Augusta Atlas papirværker og installation på Horsens Kunstmuseum er næsten karikeret feminine i deres pastelfarvede retrolækkerhed. Men udstillingen lykkes alligevel som en poetisk given-sig-hen til de ting i verden, der på én gang er skrøbelige og traditionstunge.
Installation i følelsernes vold
Atlas univers er på én gang symboltungt og sommerfuglelet. Installationen I Am Love (2012) er et studie i hverdagsdramatik iscenesat som en række af sanselige, farvekoordinerede tableauer, der er et boligmagasin eller et hollandsk 1600-tals stilleben-maleri værdigt.
Installationens centrale scene med et forladt middagsbord er omgivet af tørresnore, hvor delikat krøllede kvindeklæder er i en indfarvningsproces med overskårne granatæbler.
Fra højttalerne lyder fuglefløjt, bølgeskvulp og kvindesang. Jeg følte mig hensat til en græsk feriekoloni nogle årtier tilbage – godt hjulpet på vej af en stor baggrundscollage med gulnede avisudklip fra gamle græske aviser.
Augusta Atla slår et slag for at give plads til følelser både i livet og i kunsten. Vi skal turde involvere os følelsesmæssigt, frem for at se det som et tegn på svaghed og banalitet. Vi skal ikke skjule vores sansninger bag intellekt og konceptualisme. Fair nok, men er denne højspændte scenografi et slagkraftigt indlæg i den debat?
Installationen giver masser af stof til kitschede dagdrømme og er i den forstand fuld af føleri. En indladende eller karikeret tomhed sniger sig dog ind mellem de saftspændte frugter og vintage bryllupstøj. For blandt alle indtrykkene, som de smagfulde genstande efterlader, er der ikke megen plads til rigtige, levende menneskers følelser.
Atla laver også performances – dog ikke på den aktuelle udstilling i Horsens – og man kunne have ønsket sig en performer, der gav den shabby-chikke scene lidt kød og blod.
Selvportræt med glorie og foster
Resten af udstillingen består primært af graciøse collager, ofte med Atlas nøgne torso som fotografisk midtpunkt. ’Collagemalerier’ kalder hun dem selv. Atla bruger åbenlyst collageformen som et citat fra den surrealistiske tradition, hvor hverdagslige billeder blev dekomponeret i ofte obskøne scenarier, der kommenterede det bornerte borgerskabs kønslige dobbeltmoral og individets undertrykte følelsesliv.
Hos Atla handler det mere om at lokalisere de rammer, som ikke mindst kunst- og kulturhistorien har givet en nutidig kvindelig kunstner at agere i forhold til.
Collagerne kredser om bestemte tegn og symboler på kvindeliv, blandt andet fosteret, glorien, brystet og folkedragter. Kvindens krop og virke er således spændt ud mellem det jordiske moderskab og den himmelske fromhed, mellem seksualitet og omsorgsfuld kulturbærer, mellem liv og død.
At slå disse toner an kan lyde som et feministisk korstog, hvad det vel også i nogen grad er. Men Atlas billeder og iscenesættelsen af udstillingen fremstår mere som en poetisk given-sig-hen til de ting i verden, der på én gang er skrøbelige og traditionstunge. Til menneskekroppens korte øjeblik og til historien, der står tilbage.
Folkedragter som kvindekunst
Ned fra loftet hænger fine, gamle græske folkedragter, som Augusta Atla har lånt på Skovgaard Museet i Viborg. Tekstilkunsten tjener både som stemningsskaber i et autentisk-eksotisk kvindeunivers og som et statement om den ikke-anerkendte kvindekunst. Sammen med installationens mange effekter og en montre med gamle illustrerede græske tidsskrifter giver det udstillingen et kulturhistorisk præg.
Selv om vi ikke kan læse de græske tegn, forstår vi, at det aftryk efter kvinder der har tænkt og troet, født og følt. Alta går til kanten for at gøre sit projekt ægte og levende. Og i de på én gang følsomme og symbolstærke selvportræts-collager synes jeg, hendes balancegang lykkes.
Atla i dialog med museets samling
Atlas tematisering af kvinder i kunsten og de kunstneriske og kulturelle rammer, kvindelige kunstnere – bevidst eller ubevidst – arbejder i relation til får en rosværdig nuancering på Horsens Kunstmuseum. I de omkringliggende sale viser museet værker af andre kvindelige kunstnere fra samlingen.
Paradoksalt nok går Augusta Atlas sarte og stilsikre billeder måske allerbedst i spænd med de store serier af den mandlige kunstner Erik A. Frandsen, der også er blevet plads til. Blandt andet i form af monumentale plader i rustfri stål med indgraverede, sarte blomstermotiver (Stålblomster, 2006). Man forstår således fint, hvad Augusta Atla laver på Horsens Kunstmuseum, og Augusta Atla – Viva Arte er alt i alt en smuk og gennemtænkt udstilling, som hermed er anbefalet alle følsomme art lovers – kvinder som mænd.
Augusta Atla (f. 1979) er dansk billedkunstner. Hun er født i København og har en BA i Fine Art fra Goldsmiths College, University of London samt en MA i Æstetik teori & historie fra Architectural Association, London, UK. Alta har boet i en lang række europæiske lande og deler i øjeblikket sin tid mellem Danmark, Grækenland og Italien. Hun har en række solo- og gruppeudstillinger bag sig i bl.a. Danmark, Grækenland, Frankrig, USA og Norge samt en række performances. Hun er repræsenteret med værker på Horsens Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum.
Horsens Kunstmuseum har udgivet et katalog med illustrationer fra udstillingen samt en tekst af den franske kunsthistoriker Caroline Levisse. De værker af kvindelige kunstnere, som Horsens Kunstmuseum viser som dialog til Augusta Atla, er blandt andet fotografier af Tine Maria Koefoed, Maj-Britt Boa, malerier af Signe Guttormsen, Cathrine Raben Davidsen, Anne Marie Ploug og Nina Sten-Knudsen samt skulpturer og foto af Sophia Kalkau og Kirsten Ortwed.
