Hudflettet af Hasle

Modsmerte er den både oprørske og sårbare titel på Gudrun Hasles nyåbnede udstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, og det er en længe ventet præsentation af kunstnerens projekt på et dansk museum for samtidskunst.

For undertegnede var det også en længe ventet understregning af tyngden i Hasles meget sarte men voldsomme værker. Den samme dobbelte kraft som ligger i titlen, der udtrykker mod og sårbarhed, opgør og afmagt i et ord. En produktiv ramme for Hasles selvudleverende udstilling og mødet med værkerne.

Smerte som kulturelt symptom
Modsmerte er kunstnerens egen fortælling om et liv, hvor ‘cutting’ – betegnelsen for selvpåført skade – spiller en central rolle.

Både som symptom på en nederen mainstreamkultur med flade maver, perfekte venner og dyre tasker, og som kulturelt produkt med vampyr-serier og tatoveringer og sidst som et inderligt, personligt forsøg på at genskabe en flygtig men strengt udøvet kontrol over egen krop og sind.

Man kan sige, at den ukontrollable smerte som kulturen påtvinger en teenager, resulterer i en strengt kontrolleret ‘modsmerte’ eller oprør.

Det er ikke kaotisk, utilregneligt eller maniodepressivt – det er fuldt bevidst, nøje kalkuleret og omhyggeligt skjult. Et helt igennem personligt forsøg på at overskue de krav, man naturligt nok ikke lever op til, hver gang man åbner sin facebook-profil. Aktuelt? Skræmmende aktuelt…

Undertegnede ville sende hver eneste ottende klasse på besøg i Hasles udstilling med en klar overbevisning om at eleverne ikke ville kunne ryste det uhyre relevante budskab af sig.

At stave sig selv
Gudrun Hasle har valgt at bruge sig selv som central figur i sin kunst, og det er på mange måder prisværdigt men også i overhængende fare for at blive selvudleverende på den ret pinlige og sørgelige måde. Det er bare ikke resultatet.

Hasle har ovenikøbet valgt at udfolde de fleste af sine værker (og alle dem der tager udgangspunkt i hende selv) i stof med broderet tekst, der dels oversætter ‘cutting’ til et mere ytrende medie med nål og tråd og dels afslører Hasles ordblindhed, der selvfølgelig har været en af de grundlæggende skønhedsfejl, som man som teenager kan føle som helt igennem uoverkommelig.

Således formulere Hasle indirekte sin voldsomme fortid, hver gang hun staver sig igennem et udsagn på udstillingen. Og nej, det er ikke tilfældigt at Hasle rent fysisk hugger, stikker og skærer sine værker. Den kropslige effekt hos modtageren er mildt sagt produktiv.

Cutting som fænomen
Hasle balancerer fornemt den personlige historie, den kulturelle diagnose og det kunstneriske udtryk.

Vi møder Hasles egenfortælling i en række dagbogsnotater og kropsstore selvpotrætter med indsyede blodbaner og markerede områder, hvor det er ‘godt’ at skære sig.

Vi møder den omfattende kulturelle analyse i en lang række objekter, linoleumssnit af draculafigurer og et arkiv, hvor man kan gå på opdagelse i alt fra rapporter om stigningen af cutting-tilfælde til billedbaser med splatterfilm og fantasy-figurer fra populærkulturen.

Som prikken over i-et møder vi en ung smuk mandlig læge, der i et interview overleverer fagvidenskabens greb om cutting-problematikken, imens den første bog, der rent faktisk sætter ord på disse skæbner, Crosses af Shelley Stoehr fra 1991, kan læses i små bidder på væggen.

En konfliktfyldt erkendelse
Hasles værker holder hele tiden døren på klem til en skjult og samfundsmæssigt fortrængt fortælling fra seksualitetens frustrerende men også dirrende år, hvor krop og hormoner sjældent følges ad og omverdenen pludselig bliver skræmmende reel.

I takt med at man får indblik i handlingerne bliver de langsomt forståelige.

Men også sekseult ladede og kulturelt tvetydige, især med Hasles ret afvæbnende og humoristiske klang i mange af værkerne, der er svær at placere og får det samlede indtryk til først at glide ned med et forsigtigt grin for dernæst at rumstere smertefuldt rundt i bevidstheden.

Med Modsmerte bliver man ledt ind i et univers, hvor ungdommen er dødsens alvorlig, og magt, seksualitet, samfund og individ mødes i et følelsesladet og konfliktfyldt rum, hvor godt og ondt hele tiden bytter plads og indre og ydre bliver én og samme ting. Det er bare helt ekstremt følsomt og voldsomt, relevant og knivskarpt.