Stå stille! – noter om museernes disciplinering af kroppen

Stå stille! – noter om museernes disciplinering af kroppen

Clifford Owens, Anthology (Dave McKenzie) (detail). Performance still. Courtesy On Stellar Rays.

Kald endelig til revolution, men vé den, der rører museets hvide væg. Månedens Vidvinkel-klumme handler om museernes trang til at detaljeregulere vores adfærd.

I Neue Galerie i Kassel står der en jukebox som en del af documenta-udstillingen. Den rummer 100 politiske revolutions- og protestsange, som publikum kan vælge at høre. På væggene står alle teksterne. Det er Susan Hillers værk ‘Die Gedanken sind frei’, og da jeg besøger rummet, er det fuld af pensionister, der sværger til Pete Seeger og gamle folkesange. Jeg nærmer mig jukeboxen, fast besluttet på, at jeg vil variere repertoiret med lidt elektrisk musik, nemlig Sex Pistols og Public Enemy.

For at orientere sig på jukeboxen skal man stå i en foroverbøjet vinkel helt inde ved væggen. Idet jeg vælger sangen ‘Fight the Power’, bliver jeg prikket på ryggen. Det er en kustode, som strengt gør mig opmærksom på, at jeg er kommet til at røre den hvide væg med fire af mine fingre. Det gjorde jeg som en ubevidst og naturlig del af det at læne mig forover, idet tyngdekraften har det med at destabilisere en sådan skrå kropsposition. Det kan godt lade sig gøre at betjene jukeboxen uden at holde fra, men det er lidt ukomfortabelt.

Jeg burde vide bedre. Jeg var nemlig allerede blevet irettesat én gang på samme museum, idet jeg kom til at læne min skulder ind mod væggen, mens jeg stod og fulgte med i et videoværk. Neue Galerie værner om deres vægge. Væggene er åbenbart for skrøbelige eller for rene til at kunne tåle berøring af en T-shirt eller et par fingre. Man kan svælge nok så meget i den revolutionære musik, der handler om frihed, civil ulydighed og kritik af magten – ja, som nogle gange endda opfordrer til væbnet modstand – men at røre ved væggen er en trussel mod alt, hvad Neue Galerie står for.

Susan Hiller, Die Gedanken sind frei: 100 songs for the 100 days of dOCUMENTA (13), 2011–12. (Foto: Anders Sune Berg)
Susan Hiller, Die Gedanken sind frei: 100 songs for the 100 days of dOCUMENTA (13), 2011–12. (Foto: Anders Sune Berg)

Museumspolitik
Det er ikke noget nyt, at museer ind imellem har nogle strenge regler for, hvordan man må gebærde sig kropsligt. Jeg var en gang så dum at sætte mig på gulvet på MoMA i New York foran et værk, der kaldte på en meditativ position. Inden der var gået 5 sekunder, var jeg hevet op igen. Jeg spurgte, hvorfor jeg ikke måtte sidde ned (jeg sad ikke i vejen for nogen). ”Museum’s policy”, var det lakoniske svar.

Som studerende fulgte jeg en gang et kursus om Van Gogh, og da jeg med nogle venner og bekendte besøgte Van Gogh-museet i Amsterdam, bad de mig fortælle lidt om billederne og historierne bag. Det gjorde jeg gerne og ivrigt, indtil en kustode kom hen og sagde, at det var forbudt at lave omvisning på museet. Jeg spurgte om han virkelig mente, at det var forbudt at tale til en gruppe (jeg talte til fire personer som jeg kendte), og han svarede ja. Jeg blev arrig, råbte noget om  samlingsforbud i totalitære stater og skred. Man må tilgive mig, jeg var ung og idealistisk.

Museer er ikke blot frirum for kunsten. De er også steder for koreografering og kropslig disciplinering af publikum. Det sker ofte som et led i beskyttelsen af bygninger og kunstværker, som museet har pligt til ikke blot at udstille, men også til at bevare. Og det må man have en vis forståelse for. Det tages bare nogle gange så bogstaveligt, at interaktive værker ikke må berøres, fordi de så bliver slidte. Og andre gange (som i ovenstående eksempler) synes reglerne at være lavet for at undgå, at folk slapper af.

En tur i parken
På Documenta var det en befrielse at køre rundt på cykel i Karlsaue Park (hvor en stor del af udstillingen befinder sig), som anbefalet af Lisbeth Bonde her på KUNSTEN.NU. Her var der ingen søvnig trasken fra værk til værk, men derimod en dejlig friluftsoplevelse, kombineret med dette at få kroppen op i gear mellem værkerne og at kunne køre på kryds og tværs af den gigantiske park efter forgodtbefindende. Sådanne gearskift er sunde for kunsten, og man kunne ønske sig, at flere udstillinger kunne opleves på to hjul.

Ved de enkelte værker og pavilloner var der ingen der brokkede sig, hvis man sad på gulvet mens man så Omer Fasts gribende og mærkelige video om et ægtepar, der har mistet deres søn i Afghanistan og hyrer forskellige escortmænd til at spille sønnen. Der var ingen der løftede pegefingre, når man lænede sig op af trævæggen mens man måbende bevidnede Lea Porsagers tantriske excesser med veninderne. Og der var ingen der bad én dæmpe sine begejstrede udbrud i den atmosfæriske svanehytte over Tue Greenforts samling af værker, hvor mennesker og dyr mødes på mere eller mindre absurd vis.

Naturligvis er der også her grænser for den kropslige udfoldelse; naturligvis er der masser af social disciplinering i en park. Men det smagte af frihed. Man måtte endda køre på græsset. Og lægge sig på det.

Del artiklen

'Stå stille! – noter om museernes disciplinering af kroppen'

Facebook