Netværkscentralen i Nees

Vejene er små og øde. Asfalten sprækker. Da jeg ankommer til Nees tæt ved Ringkøbing fjord har jeg også set et par forladte huse. Udkantsdanmark, ja den er god nok.

Billedkunstneren Klavs Weiss skraldgriner ofte i køkkenet, hvor han tager imod med en kop kaffe: “Jeg er årgang 56, og når vi er til møder i lokale sammenhænge er vi “de unge” – de rigtige unge er rejst”.

Men jeg er ikke taget vestpå for at snakke om affolkningen af landdistrikterne, men for at tale om netværksdannelser. Det er noget, Klavs Weiss har lang erfaring med.

Et udstillingssted i vestjylland
Weiss har boet i Nees siden 1980 sammen med sin kone billedkunstneren Karen Havskov Jensen. De har gennem årene insisteret på at arbejde for og med samtidskunsten i det vestjyske.

I 99 åbnede de udstillingsstedet ET4U (Et Tangsøgade 4 Udstillingssted) i nærliggende Bøvlingbjerg, som frem til 2008 lavede udstillinger med samtidskunstnere fra hele verden.

Ikke mindst etableringen af ET4U skabte megen opmærksomhed og en række kontakter verden over. Men da havde Weiss allerede længe set fordelene ved at etablere netværk.

Afvist og inviteret
“Jeg har altid lavet træsnit og linoleumssnit, men oplevede i begyndelsen at blive afvist på forskellige værksteder og udstillinger. Jeg gik ærlig talt i mange år og blev mavesur over, at de ikke kom fra New York og købte en hel masse af mig”, griner han og fortsætter:

“Så blev jeg inviteret til Tyskland for at lave tryk og udstille. Vauv! Det ville jeg da gerne! Der lærte jeg nogle folk at kende, som jeg respekterede for det, de kunne. Dem arrangerede jeg så udstillinger for og prøvede at få ind i grupperinger, som jeg i mellemtiden var havnet i”.

Man skal jo finde sin plads
“Efterhånden som årene gik, fik det mig til at tænke: “Man skal jo finde sin plads i den her lille verden. Hvordan kan man lave sit eget netværk, hvor man kan arbejde sammen med nogle folk, hvor man har samme kvalitetskrav og forståelsesramme”?

Weiss forklarer, at netværksdannelser ikke er “sådan noget organiseret noget”. Det er en flydende størrelse, der bobler og knopskyder – ofte i fuldstændige uventede retninger.
Når jeg spørger Klavs Weiss om værdien af netværk, vender han gentagne gange tilbage til den helt basale dialog med andre kunstnere:

Ærlig snak i køkkenet
“Som billedkunstner synes jeg, det er fedt at have en dialog med andre billedkunstnere, fordi vi er på lige fod i nogle skabende processer, som ikke helt ligner andre. Der kommer en ind af døren fra den anden side af jorden, og efter en kop kaffe og 5 minutter sidder vi og snakker om helt væsentlige problemstillinger, fordi vi lige nøjagtigt ved, hvad det er, det handler om“.

“Og de sammenhænge er præget af en meget stor ærlighed. I dag er det jo ikke så nemt at få reel kritik. Det er en stor ting at have opbygget kontakter til mennesker, hvor der er tillid og respekt, så man kan gå til benet. De bedste folk jeg har af den slags – de bor langt væk”.

Sådan knækkes nøden
Weiss er bevidst om, at det at arbejde med samtidskunst i Vestjylland giver nogle særlige udfordringer. “Hva´ skal det til for”, er ofte reaktionen. Samtidig er han overbevist om, at samtidskunsten kan noget – også i Vestjylland.

Det selvorganiserende og knopskydende netværk, som Weiss var blevet en del af, gav anledning til at starte udstillingsstedet for samtidskunst ET4U.

“Det var kontakten til kunstnere udefra, der satte mig i gang. Til at begynde med tænkte jeg ikke på, at det var noget, der kunne bidrage til mit lokalområde. Men efterhånden blev det klart, at det var en måde at knække en nød på, fordi jeg var her, og fordi jeg kunne se, at der var det her behov”.

“Jeg vil gerne tilføre noget til området, som ikke er her i forvejen, eller som man ikke nødvendigvis skal tage til Herning, Aarhus eller Berlin for at opleve”.

Jeg har ikke forstand på kunst
Weiss inviterer ofte kunstnere, som laver noget han ikke forstår eller kender til i forvejen:

“Jeg plejer at sige, at jeg ikke har forstand på kunst. Engang gik jeg altid forbi videobokse på kunstudstillinger, men så inviterede jeg den skotske kunstner Su Grierson, som netop arbejder med video, til ET4U.

Så havde jeg jo en uge sammen med hende, hvor vi ikke lavede andet end at tage rundt og se på dansk videokunst. Det var jo fedt”.

“Jeg har været heldig”, fortsætter han. “Der var ikke nogen, der så noget lys i det dengang, men lige så stille har tingene udviklet sig. Jeg har fået min egen plads. Det er meget bekræftende, at det kan lade sig gøre at bygge vores eget op uden om institutionerne og autoriteterne, fordi det er det, vi synes, er vigtigt. Vi skal ikke have det igennem et fliter”.

Verdensomspændende kontakter
Etableringen af ET4U har givet Weiss kontakter til mange rundt omkring i verden, der har organiseret sig på beslægtede måder eksempelvis Atelier Presse Papier i Quebec. Ligeledes samarbejdede man i udvekslingprojektet one3 venue med kunstnerdrevne udstillingssteder i fem lande.

Ud af galleriet
Flere af udstillingsprojekterne i ET4U bevægede sig imidlertid udenfor udstillingsstedets trygge vægge. Blandt andet lavede Emilia Teleses den spektakulære performance Life of a Star, hvor hun landede i helikopter på skolens sportsplads og gik gennem Bøvlingbjerg omgivet af sine bodyguards.

Kristian E. Bust opsatte på sin side et stort byggeskilt for det fiktive Scandinavian Museum of Contemporary Art (SMOCA) i en mark ved Brandborg.

Her oplevede Weiss, at kunsten var i stand til at nå og engagere langt flere mennesker. Så udstillingsstedet er nu lukket ned, mens aktiviteterne fortsætter rundt omkring i det vestjyske.

Bannere i gaderne
Weiss har i flere omgange organiseret bannerudstillinger. Hen over sommeren hænger fire kunstnere bannere op i fire landbyer i fire kommuner.
I den forbindelse etableres andre netværk. Udstillingerne arrangeres i samarbejde med lokalråd og borgerforeninger, og lokale hjælper med det praktiske, når der er brug for særlige beslag, en traktor eller et hejseværk.

Kunsten kan
“Når folk er involveret, så får de ejerskab for tingene” fortæller Weiss, og beskriver hvordan tingene udvikler sig: “Man vil gerne have at der sker noget – men der er nogen, der allerede har været med et par gange, og jeg oplever, at nu handler det ikke bare om, at der sker noget. Der er en forståelse om, at kunsten kan noget”.

Hvad kan den så?

Weiss tøver et øjeblik: “Kunsten kan, når den er bedst, være med til at pege på, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen, og få os til at se på det vante med nye øjne”.