Biennale med mangelfuld selvrefleksion

“Verdens eneste biennale, der forener kunst og erhvervsliv i ét”. Sådan hedder det kækt i lanceringen af Socle du Monde biennalen på HEART. Det lyder jo som om, man har gang i noget helt enestående i Herning.

For at det ikke skal være nok, har biennalen fået en titel med store bogstaver: INVOLVER. Det skal i praksis betyde, “at du og det øvrige publikum bliver en del af udstillingen og i år får lov til at prøve, gå, røre og måske endda løbe på værkerne”.

HEARTs direktør Holger Reenberg får på biennalens hjemmeside sagt, at “den type udstillinger med involvering af publikum…. det er faktisk aldrig forsøgt før for alvor i Danmark”.

Men det må da vist være en svipser! Publikumsinvolvering er buzzordet over alle buzzord i museumsverdenen. Det har det været længe, og længe er det blevet brugt fuldstændig ukritisk.

Læs i øvrigt Torben Sangilds debatindlæg om dette emne og tag del i debatten.

Varm luft
HEART får altså på to fronter pustet sig mægtigt op, men det er langt hen af vejen varm luft, og indimellem lugter det af meget andet end god kunstudstilling.

Socle du Monde-biennalens formål er formuleret som ”et laboratorium, der undersøger, hvad der sker, når kunsten og erhvervslivet samarbejder”.

Hvis årets biennale skal være et bud på udkommet af den undersøgelse, må svaret i bedste fald være: Ikke meget. I værste fald at kunsten ukritisk spændes for en kommerciel markedsføringsvogn.

Laboratoriet der blev væk
Ofte er det svært at se “samarbejdet” og den “undersøgende” tilgang. Bjørn Nørgaard har velsagtens brugt beton fra Midtjysk Beton til sin skulptur og John Kørner har fået Egetæpper til at væve sit Tsunami-tæppe. Så vidt så godt.

Sådan arbejder mange kunstnere og har gjort det i årtier: Man får produceret sine værker af andre (firmaer), andetsteds end i sit atelier. Og Marco Evaristti behøver ikke trendinstituttet pej gruppen. Han ved i forvejen, hvordan han markedsfører sine kunstprojekter hårdtslående og provokerende.

Det bliver med andre ord tåget, hvad det er, der er enestående i verdens eneste biennale, der forener kunst og erhvervsliv. Snarere virker det som om, at biennalen i stedet bruges til at pleje gode erhvervskontakter, og at virksomhederne selvfølgelig er glad for reklamen.

Montana udstillingen
Montana er i den forbindelse i en kategori for sig selv. Biennale-titlen er INVOLVER, men den kunne sat på spidsen have heddet Montanaudstillingen, for reolfirmaet bringer fænomenet Product Placement til hidtil usete højder.

Man nøjes ikke med at være repræsenteret med diskret skiltning på væggen, men har fået sine reolmoduler flettet sømløst ind i hjertet af de kunstneriske installationer hos Marco Evaristti, Rune Fjord og til dels Ivalo Frank foruden i det “officielle” samarbejde med Bo Christian Larsson.

Jeg har set sådanne ‘Montana udstillinger’ før andre steder, og det er dygtigt gjort af møbelfirmaet. Men hvor er den kritiske sans fra kunstnerne og kunstinstitutionen?

Kritisk grus
Heldigvis stænker kunstnergruppen Parfyme en anelse kritisk grus i maskineriet. Med inspiration fra en alternativ bytteøkonomis logik har Parfyme byttet et par af samarbejdspartneren Light Partners lamper bort til venner.

Vennerne har efterfølgende foræret hver deres ting til en anden i deres netværk, og denne proces er fortsat, indtil man til åbningen af Socle du Monde stod med et orientalsk tæppe og en læbestift.

Der er lidt “hvad-fatter-gør… “ over det. Det er humoristisk, men værket har også brod. Det er velgørende på en udstilling, der i høj grad mangler selvrefleksion og selvkritik.

Involvering i hvad?
Montanasamarbejdet med Bo Christian Larsson peger problematisk på hele hypen om involvering.

Det er meningen, vi skal bygge med Montana moduler på et stort bord. Forslaget er, at vi bygger Kalø Slot – vi kan se ruinen på en video. Der hænger et af Bo Christians Larssons malerier på væggen, lettere surreelt, og der er da arkitektoniske elementer i det.

Hele molevitten har fået titlen Another Brick in the Wall med henvisning til et gammelt Pink Floyd hit, der handler om, hvordan et menneske traumatiseres og lukker sig inde i sig selv.

Er du tabt bag en vogn? Det er ikke så sært, for værket mangler simpelthen præcision og ved ikke, hvad det vil. Men involveret kan man da blive. Aktiv og medskabende kan man sidde og klistre et par klodser sammen. Det er vel godt nok?

Nej, for kunst handler også om, at vi har en bevidsthed, der kan udfordres og udvides. Den skal involveres.

Tomme postulater
Der er for mange værker, hvor involveringen bliver et tomt postulat og står og runger som et – undskyld mig – hult montana slogan: Made by You.

Ingvar Cronhammar har sat en glasbænk op i parken, og man kan da sætte sig på den (ja vist), Evaristtis kikkertundersøgelse-setup virker ikke uden strøm og en sygeplejerske, der ved, hvon´ man gør.

Peter Callesens og Norma Jeanes performances med aktive publikummer er overstået efter fernisering. Man kan smadre en kop hos Rune Fjord – det kan man også i tivoli – men når man stikker hovedet op i hans råberum, er der andre, der råber.

Kvalitativ involvering
I det hele taget får man lyst til, at diskussionen om publikumsinvolvering bringes op på et kvalitativt niveau i stedet for at handle om at give publikum nogle klodser at lege med eller ej. Er kunsten af tilstrækkelig høj kvalitet, så involverer den – også selvom det så er et maleri, der hænger på en væg og ikke må røres ved.

Retfærdigvis må det nævnes, at der er gode værker på udstillingen, som tilfører noget til de overordnede temaer for udstillingen.

Wooloo’s samarbejdsprojekt med Ikast-Brande Kommune (begrebet “erhvervsliv” breder sig) løfter sig eksempelvis. Kunstnerduoen har ´indfriet´ kommunens ønske om at inddrage borgerne i at løfte samfundets opgaver ved at oprette Ikast-Brande Spirituelle Råd bestående af tre clairvoyante personer fra lokalområdet. Mindst et år frem vil det indgå som rådgivende organ for kommunen.

Se, det er et udfordrende og knaldet projekt. Videoen, som viser sekvenser fra byrådets møde med de tre clairvoyante, vidner om et værdigt clash mellem totalt forskellige tilgange til de kommunale fortrædeligheder.

Refleksivitet og kritisk sans
Der er ikke noget galt med at lave en udstilling, der er båret af utraditionelle samarbejder eller involverer publikum eller andre aktivt. Tværtimod.

Men vil man tages alvorligt og ses som andet end eksponent for alt for smart markedsføring, så kræver det større refleksivitet og kritisk sans, end årets Socle du Monde biennale demonstrerer.

SE ALLE BILLEDERNE HER