Erindringens magiske tågeland

Foran de store smukke prints på udstillingen Disappearing into the Past på Museet for Fotokunst i Odense tænker jeg over, hvor sjældent det er, at man ser fotografi med så stor poetisk kraft.

De matte overflader, de overbelyste, til tider uskarpe og kornede motiver, som er blevet til i en proces, hvor kunstneren har anvendt polaroidfilm, der for længst har overskredet anvendelsesdatoen, sætter mig omgående i en intens og opmærksom stemning, nøjagtig som dengang jeg som barn, drømmende fortabte mig i gamle eroderede fotografier i familiens lasede fotoalbums.

Selv om optagelserne er samtidige har kunstneren rekonstrueret erindringsgods fra barndommen og dette greb bidrager til en tidløs nostalgisk tone. Barnet, pigen, en båd på stille vand, et landskab i fuldkommen ro, en skov…..et gardin….som lyslevende glimt på strejftog fra en fjern fortid.

Det erotiske i det anelsesfulde
Astrid Kruse Jensen har altid kredset omkring det anelsesfulde og hun har beskrevet fraværet i sin ’Hypernatural’-serie (2005) fra Island med billeder af mennesketomme swimmingpools i stemningsfulde natbelysninger, der potenserer stedernes uforløste erotiske muligheder og næsten får beskueren til at sukke efter berøring og menneskelig kontakt.

I ‘Parallel Landscapes’- serien (2006) er det igen denne stærkt anelsesfulde og påtrængende længsel, der manifesterer sig i selve motivet, såvel som den vækkes parallelt i beskuerens indre bevidste og ikke mindst underbevidste følelseslandskab.

I Kruse Jensens fotografier optræder af og til kvindeskikkelser i nærmest søvngængeragtige tilstande, hvor de set med beskuerens øjne, ser ud til at hengive sig til intens sansning af omgivelserne såvel som af sig selv.

Det er denne hypersanselige svingning mellem fravær og nærvær, som er kunstnerens foretrukne fokusområde.

Monumental ro og optimal følsomhed
Her på Museet for Fotokunst lykkes det på en usædvanlig fin facon at få mediet, de kunsttekniske greb og indholdssiden til at gå op i en højere enhed. Billederne er ret store og motiverne hviler rent kompositorisk i en ro af næsten monumental karakter. Så typisk for kunstneren og så afgørende for den stærke fornemmelse af dirrende anelsesfuldhed, som billederne bringer en i kontakt med og som for nogen sikkert er på grænsen til det overspændte.

De lidt skingre farver, som i sin tid karakteriserede polaoidbilleder, er nedtonet, fordi disse print i modsætning til originalerne, har en mat overflade. Den bidrager til at forstærke den uigennemtrængelige fornemmelse, en let dis, som den man netop kan opleve, når man i tankerne bevæger sig gennem erindringens diffuse univers.

Farverne er varme og mættede, de næsten klæber til nethinden, der hvor de får lov til at komme frem. Omvendt distraheres øjet og motivet forsvinder, der hvor den ustyrlige kemi i de gamle film, påvirker billedet, og på den måde også bidrager med elementer, der forstærker fornemmelsen af at skulle kæmpe med at fastholde motivet.

Billederne på væggene forholder sig til en installation af skulpturelle elementer, der ligner små hermetisk lukkede bræddehytter eller legehuse på vej op af eller ned i gulvet.

Husene nævnes ikke i formidlingsmaterialet, men jeg ser dem som et symbolsk indre landskab og deres lukkethed og transitive tilstand som en understregning af den bevægelse mellem nær og fjern, som hele udstillingen iscenesætter.

Hilsen til Andrei Tarkovsky
Som en del af udstillingen vises filmen The house inside her. Den er et samarbejdsprojekt mellem Astrid Kruse Jensen og Pernille Rose Grønkjær fra 2011.

Filmen har tilsyneladende ingen egentlig handling. Den udspiller sig i et herskabshjem i romantisk forfald. Her færdes hovedpersonen: en smuk ung kvinde, med flagrende brune lokker og iført fin benhvid kjole i klassisk snit.

Filmen udfolder sig som et billeddigt, hvor dens traditionelle parametre som tid og fortælling er sat delvis ud af spil. Kvinden bevæger sig gennem rum af skiftende karakter. Her møder hun manden af og til men begge synes opslugt af sig selv og ude af stand til egentlig kontakt.

Naturlovene er ophævet, og rummet er i højere grad et psykologisk rum med sanselige og magiske overtoner. Lydsiden er påtrængende som vandet i en video af Bill Viola og billedsidens romantiske og impressionistiske stil er smuk og forførende.

I midtersekvensen som forgår i et delvist oversvømmet rum, hvor lyden af vand er overvældende, får jeg mindelser fra Andrei Tarkovskys Stalker (1979) og igen der hvor afskalningerne på lofterne falder ned og i scenen, hvor kvinden leviterer horisontalt over sin seng.

Helstøbt
Ingen tvivl om at Astrid Kruse Jensen interesserer sig for det psykologiske  menneske og især for hvordan det sjælelige reflekteres og stemmes i vores omgivelser, i husene og i naturen – hvordan det ydre og det indre spejler sig i hinanden.

I dette flotte filmsamarbejde har hun fået en medinstruktør, som vil det samme og derfor virker filmen lige så helstøbt og stærk som billederne inde ved siden af.