I forlængelse af debatten indledt af Merete Jankowski, der nu har overtaget ledelsen på Overgaden, bør vi spørge hvordan den danske kunstverden kan blive mere udviklet og rummelig – overfor sig selv?
Det er i sandhed opmuntrende at læse interviewet med Jankowski, hvor hun løfter sløret for sine visioner for fremtiden på Overgaden. Ingen Kunsthal her, tak – nej så hellere en mere fri, åben og inviterende struktur, som ikke er forpligtet på alt for snævre kunstneriske mål.
Åbenhed først og fremmest
Jankowski ser sin kernekompetence som facilitator og understøttende for kunstnerenes egne projekter. Hun opfatter ikke sig selv som en klassisk kurator med en klar agenda. Hendes styrke ligger et andet sted og derfor vil hun kunne operere åbent og fleksibelt.
I hendes hus skal der være plads til at kunstnernes egne visioner kan folde sig smukkest ud med netop den type opbakning, som hun i fremtiden er med til at udvikle og implementere. Ingen angst for nærkontakt med omverden hverken den lokale eller den internationale.
“Jeg har simpelthen ikke disse fjendebilleder – denne opfattelse af at verden er splittet i godt og ondt, som jeg oplever at mange i kunstverdenen har’,” siger hun og understreger, at hun finder både den rene populisme, som trives i visse institutioner, der blindt omfavner idealer fra oplevelsesøkonomiens bibler og den radikalt institutionsfjendtlige del af kunstscenen for både elitære og uinteressante.
Fra polarisering til polaritet
Det er spændende at hun peger på denne polarisering og hendes ønske om at placerer sig et sted midt imellem er befriende. Den danske kunstscene savner virkelig at flere tør bevæge sig ind i det store frodige mellemrum, som findes her. For at udforske og finde alle de mellemtoner, som i virkeligheden er med til at skabe et mere fuldt orkestreret kunstfelt og som nu ikke rigtigt får opmærksomhed så længe kunstens interessenter er optagede af at sidde og råbe af de andre fra egne elfenbenstårne.
Det er polariteten vi har brug for på den danske kunstscene, for det er mit indtryk, at der er så mange uforløste ressourcer tilstede og at det ville udløse et mindre mirakel for os alle i fremtiden at arbejde bedre sammen om at forløse dem. Mange frygter automatisk denne snak, for de tror at sluserne hermed åbnes for horder af amatører og ubetydelige semiprofessionelle, men min pointe er, og det hører jeg også Jankowski sige, at det drejer sig om at invitere indenfor, gøde jorden og også om at bidrage til udvikling og opkvalificering af ideer og projekter.
Kunsthallerne og den lokale kunst
Kunsthallerne rundt om i landet har alle sammen det problem, mere eller mindre, at de har enormt svært ved at generere en tilstrækkelig lokal interesse. Det er et dilemma og en udfordring, at de hårdest kuraterede internationale udstillinger har svært ved at tiltrække publikum modsat udstillinger med lokal forankring, som igen og igen kan få publikum op af sofaerne.
Kunsthallerne har ofte en forpligtelse overfor det lokale kunstliv, en opgave, som de kan have meget svært ved at løfte inden for rammerne af de kuratoriske retningslinier men også rent strukturelt pga. begrænset økonomi og mangel på kvalificeret gennemgående personale, som kan bidrage til at opdage og udvikle kendskab til og samarbejde med lokale kunstnere.
En ide kunne være at ansætte lokale kuratorere i kunsthallerne, hvis opgave det er netop at pleje interesse for lokale kunstnere gennem studievisitter, kuratering, dialog og formidling.
Jeg er overbevist om at en helhjertet og kvalificeret interesse på dette område vil generere fine nye projekter, faglig udvikling og fornyet overskud hos de udøvende kunstnere – hvoraf mange savner kvalificeret med- og modspil og aldrig har haft besøg af en kurator og for så vidt slet ikke er fortrolige med den type dialog et studievisit indebærer. Et behov som eliten på kunstscenen får tilfredsstillet gennem kontakten med deres gallerister og via de kuratorene, som viser interesse for deres arbejde.
Op af skyttegravene
I mange år har jeg samarbejdet med små og store grupper af kunstnere og deltaget i faglig udvikling, udstillingsvirksomhed og fagpolitisk arbejde. Min erfaring her er, at der er et stort behov for først og fremmest, at udvikle den kollegiale samtale, skabe tillid og ægte gensidig interesse. Bare det at få talt den udbredte tilbøjelighed blandt kunstnere til at benytte en aggressiv og forsvarspræget henvendelsesform ned er en stor og nødvendig udfordring.
I et så autonomt og konkurrencebetonet fag som billedkunstens er mennesker til salg på mange måder og der opstår derfor let fjendebilleder og fronter – MEN, hvor ville det være skønt hvis vi i fremtiden kunne finde ud af at arbejde sammen om det fælles mål at dansk billedkunst skal arbejde sig op af skyttegravene og ophøre med at være et af de mest indspiste og selvtilstrækkelige i verden.
Tillid skaber højere kvalitet
Det er utroligt hvordan samtalens kvalitet forbedres, når parterne mødes i et klima, som er imødekommende og åbent, og som ikke altid først og fremmest er rettet imod, hvad den enkelte selv kan få ud af kontakten med andre. Dernæst handler det om at fokusere på hvordan man opkvalificerer og raffinere de muligheder, som findes.
I den proces sker der automatisk en læring, som mere og mere tydeligt retter alles opmærksomhed mod kunstnerisk kvalitet og dermed vokser alle med opgaverne og det er muligt at betragte dele af den fælles proces som nødvendige og interessante læringsforløb, der er til gavn for kunstnerne, der deltager, såvel som det også, set i et større perspektiv, gavner kunsten i Danmark generelt.
