Dialogens magt

Dialogens magt

Rafael Lozano-Hemmer (MEX/CAN): Voice Array, 2011. (Pressefoto)

Billedserie

Udstilling

Copenhagen Art Festival: Conversations

24 aug 2012 21 okt 2012

Superflex, Manifest.AR, Rafael Lozano-Hemmer, Katarzyna Kozyra, Otto Karvonen, Lise Harlev, Dias & Riedweg, Mohamed Bourouissa, Kutlug Ataman

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

I sit glimrende bidrag til CHP Art Festival, Conversations, slår Nikolaj Kunsthal en række vigtige pointer an om samtalens og de sociale systemers betydning for fællesskabet som personlig og kollektiv størrelse.

Conversations handler om fællesskaber mellem mennesker. Om hvordan individet kommer til orde i fællesskabet. Om hvordan fællesskabet udtrykker sine værdier til den enkelte. Til at undersøge disse komplekse spørgsmål er samlet ni internationale samtidskunstnere og det er der kommet en yderst vedkommende udstilling ud af.

Kutlug Ataman (TUR): Beggars, 2010, Pressefoto CAF / the artist and courtesy of Thomas Dane Gallery.
Kutlug Ataman (TUR): Beggars, 2010, Pressefoto CAF / the artist and courtesy of Thomas Dane Gallery.
Oversete udsagn
Conversations
præsenterer en række indholdsrige værker, der i den kuratoriske ramme tilsammen undersøger grundtræk ved de mekanismer, som alle sociale systemer og fællesskaber bygger på. Et af disse træk – viljen til at se hinanden – udfoldes i udstillingens nok mest betagende værk Beggers af Ataman (TUR).

I det mørke udstillingsrum manifesteres stilfærdige projektioner af forskellige tiggeres dialog-udspil til os: fremstrakte hænder, bedende øjne, sammenkrøbne stillinger. Konfronteret med værket genkender vi tiggernes udtalte ønske om en dialog, som vi har ikke lyst til.

Den manglende lyst kan hænge sammen med, at man ikke ønsker at hjælpe. Men dens kilde kan ligeledes være, at tiggeri af flere grunde (bl.a. magtforholdet) ikke er en legitim måde at etablerere kontakt på. Altså, vi kan slet ikke se og høre ønsket om dialog.

Samme fornemmelse for den svære dialog med en marginaliseret gruppe findes i videoværket Légends af Bourouissa (F). Værket dokumenterer de abrupte samtaler, der opstår, når en gruppe af illegale immigranter forsøger at sælge ulovlige cigaretter på en metrostation i Paris. Tankevækkende er det at følge responsen fra de-i-systemet-respekterede, når individer på kanten af fællesskabet søger dialogen.

Mohamed Bourouissa (F): Légends, still-foto, pressefoto CAF.
Mohamed Bourouissa (F): Légends, still-foto, pressefoto CAF.

Ram systemet!
Mens kritikken af systemet hos Ataman og Bouruouissa er direkte, så anvender SUPERFLEX (DK) i sit værk Mærsk – The Opera en strategi, hvor værket (og dermed kritikken) qua sin form spiller efter reglerne i det etablerede system. På åbningsdagen overraktes partituret således til Den Kgl. Opera endda med deltagelse af kulturministeren. Pointen er her, at værkets indhold potentielt udfordrer selv samme system. Modsat den økonomiske tænkning omkring folkegaven Opera-byggeriet, så kan opera-værket, der ligeledes er defineret som en folkegave, frit anvendes til ikke-kommercielle formål.

SUPERFLEX (DK): Mærsk - Operaen, nodeark, 2012, Foto: SUPERFLEX.
SUPERFLEX (DK): Mærsk – Operaen, nodeark, 2012, Foto: SUPERFLEX.
SUPERFLEX (DK) overrækker folkegaven på åbningsdagen, Foto: Brian Berg
SUPERFLEX (DK) overrækker folkegaven på åbningsdagen, Foto: Brian Berg

I modsætning til SUPERFLEX’ virkelighedsnære systemkritik, anvender polske Kozyra eventyrets virkemidler. Filmen Summertale er en grotesk parafrase over Brdr. Grimms Snehvide, hvor en kvintet af kvindelige dværge får brudt deres idylliske liv, da Snehvide, en lapset operasanger og en drag-queen pludseligt ”fødes” i deres have.

Filmen – hvis slutning ikke skal afsløres her – spidder fællesskabets kamp og makabre ”modtræk”, når forstyrrende elementer skal fjernes for at fastholde den vante logik.

Katarzyna Kozyra (PL): Summertale, still, 2008, Foto: Elżbieta Białkowska.
Katarzyna Kozyra (PL): Summertale, still, 2008, Foto: Elżbieta Białkowska.

Dialogens magt
Er meningsfuld dialog og kommunikation en forudsætning for fællesskaber, så lever vi i en tid, hvor det fælles har trange kår. For hvordan identificerer vi de informationer i den uafbrudte kommunikationsstrøm, der gør det muligt at komme til orde i og udvikle vores fællesskaber?

Lise Harlev (DK): The moment you read these words, installation af værket, 2012, Foto: Vivian K. Nagy
Lise Harlev (DK): The moment you read these words, installation af værket, 2012, Foto: Vivian K. Nagy
Vægten af udsagn i det offentlige rum løber som en hovedåre i Harlevs (DK) projekter – og særligt i værket The moment you read these words, der er installeret på kunsthallens tårn.

Værket pointerer, at vores udsagn præger omgivelserne, men at de samtidig er i fare for at opløses til det rene ingenting. Da alle udsagn afkodes i forhold til modtagerens verdensbillede, kan vi ikke være sikre på, at vores oprindelig mening respekteres – og set i det lys hvad er dialogen så værdi? Og, omvendt taler vi fra en position med autoritativ vægt, så kan vores ord definere fællesskabets liv uden hensyn til den enkelte.

Respekten for andres udsagn i relation til den evige kommunikationsstøj genfindes i Lozano-Hemmers (MEX/CAN) interaktive installation Voice Array. Til et anonymt udseende samtaleanlæg ytrer man sit udsagn, der så efterfølgende høres i højtaleren et par gange samtidig med, at det oversættes til lysglimt. Efter få øjeblikke blandes dit udsagn med tidligere udsagn til en kakofoni af stemmer, der løber som et flammende lys. Problematiseringen af vores uregerlige digitale kommunikation og ikke mindst den manglende respekt for individets stemme er indlysende.

Publikumsdeltagelse
Voice Array er endvidere eksemplarisk for et vigtigt kuratorisk greb i udstillingen: at flere af værkerne fordrer konkret publikumsdeltagelse. Der ligger en vigtig pointe i, at der i udstillingens opbygning og logik er tænkt på, hvordan publikum kan komme til orde og blive del af udstillingens fællesskab.

I den sammenhæng skal Karvonens (FI) The Quest for a Border nævnes. Denne performance, der er dokumenteret i udstillingen, kontrollerer fodgængeres bevægelser på Strøget ved hjælp af metalhegn. En kontrol der rummer potentiale til en alternativ tænkning ikke blot omkring vores forhold til grænsen som fænomen, men også til vor tids kollektive mantra om målrettethed.

Otto Karvonen (FI): The Quest for a Border, 2012, Foto: Otto Karvonen
Otto Karvonen (FI): The Quest for a Border, 2012, Foto: Otto Karvonen

Dialogen og bevidstheden
Med Conversations har Nikolaj Kunsthal til fulde taget CAFs overordnede fællesskabs-tema til sig. Resultatet er en glimrende gruppeudstilling, der rummer mange flere vinkler på fællesskabet og vores kommunikation end de her er nævnte – vinkler som den ihærdige gæst (for det tager tid at se udstillingen) kan gå på opdagelse efter.

Udstillingens eneste minus, og det er lille, er, at det komplekse emne kunne have nydt godt af mere formidling. Med de tanker udstillingen sætter i gang, er man i hvert sulten efter mere.

I forbindelse med Conversations afholdes en række ARTLABS, talks og events, ligesom flere af værkerne er koblet publikums aktive deltagelse i eller omkring kunsthallen. Samtidig har udstillingen en virtuel dimension i form af augmented reality-projekterne af kunstnerkollektivet Manifest.AR (div. nationaliteter). Her kan man via sin smartphone foretag virtuelle eksperimenter med det københavnske byrum.
SE MERE HER: http://manifestarblog.wordpress.com/

6. september kl. 17-18: Artist talk med Katarzyna Kozyra
7. september kl. 17-20: POP-UP bar med SUPERFLEX
13. september kl. 17: Manymade Meal
14. september kl. 17-20: POP-UP bar med Mogens Jacobsen
27. september kl. 17-18: Artist talk med Lise Harlev

For øvrige oplysninger - se kunsthallens hjemmeside.

Billedserie

Udstilling

Copenhagen Art Festival: Conversations

24 aug 2012 21 okt 2012

Superflex, Manifest.AR, Rafael Lozano-Hemmer, Katarzyna Kozyra, Otto Karvonen, Lise Harlev, Dias & Riedweg, Mohamed Bourouissa, Kutlug Ataman

Nikolaj Kunsthal
Se kort og tider

Del artiklen

'Dialogens magt'

Facebook