Hvad er kunstkritik anno 2012?

Jeg vil i denne klumme forsøge at formulere, hvad kunstkritik er for mig, og hvad der udfordrer den praksis i dag, både kunstnerisk og formidlingsmæssigt. Dette er dermed også en understregning af at kunstkritikken stadig har en vigtig funktion uanset hvor stærk markedet, internettet, neoliberalismen og oplevelsesøkonomien er.

Kunstkritikken er et felt i opløsning, siger man. Men, når nu jeg figurerer som kunstkritiker og -redaktør, så må jeg vel have en idé om, hvad jeg laver, forsøger at efterleve, og hvad KUNSTEN.NU som medie bør tilstræbe? Jo vist.

Og øjeblikket er på mange måder velvalgt. Især fordi kritikken er under massivt pres og nye markante udfordringer tegner sig, der betyder noget for, hvordan man tænker og udfolder kunstkritik.

Alle er kunstkritikere!
Alle kan publicere deres mening om kunst og udstillinger i dag. Tryk ‘synes godt om’, del et link, et billede, en video, og du er allerede en del af den omend ofte overfladiske modtagelse, som samtidskunsten udsættes for på daglig basis.

Der hvor den kunstfaglige kritik har sin berettigelse i dag er netop som en kvalificerende indsprøjtning til kunstoplevelsen og dette virvar, modtagelsen, diskussionen og refleksionen om, i og omkring samtidskunsten. Dét ‘synes godt om’ aldrig uddyber.

To triste typer
Med karikaturens generaliserende brille, kan man i disse tider oven i købet se, i mere eller mindre ren form, to figurer, som på uheldig vis, kommer til at stå i vejen for den kunstoplevelse, som kunstkritikken genskaber.

Den første kunne vi kalde Klassicisten: Denne kritiker skriver og formidler sig akademisk, svært tilgængeligt, barrikaderer sig bag fagtermer og har ikke indset, at vi står i en efterhånden lang udvikling fra akademisme mod demokratisering af både kunst og viden. Klassicisten overser (ofte helt bevidst) den nutidige formidlingsdagsorden, der fokuserer på modtageren og ikke afsenderen og ville aldrig lade sin vurdering udfordres. Klassicisten forsøger – uanset værkbegreb – at indskrive kunst i en klassisk værkanalyse og er først og fremmest en objektivist, der har uhyre svært ved at italesætte sig selv som subjekt og for alt i verden opretholder ‘faglig armslængde’ (det vil reelt sige et ikke-engagement) til samtidskunsten.

Den anden kunne vi kalde Narcissisten: Denne kritiker skriver ofte indlevende og engageret og oplever kunsten på et udpræget subjektivt plan, men kunstoplevelsen starter og slutter med denne persons behovs- og erfaringsramme. Kunstbegrebet og dermed -kritikken er udelukkende funderet på en subjektiv historik og horisont: Jeg har noget JEG vil, fremfor der er noget KUNSTEN vil.

Disse to lidt triste typer står i vejen for kunstoplevelsen og er ikke kvalificerende, fordi de ikke bidrager med en tilstrækkelig åben, analytisk, reflekteret og samtidig kritik. De står i vejen – skygger for kunsten – som kritiske figurer, enten på grund af deres utilnærmelighed eller deres personlighed.

En mulig kritik
Samtidskunsten er postmoderne, socio-politisk engageret, relationel, kropslig, deltagerbaseret, handlingsorienteret, aktivistisk, performativ, stedsspecifik, agerende, debaterende.

Kunsten taler og handler mildt sagt over for, og især med, et meget aktiveret subjekt i dag.

En relevant nutidig kritik af kunsten er nødt til at være følsom over for de bevægelser, der præger kunsten og de formidlingsmæssige dagsordener, der præger mediebilledet. Kritikken bør dermed heller ikke være en distanceret, uberørt eller uengageret praksis, men snarere en meget berørt og involveret praksis.

Derfor skal kritikken finde en måde at være faglig men også aktuel, post-moderne, social, relationel, interaktiv, kropslig og agerende på. Her har især kritikken været lammet. Og det er derfor at man stadig taler om en kritik i krise.

Nogle af de klassiske spørgsmål fra kunstkritikken lyder:

• Hvem står bag, hvad definerer værket, og hvordan er det lavet?
• Med hvilke sanseregistre og koder aflæses betydningen af værket?
• Hvilken relation skaber værket i forhold til os, krop, kontekst, tematik, kultur, samfund?
• Hvad er betydningen af værket?
• Hvorfor er det interessant eller ikke interessant?
• Og kan vi formulere det, så det giver mening for udenforstående?

Men hvordan kan disse kritiske parametre indoptage kunstens sociale, subjektorienterede, deltagerbaserede praksisser og henvendelser?

Det samtidskritiske subjekt
Den kunstfaglige kritik mangler en subjektbaseret dimension. Det vil sige et niveau i kritikken, hvor man kritisk reflekterer, vurderer og problematiserer situationen, som man er en del af.

Det er altså en italesættelse af et kritisk men engageret ‘publikums-jeg’, der reflekterer over erfaringen:

Hvorfor reagerede jeg på værket på den måde? Hvad var de subjektive konsekvenser/refleksioner i mødet med værket? Hvordan blev jeg inkluderet?

En meta-respons, kunne man kalde det, hvor de sociale, etiske og sympatiske affekter træder frem.

Vi taler altså om en kritik, der ikke længere skal se sig selv som objektiv, men i høj grad subjektiv. Det behøver bare ikke betyde, at den er ureflekteret, ukritisk eller ufaglig. Sagen er, at det postmoderne, sociale, politiske, relationelle, kulturkritiske og kropslige knytter sig til et levende, sansende og reflekterende subjekt.

I en kunstfaglig optik bør man altså som kritiker agere som og italesætte et subjekt, der teoretisk og analyserende kan forholde sig til sin position og reaktion.