Billedkunstkongres

Billedkunstkongres

Region Midtjylland har arrangeret Ind med kunsten, en to-dags kongres med deltagelse af repræsentanter for forskellige kunstinstitutioner. Pressefoto.

21.-22. september 2012

Nørgaards Højskole, Bjerringbro

Region Midtjylland har inviteret et bredt udsnit af kunstnere, kuratorer og museumsinspektører til billedkunstkongressen Ind med kunsten. Formålet med kongressen er at skabe en platform med plads til nye tanker og idéer om billedkunstens udvikling samt diskutere, hvordan man skaber et interessant kunstmiljø.

Modtræk til storbyernes fristelser
Som et led i bestræbelserne på at udvikle de bedste rammer for det midtjyske kulturliv har Region Midtjylland arrangeret billedkunstkongressen Ind med kunsten i Bjerringbro. Gode betingelser for kunstnerne er nemlig vigtigt, hvis man skal tiltrække og fastholde ikke mindst de yngre kunstnere, der ofte drages mod København, Berlin eller andre storbyer for at blive en del af et levende og kompetent kunstfagligt miljø.

Et interessant kunstmiljø
I to dage skal 46 udøvende billedkunstnere samt repræsentanter for forskellige kunstinstitutioner diskutere, hvordan man skaber et interessant kunstmiljø, og hvordan kunstnerne kan bidrage. Billedkunstnerne er i alle aldre og kommer fra hele landet, og de er udvalgt, fordi de tidligere har vist vilje og evner til at tænke billedkunst ud over deres egne daglige rammer og bidrage konstruktivt til debatten.

Nogle af de spørgsmål der vil blive diskuteret under kongressen er: Skal kunsten komme til publikum eller omvendt? Har kunsten brug for et publikum? Skal vi have kunstnerlandsbyer, hvor skiftende grupper af kunstnere kan flytte ind for at arbejde og udstille?

En af deltagerne, den 27-årige Asbjørn Skou, der også er kendt som gadekunstneren Armsrock, udtaler om kongresssen: ”Jeg glæder mig rigtig meget. Det er meget sjældent, at man får lov at sidde i den konstellation med kunstnere og folk fra institutionerne og bare skal snakke og spinde ideer, uden at det handler om et bestemt projekt. Jeg aner ikke, hvilken drejning, sådan en kongres vil tage. Jeg har ingen dagsorden med, kun mit erfaringsgrundlag”.

Under kongressen vil der foruden flere oplæg blive afholdt tre workshops med titlerne Periferi/Center, Kunstens Rum og Publikum.

21.-22. september 2012

Nørgaards Højskole, Bjerringbro

Del artiklen

'Billedkunstkongres'

Facebook