I denne anden Vidvinkel-klumme om autenticitet kaster Sangild sig over samtidskunsten og spørger til, hvad der er blevet af auteticitetsdiskursen i dag. Den viser sig blandt andet i outsiderpositionen, i dialogen, i udfordringen og måske i det biografiske materiale.
I forlængelse af sidste klummes overvejelser, kunne man passende spørge sig, hvordan det går med autenticitetsfigurerne i samtidskunsten. Hvilke autenticitetsfigurer er der, og hvilken status har de?
Til at begynde med, må man konstatere, at kunsten i dag er mere reflekteret end nogensinde og sjældent falder i de mest naive autenticitetsfælder, som dog lever i bedste velgårende hos amatørkunstnere og autodidakte: At male fra hjertet, at udtrykke sit inderste, at være spontan og umiddelbar. Den slags naivismer afvænner man hurtigt på kunstakademierne, der har vaccineret generationer af kunstnere mod at gentage ekspressionismens mest tvivlsomme myter.
Men selv om samtidskunsten således er reflekteret, selv om den er bevidst om at den skaber konstruktioner og koder, at den indgår i institutionelle diskurser og alt det dér, så flytter nissen med. For der florerer en del autenticitetsmyter i kunstdiskursen i dag, hvad enten de kommer fra kunstnerne selv, fra deres PR-folk og gallerister, fra museerne eller fra formidlere og kritikere. Det fører for vidt i denne klumme at foretage en systematisk afsøgning af dem, men jeg kan da i hvert fald åbne ballet for en diskussion ved at pege på nogle af dem, jeg finder mest påtrængende i disse år. Det er vigtigt at understrege, at de ikke altid behøver være falske; pointen er bare, at de fungerer som figurer i en legitimeringsproces.
Outsideren og beskueren
Det er stadig autentisk at være ukommerciel, at skabe kunst, der ikke tilfredsstiller markedets og samlernes behov. Det kan dog hurtigt skifte, fordi markedet elsker det ukommercielle. Men pyt, det vigtigste er også at fremstå som om, man står uden for systemet.
For det er en anden autenticitetsmarkør, at være uden for ‘systemet’ i det hele taget – det som ofte ganske upræcist kaldes det kapitalistiske system, men som også dækker over alle mulige offentlige instanser, der ikke har så meget med kapitalisme at gøre. Hvis man laver noget ulovligt er man meget autentisk. Eller hvis man bare er en outsider. Det er en kritisk autenticitet, der lever af at være udenfor og derfor uspoleret.
Der er også autenticiteter forbundet med at involvere beskueren (i hvert fald at påstå, at man gør det). For så virker det som om den pågældende kunstner er mere i dialog med folk end sine kolleger, og dialog er godt og demokratisk. Eller at ‘aktivere’ beskueren, for aktivitet lugter af handlemulighed og derfor af frihed. Allermest autentisk er det at påstå, at ‘beskueren’ er medskabende, for beskuerkreativitet er enormt autentisk. Autenticiteten ligger i en form for postuleret nærvær, modsat den distance der påstås at være i forhold til traditionelle kunstværker.
Se i øvrigt Klichédræberen 2 – Beskueren skaber med – min kritik af denne kliché.
Udfordret
Men det er ikke kun autentisk når publikum (eller ‘beskuerne’, som man insisterer på at kalde dem) bliver strøget med hårene og inviteret til at være med. Det er også autentisk at udfordre dem. Det er en afart af den kritiske autenticitet. Ideen er, at kunstpublikummet (der i høj grad består af veluddannede mennesker) er uautentiske nokkefår med falsk bevidsthed, der ikke har forstået noget, fordi de er blevet hjernevasket af systemet. Sjovt nok er kunstneren ikke hjernevasket, for hun er jo kunstner og står derfor i sin egen selvopfattelse uden for systemet. Derfor kan kunstneren udfordre publikums fastlåste forestillinger om samfundet, eksistensen, begreberne eller kunsten. Og det er helt klart mere autentisk at blive udfordret end at være fastlåst.
Se i øvrigt Klichédræberen 4 – Udfordring – min kritik af denne kliché.
Allerbedst er det når kunstneren er en outsider, der gør beskueren til medskaber og samtidig udfordrer alle hans dumme, borgerlige forestillinger om hvad kunsten og samfundet er. Det er virkelig autentisk. For så sker der en autentisk politisk vækkelse af dette borgerdyr, i hvert fald i kunstnerens fantasi.
Hovedstolen
Men hvis jeg skal slippe mine kæpheste lidt og stille nogle mere åbne spørgsmål, så kunne man kigge på et felt, der traditionelt set er befængt med voldsomme autenticitetskoder, nemlig det selvbiografiske.
Når folk hellere vil læse om afdøde kunstneres liv end at forstå deres kunst (hvilket bogmarkedet konstant vidner om) og når de støttes i dette i et væld af skribenter, der tror, at vejen til at forstå en kunstners værk går gennem vedkommendes liv, så får kunstnerlivet en særlig feticheret status, som man bør være på vagt overfor. For den er fuld af fejslutninger, og det er dem der gør, at folk bliver overraskede over at Kafka var i godt humør, at Hemingway var svagelig og at Van Gogh udviklede en ganske velovervejet og møjsommelig malerteknik. Man vil hellere høre det modsatte.
Så spørgsmålet er: Hvad sker der, når kunstnere inddrager private omstændigheder ved deres liv i værket? Bliver det mere ‘autentisk’ på trods af kunstnernes reflekterethed? Et eksempel kunne være Gudrun Hasle, der benytter sin egen ordblindhed som et virkemiddel og i øvrigt tematiserer hændelser i hendes liv og familie. Hun er alt for tematisk og konceptuel til at falde i den naive, ekspressionistiske fælde. Men der synes alligevel at ligge en outsiderposition i ordblindheden og en personlig smerte, der spiller på autenticiteten. Kan man forholde sig til hendes kunst uden at den biografiske autenticitet bliver afgørende? Det tror jeg måske godt man kan, men jeg tror som regel at den vil være ret så dominerende. Den personlige autenticitet er ikke død, heller ikke når kunstneren konceptualiserer den.
Autenticitetsfigurer i armslængde
Det er her meget vigtigt at skelne mellem det biografiske som materiale i kunsten (fx Gudrun Hasle) og det biografiske som nøglen til at forstå den (biografisme). For som materiale er det objektiveret, stærkt konstrueret og formet, og det er principielt muligt (og ønskværdigt) at suspendere kravet om oprigtighed og biografisk troværdighed.
Man kunne blive ved med at spotte autenticitetsfigurer (amatørisme, naivisme, det upolerede, det flygtige etc.), og lad os endelig gøre det i debatkommentarerne herunder. Det vigtigste er at få øje på dem, så man kan håndtere dem og holde dem ud i strakt arm. Kunst er kunstig, og man skal være varsom med at benytte ægthed og ærlighed som kriterier her.
