Så gik den vilde referencejagt

Siden 1998 har Fotografisk Center samlet de unge kunstnere til en fremvisning af deres fotografiske værker og i år udvider man og inkluderer videokunst. Udstillingen her er ikke blot en præsentation af unge fotografers og videokunstneres værker, men handler i høj grad også om de unge kunstnernes brug af deres medie.

Udstillingen præsenterer syv forskellige kunstnere, hvis værker alle kan ses som mediekritiske og –referende. Fotografisk Center peger hermed på en tendens blandt de unge kunstnere, hvor kunstteori, filosofi og referencer til andre kunstneres værker accentueres. Ved første øjekast virker udstillingen almindelig, men giver man sig tid til at gå i dybden med værkerne og gør brug af udstillingens katalog, er det en helt anden historie.

Tilfældighedens princip
Et af de første værker, der tiltrækker sig opmærksomhed er Lars Dyrendoms fotografiske projekt The Photographic Eye, der er en mosaik af både fotografier og referencer.

Her har kunstneren valgt at dyrke den tilfældige og personlige tilgang, som i udstillingenThe Photographer’s Eye fra 1966, som er inspirationen.

Værket består af en række lillatonede fotografier og et lille tekstark. Her forklares det, at fotografierne er taget af kunstnerens bekendte og at disse så er udvalgt af endnu en udefrakommende og er så sendt videre til kuratoren Laura Mott.

Hun fik frie hænder til at udvælge en tekst til værket. Fotografiet, som medie, har her evnen til at binde denne række af tilfældigheder sammen på trods af de mange forskellige personer, der har deltaget – som i udstillingen i 1966.

Dyrendom har for alvor givet slip på sin magt over værket og lader andre associere frit over projektet. Værket står som et udtryk for en konceptuelt arbejdende fotograf, der ikke længere er den, der nødvendigvis trykker på udløseren eller bestemmer motivet.

Kunstnerens klæ’r
Et værk, der per se ikke passer ind i denne kategori er Jacob Tækkers kunst-app Man in a Box. Man kan downloade et program til sin iPhone eller iPad og få lov til at smide rundt med en virtuel version af kunstneren i et lille hvidt rum. Ved at bevæge sit device eller røre ved skærmen bliver kunstnerens krop kastet mod væg eller gulv på ganske voldelig vis.

Man oplever, at personen nede i den hvide kasse mister sin menneskelighed og man flår den arme figur rundt. Tækkers brug af sin egen krop som udgangspunkt for app’ens figur skaber et værk, hvor både kunstner og beskuer deltager i værkets tilblivelse. Han udfordrer forholdet mellem beskuer og kunstner: er kunstneren den endelige producent af sine værker?

Kunstnerens rolle ses også sat på spidsen i værket Artiste de Merde (kunstner af lort). Værket består af en video, hvor små nøgne kroppe bliver pruttet ud i et sort verdensalt. Baggrunden, videoen projiceres på, er en tegning af en numse, der stikker i vejret, sådan at de flyvende nøgne kroppe kommer derfra akkompagneret af en række prutte-lyde.

Smilebåndet bliver strakt, men tankerne begynder også at vrimle i samme tempo som de små flyvende prut-mennesker: kunstneren holder sin profession i strakt arm og ser på den med en åbenbar selvironi, der er forfriskende. Med reference til Piero Manzonis berømte kunstnerlort på dåse, Merda d’Artista, efterlades beskueren her med en følelse af at deltage i Kejserens Nye Klæder.

På skattejagt
Hvad der er gennemgående for denne udstillings værker er ikke blot værkernes selvrefleksion, men i høj grad også den enorme mængde af referencer til andre værker, film, bøger og mediehistorie – det er en sand skattejagt.

Det kan umiddelbart være en risikabel formidlingsstrategi: det er en udstilling, der kræver en del af sin besøgende; forstår man ikke referencerne, bliver man let hægtet af, og det fortjener værkerne ikke.

Men mit råd er: forsøg alligevel – læs kataloget.