Gensyn med Bertolt Brecht

I årene 1933-39 boede og arbejdede den stærkt samfundskritiske tyske dramatiker Bertolt Brecht i Svendborg i eksil fra det nazistiske styre i sit hjemland.

Dette ophold er den umiddelbare anledning til Yvette Brackmans, Maria Finns og Frans Jacobis aktuelle udstilling i Svendborg Amts Kunstforenings (SAK) udstillingslokaler – en udstilling som tager udgangspunkt i Brechts radikale teorier og arbejdsform.

Hatten af for modet hos SAK til at præsentere en kompliceret, teori- og referencetung udstilling, som virkelig kræver noget af sit publikum. Det er godt at blive udfordret, men ind imellem mangler udstillingen præcision og lukker sig inde i sig selv.

Brecht up to date
Frans Jacobi slipper bedst fra det. I videoinstallationen “Rundhoveder & Spidshoveder” fra 2007 giver han sin skramlede fortolkning af Brechts teaterstykke fra 1935, der slet skjult refererer til nazisternes magtovertagelse og sygelige racesyn.
Både i videoerne og i den rumlige iscenesættelse lægger Jacobi spor ud, der diskret opdaterer stykket til en skinger dansk indvandrerdebat anno 2007, hvor “asiatiske” og “arabiske” kitschlamper hænger og dingler som rekvisitter.

Verfremdung
Men det er især med et begavet og humoristisk øje for Brechts særlige stil, at Jacobi vinder.
Ved hjælp af såkaldte Verfremdungs-effekter (tysk: fremmedgørelse, distancering) – såsom regibemærkninger eller stærkt stiliseret, anti-naturalistisk skuespil – ville Brecht holde tilskuerne vågne og kritisk bedømmende i stedet for at forføre dem ind i illusion og medleven.

Verfremdung får et sært nyt og råt Jacobisk liv både i videoernes sjuskede æstetik med skabelonhoveder og rockmusik og i den fysiske installations ambivalente rumskabelse ved hjælp af gaffatape, hængende stofstykker og et møblement, der er så almindeligt, at det næsten gør ondt.

Hvorfor ligger den køkkenrulle der?
Jacobi kan i det hele taget det der med minimale, scenografisk betonede installationer, hvilket også hans andet værk på udstillingen, JEG SIGER NEJ! Jeg siger ja! fra 2012, sætter streg under.
Rummets næsten-tomhed peger larmende på potente betydninger i det, der så er: skrivebordet, sofaen, vinduet der står på klem….og hvorfor ligger den køkkenrulle egentlig der? Og er koppen på bordet en, personalet glemt?

På væggene og vinduerne hænger så replikker til et kammerspil for to – Morten og Tina. Jacobi mimer Brechts såkaldte lærestykker, som små arbejdsgrupper kunne opføre for sig selv – politisk og pædagogisk opbyggeligt!

Publikum i Svendborg kan så at sige indtage rummet og spille stykket – og opdage at den performative handling er drevet bort fra Brechts klassekamp og ind i parforholdets inderste zoner, hvor gnidningsmodstanden består i uigennemskuelige forventninger til hinanden og ikke mindst til sig selv.

Jacobis værker er tidskrævende og referencerne til Brecht og andre teoretikere hober sig op, men det gør ikke noget: man er stadig med, visuelt fanget, og fatter pointer her og der.

Historien der forsvandt
Det kniber mere, når man støder ind i ligeledes tidskrævende Yvette Brackman, som bidrager med ruminstallationer, en stumfilm og et skuespil præsenteret som rulletekst.

Det hele har svært ved at stå alene og refererer da også mere eller mindre tydeligt til nogle russiske kunsthåndværkere, der laver skindsko. Men denne bagvedliggende historie er krampagtigt sparsomt formidlet.

Jo, jo – man kan da efterfølgende (på nettet) researche sig frem til, at brændpunktet for Brackman ligger i skuespillet The Catalyst: Hun har mødt de etniske minoriteter på Kolahalvøen, lavet workshops og været med til at arrangere møder mellem de dygtige kunsthåndværkere og et internationalt skofirma med henblik på masseproduktion af sko.

Brudfladerne og interessekonflikterne i dette møde er omdrejningspunktet for skuespillet – endnu et lærestykke efter Brechts model – som Brackmann har skrevet.
Replikkerne er baseret på direkte citater fra møderne og kommunikationskløften er bred og larmende.

Der ligger altså et kæmpe arbejde bag – masser af research, socialt engagement, temaer om etnicitet og globalisering – så vidt så godt.

Men når nu konteksten er så væsentlig – hvorfor så ikke folde den ud? At publikum i Svendborg spises af med uklare smuler nærmer sig arrogance.

En tynd tråd
Hvor Brackman trods alt arbejder med metoder i sporet efter Brecht, så bliver tråden til skuespilspoeten meget tynd i Maria Finns værker. Videoværket The Go-Between tager således udgangspunkt i L.P. Hartleys roman af samme navn, der blev filmatiseret i 70´erne af Joseph Losey, som i 40´erne havde arbejdet med Brecht i Hollywood. Tænk sig, hvor er verden dog lille!

Ud over denne – for tynde tråd – spejder man forgæves efter den indlysende begrundelse for, at værket optræder på en udstilling om Brecht.

Oplæste passager fra bogen om drengen, der går med beskeder mellem en velhavende pige og en bonde udgør lydsiden, mens billedsiden består af kunstnerens søn, der løber rundt i en park.

Havde de udvalgte passager fra bogen handlet om klasseskellet mellem kæresteparret kunne det have haft forbindelse til Brechts dialektiske verdensbillede. Men det er passager om fortrængninger af erindringer, der er valgt ud. Og når det kommer til stykket – hvad er det i det hele taget Finn tilfører Hartleys roman?

Det er en kvalitet, at kunstværker udfordrer sit publikum. I den lidt ujævne udstilling i Svendborg spænder man buen hårdt, og ind imellem brister den desværre.