejftog
Den nærværende udstilling bærer desværre for meget præg af strejftog i en euvre, og de nedslag, som forefindes, giver kun en anelse om, hvad Justesen kan, når hun virkelig folder sig ud.

Således er de små miniature amazonekåber og de dokumentariske fotografier fra udstillingen i Kunsthal Nikolaj mere merchandises end egentlige museumsstykker.

Mere kant
Jeg ville ønske, at Randers Kunstmuseum havde haft råd til at lave en mere skræddersyet og mindre retrospektiv visning af Justesen. I sin helhed er udstillingen dog en udmærket introduktion til en kunstner, som ubetvivleligt er en ´Grand Old Lady´ med rod i 60´ernes avantgardemiljøer.

Kirsten Justesen fortjener bestemt opmærksomhed, fordi hun er en ener og har været toneangivende i forhold til at sætte nye standarder på den danske samtidskunstscene.

Justesen har opnået international anerkendelse, hvilket er sjældent for en kvindelig kunstner i hendes generation. Af disse grunde bør man se udstillingen My Body Is My Tool.