Værker jeg husker aldrig at glemme

Kunst kan i sig selv være overvældende. Meget kunst, på ét sted, på én dag, kan være for overvældende. Men der er altid noget, der fylder mere.

De bedste!
I Kassel, til dOCUMENTA (13) udstillingen, slugte jeg på små fire dage over 100 kunstværker. Nu er de fordøjet. Jeg tror, jeg ved, hvilke tre jeg også kan huske om 10 år.

Dette er ikke en anmeldelse med reflektioner over de curatoriske greb og nye tendenser. Dette er en blottelse af, hvad jeg kan lide og hvorfor.

Når der sættes krydser, spørgsmålstegn, hjerter eller andre små tegn ud for kunstnernes navne i en udstillingsguide, så er det et simpelt greb for at danne overblik. Noget virker for nogle aldeles håbløst. Andet er himmelråbende interessant og aldeles anbefalelsesværdigt.

Jeg kan vælge at se på kunsten gennem tre forskellige par briller:

1) Som kunsthistoriker forholder jeg mig til kunstværket som del af en tradition. Er det set før, peger det på andre værker og hvorfor, bringer det kunsten videre eller er det på anden vis så karakterisktisk, at det burde indgå i den store bog for sin tids kunst? Gennem disse briller kan det være vanskeligt at fastholde noget som helst, for historien har så meget at byde på.

2) Som kunstanmelder bør jeg ikke blot se på kunstværkerne hver for sig, men også på, hvordan de fungerer sammen. Har de ansvarlige for udstillingen en særlig tanke, de gerne vil have kommunikeret ud, hvordan forholder kunstværkerne sig til andre af samtidens tendenser? Er det godt eller skidt?

3) Som privatperson gør jeg ingenlunde noget af ovenstående. Dog kan jeg ikke helt afskrive min profession. Men lad os blot sige, at jeg er en såkaldt moderne europæisk kvinde. Hvilke værker fra udstillingen har jeg lyst til at fortælle om, når jeg kommer hjem?

Tidsmaskinen og de sorte huller
William Kentridge havde ladet bygge en pumpende træmaskine, som gerne ville være en evighedsmaskine. Rummet, den stod i, var delvist mørklagt, fordi der på væggene blev projiceret fire film; én på endevæggen og to på hver af rummets langsider. Desuden hang der rundt omkring nogle metalliske råbemegafoner, ligesom der stod undselige klapstole og fritstående stiger, som man sikkert gerne måtte klatre op på, hvis man ville se det hele fra oven. Rummet var lidt råt og af den slags man kan finde på en banegård. Væggene var ikke pudset op, så filmene faldt på brugte og snavsede vægge.

Filmenes billeder var i sig selv lidt krøllede og med stumfilmsagtige mennesker, der bevægede sig rundt i mættede småhistorier, nogle gange til høj rabaldermusik, andre gange til følsom fortællerstemme, der virkelig gerne ville forklare om de sorte huller og tiden. Der var også hænder, der tegnede i en bog. Og stjernerne. Der var også et skyggeorkester, som et cirkus hjemvendt fra krig. Gammel hvid mand, bærer ung sort kvinde på ryggen. Hun gemmer sin elskede under bordet. Hun gemmer festens gæster bag døren.

Nu ærger det mig, at jeg ikke så dette værk igennem ti gange. For blot de halvanden gang, jeg tillod mig at være tilstede, har sat sig i tanken og kroppen. Det var godt gjort. Det er mig ikke muligt at give et referat af filmens fortælling. Det ville sandsynligvis heller ikke være ønsket fra kunstnerens side. Tankerne om tiden og de sorte huller og de skygger, menneskene kaster, kan jeg til hver en tid stadig genkalde i en eller anden form. Det gør mig ydmyg. Jeg tror det er dét, kunstneren ønsker af os.

Kvinderne, kulten, skraldet og måske-katastrofen
Tejal Shah fik nøgne, nougatfarverede og ubarberede kvinder til at samle plastikskrald i mangroven. Hun viser os en ordløs og stedløs film, hvor kvinderne, prydet med enhjørningespyd af hvid plast, bevæger sig naturligt rundt i en fortidsarkitektur, hvor de sender spejlglimt til hinanden. De hygger sig med hinanden i ørkenen, hjælper hinanden med at komme på fode, når de på en gråvejrsdag vaskes op på en strand med tang og storybyskrald. De svømmer sammen og bygger undersøiske eventyrting med palietter og plastikdingernoter og tang. Som var det en ofring til nogle guder, eller som var de selv gudinder eller amazoner, der som de eneste overlevende efter en katastrofe har fundet sig til rette ovenpå alt skraldet.

Alligevel er der noget ufrugtbart over dem. Godtnok er der en saftig scene med to kvinder, åbne skød, splintrede granatæbler og den ganske brugbare falliske enhjørninghovedbeklædning. Men scenen finder sted på en altan, på et dække af bobbelplast. Altanen sidder på et højhus i en kystby med mange andre højhuse. Det er overskyet og omgivelserne virker uvenlige.

Også den hede ørken virker uvenlig mod kvindernes kroppe. Kvinderne får følgeskab af børn, men der er ingen mænd. Selv efter katastrofen – efter atombomben, panepidemien, kemisk forgiftning af storbyernes vandforsyning, meteoren – behøver kvinderne mændene. I al fald én, for at kunne videreføre arten.

Også dette er godt gjort. Det er simpelthen besnærende, indbydende at se på og toppet med associationer i alskens retninger (og kunsthistoriken i mig kan ikke lade være med at skrive en lille note og henvise til Matthew Barneys abjektale materialitet og Pipilotti Rists blomsterpunk, Tejal Shah kan det hele, desværre forstyrrer det min fascination af værket at jeg har læst de kønspolitiske tirader på hendes hjemmeside, jeg vil hellere bare se eventyret og se værket som en filmisk, postakopalyptisk tegneseriefabel).

Stemmerne og hænderne i mørket
Tino Sehgal indbød folk til et meget mørklagt rum, hvor et team af cirka 15 professionelle performere i sessions af fem timers varighed improviserede over koreograferet dans og sangmateriale bestående af cirka 15 forskellige hits.

Når man trådte ind i rummet, kunne man først ikke se en hånd for sig. Det kunne dem, som havde været der i længere tid derimod. Denne sårbarhed og anmodning om hengivelse til noget ukendt var en del af værkets virkning. Selv efter en halv times tid, var der stadig for mørkt til at kunne se folk i øjnene. På intet tidspunkt var det muligt helt at forstå, hvem der var performer og hvem, der var publikum. Også dette er en del af værkets virkning. Det er måske lidt pinligt. Men jeg både sang og dansede med. Altså, sådan lidt diskret. Det var så indbydende.

I ugerne efter kan jeg stadig i kroppen huske fornemmelsen af mat mørke, kroppe i bevægelse, samhørighed uden berøring, spontan synkronisitet og overlegen improvisation fra de professionelle dansere, der samtidig sammen lavede lyden med deres stemmer, som nogle gange faldt ind i genkendelige sange. Jeg var så heldig at høre en vuggende Good Vibrations  (Beach Boys, 1966). Noget af omkvædet lyder … Gotta keep those lovin good vibrations … a happenin, oom bop bop … Im pickin up good vibrations … oom bop bop, excitations.

Jeg kan godt lide, når kunsten gør mig lun indeni. Jeg kan godt lide, når kunsten får mig til at turde tro, at andre kan føle det samme. At kunstværket giver en følelse af fællesskab eller i hvertfald bare nærvær.

Der var faktisk masser af nærvær rundt omkring i Kassel, på denne globalt orienterede femårlige udstilling. Jeg vil også gerne skrive hjem om Manon de Boer, Omer Fast, Susan Hiller, Anibal López, Goshka Macuga, Anna Maria Maiolino, Walid Raad og Clemens von Wedemeyer, som hver især præsenterede fænomener, som man ikke bare lige kan smide væk fra tanken. Det er sundt at lade dem blive hængende, og jeg takker for tingene.