Landskabsvandring i drømmeland

Landskabsvandring i drømmeland

Hartmut Stockter: Aflytning Af Sneglegnasken, 2012. (Foto: Beaver Projects)

Billedserie

Das Schillernde Leksikon

11 maj 2012 23 jun 2012

Hartmut Stockter

Beaver Projects
Se kort og tider

Den tyskfødte kunstner Hartmut Stockter ønsker med sin udstilling Das Schillernde Leksikon at vise et alternativ til arketypiske måder at forholde sig til landskabet på. Det gør han med en samling forunderlige 'opfindelser', digte og tegninger.

De virker – måske. De besynderlige ‘opfindelser’, der blandt andet tæller en sneglegnaskningsaflytter, en gråvejrsafmåler og en station, hvor mågerne kan mindes havet, skriger ikke af effektivitet, snarere æstetisk forundring.

Gummistøvler, 2012, Hartmut Stockter. Foto: Beaver Projects.
Gummistøvler, 2012, Hartmut Stockter. Foto: Beaver Projects.
Land art
“Jeg startede med at lave træskulpturer fra nordisk mytologi – men det kom jeg heldigvis hurtigt fra,” griner Hartmut. “Så bevægede jeg mig over i ‘land art’, men jeg ville ikke bruge buldozere og den slags. Jeg ville ikke omforme naturen som sådan, men jeg ville stadig arbejde med den.”

Brændenælder
“Da jeg var barn, troede jeg, at brændenælder var et tegn på, at her havde der aldrig været mennesker,” fortæller Hartmut med en syngende tysk accent, mens han fremviser et par gule gummistøvler med et par plantesakse limet mellem sålen og bunden af støvlen.

“Senere fandt jeg ud af, at det faktisk forholder sig omvendt; brændenælder vokser særligt godt, der hvor, der har boet mennesker, det har vist noget med nitraterne i jorden at gøre.” Og det er netop denne slags ‘omvending i perspektivet’, der karakteriserer Hartmuts værker.

Landskabet
Hartmut har identificeret to arketypiske forhold til landskabet, som han forsøger at give et alternativ til.

“Jeg prøver at finde på min egen særegne tilgang til landskabet, prøver at finde noget andet end de der præfabrikerede rollemodeller, som vi har: ‘Hippien’ og ‘Kratluskeren’.”

Mågerne Mindes Havet, 2012. Foto: Beaver Projects.
Mågerne Mindes Havet, 2012. Foto: Beaver Projects.

Hippien og Kratluskeren
“‘Hippien’ er at ville være ét med naturen: Spinde sit eget tøj, ikke ødelægge naturen, antage en stil, en tøjstil og et udseende, der skal vise, at man er noget fra fortiden – et vildt menneske – et dyr,” forklarer han.

“Kratluskeren derimod er dem, der nedtramper stierne i landskabet: fugleelskere for eksempel. Begge har en særlig tilgang til landskabet. Jeg prøver noget andet.”

Smitter af
“Det, jeg kan, er at pege på nogle ting, jeg synes, er påfaldende eller smukke i landskabet og så arbejde dem om til skulpturerer, der emmer af eventyr og en lyst til at undersøge ting, som måske smitter af på beskueren.”

“Man kan nemt, når man arbejder med landskab, komme til at virke belærende eller pege fingere af nogen og sådan. Men jeg synes faktisk ikke selv, at min egen tilgang til landskabet er så forbilledlig. Man kan ikke være perfekt,” pointerer Stockter.

Bestemmelse Af En Grådag, 2012, Hartmut Stockter. Foto: Beaver Projects.
Bestemmelse Af En Grådag, 2012, Hartmut Stockter. Foto: Beaver Projects.
Lidt selvironi
Selvom Hartmuts værker for nogle måske kan virke ‘fjollede’, kan man se, at de er utroligt gennemarbejdede.

“Jeg prøver at lægge flid i det, jeg laver. Det kan godt være, at der er megen omstændighed og ‘overflødighed’ i værkerne, og det kan godt virke overdrevet, men det viser, at jeg lægger så meget arbejde i det, at det gør hyldesten til landskabet større.”

Til et spørgsmål om hvorfor han laver værker, der virker så tossede, svarer Hartmut drilsk:

“Det er jo bedre at have lidt selvironi end at være ufrivilligt komisk.”

Billedserie

Das Schillernde Leksikon

11 maj 2012 23 jun 2012

Hartmut Stockter

Beaver Projects
Se kort og tider

Del artiklen

'Landskabsvandring i drømmeland'

Facebook