Længe før fildeling og sociale medier eksperimenterede kunstnere med at opbygge netværk, hvor billeder, tekster og genstande blev delt, kopieret og lavet om. Dansk kunsts grand old mail-artist, Mogens Otto Nielsen, har været del af det netværk i en menneskealder.
Siden halvfjerdserne har den danske billed- og konceptkunstner Mogens Otto Nielsen eksperimenteret med netværkskunst. Fra sit kunstlaboratorium i Nordjylland har han afsendt og modtaget tusindvis har kunstværker gennem det verdensomspændende mail art-netværk. Det handlede om at befri kunsten fra kunstmarkedet, sætte den i cirkulation og skabe et netværk af kunst, mennesker og idéer.
Mail art handler om forbindelsen mellem værkerne, mindre om selve kunstværkerne. Papirværker, collager, assemblager, kassettebånd eller små readymades kommer ned i en kuvert, får et frimærke på og bliver sendt ud med posten. Forsendelsen bliver en del af postsystemet og ender på et eller andet tidspunkt hos en modtager, der kan vælge at arkivere værket eller tilføje noget og sende det videre ud i netværket.
Mail art er en udløber af den amerikanske fluxus-bevægelse. I 1960’erne begyndte den amerikanske kunstner Ray Johnson at lave adresselister, mens han opfordrede folk til at sende ting til hinanden. Alt, hvad der kunne være i en kuvert, skulle blive en del af det hastigt voksende mail art-netværk. Andre kunstnere begyndte at sende værker, såkaldt pieces, og netværket voksede støt op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne.
Små værker
Mail art kan være et lille, poetisk værk som Ben Vautiers Postman’s Choice (1965), som består af et postkort med et adressefelt og et frimærke på den ene side, og en adresse og et frimærke på den anden side. Således bliver postbuddet uvægerligt en del af værket, når vedkommende bliver tvunget til at vælge, hvor postkortet skal hen.
Ofte er mail art-værker større, sammensatte værker, hvor flere kunstnere bidrager. Det foregår ofte på den måde, at en kunstner sender en invitation ud i netværket, hvor andre kunstnere bliver indbudt til at bidrage til et projekt.
Mogens Otto Nielsen udsendte i starten af 1980’erne en invitation, hvor han bad andre kunstnere om at sende tilbage, hvad de havde i deres lomme. Lidt over hundrede kunstnere svarede tilbage med lommeuld, nøgler, kvitteringer, lightere, mønter, men også små collager, billeder og tekster.
Lommemuseum
Af tingene skabte Mogens Otto Nielsen et Pocket Museum, som består af en aflang kasse med pergamentkuverter og et nummersystem. Lommemuseet udstiller lommeværker fra hele verden, men det er samtidig en påmindelse om, at alle går rundt med ingredienserne til et museum i bukselommen.
Øst og vest
Fra sit udspring i USA voksede mail art-netværket til resten af verden. I USA og Vesteuropa var netværket først og fremmest et forsøg på at skabe kunst, der fungerede efter andre principper end dem, der herskede på kunstmarkedet. Mail art-kunsten havde ikke noget publikum eller nogle købere, kun modtagere, og kunstværkerne blev givet væk i en slags kunstneriske bytteøkonomi, hvor værker enten blev modsvaret af et nyt værk eller sendt videre i cirkulation. 
Ud af gallerierne
Den var et opgør med kunsten som en vare. Værkerne skulle ikke være fastforankrede i et ”her” og ”nu”, og de blev først mail art i selve udveklingen mellem to eller flere afsendere og modtagere. Genstandene var først kunst, når de var en del af et netværk.
På den anden side af jerntæppet blev mail art-netværket et sted, hvor kunsten kunne flydere friere og i mindre hierarkiske systemer end dem, der var inden for den offentlige kunstinstitution.
Øst- og vest-delen groede efterhånden sammen, og mail art-kunstnere begyndte at udveksle værker og breve på tværs af jerntæppet, hvilket resulterede i både fællesudstillinger og flere problemer med bureaukratiet i bl.a. Polen og DDR.
Systemkunst
Mail art er en kunstform, som befinder sig et sted mellem traditionel, objektorienteret kunst og performativ eller processuel kunst. På den ene side er mail art en performativ handling, hvor selve udvekslingen er central. På den anden side består netværket af konkrete ting: tekster og tegninger på papir, fotografier, tryk og collager, som kan arkiveres i et magasin. Men det er mere interessant at forstå mail art som en slags systemkunst, der handler om at opbygge systemer af ting, mennesker og idéer.
Mail art-kunstnere eksperimenterede med ordningsprincipper, snarere end med det enkelte værks udformning. Mail art-værkerne udgør et rhizomatisk system af forskellige ting, hvor det enkelte værk kun er en del af et større kludetæppe af ting, der klæber til værkerne: personlige hilsner og andre meddelelser, løse idéer, kataloger, forskellige former for dokumentation og ikke mindst emballage, pakker og kuverter.
Det er vanskeligt at adskille værkerne fra personlige meddelelser og dokumentation. Tingene og begreberne fletter sig ind i hinanden, og kunst og junkmail cirkulerer i de samme baner.
Bureaukrati-parodi
Derfor er der også en forkærlighed for bureaukratiske ting inden for mail art, ikke bare kuverter, frimærker og stempler, men også formularer og skemaer af enhver slags. Det er hverdagssystemer, som bliver til kunst. Hele bureaukratiets vokabularium af piktogrammer og standardtegn bliver brugt til at gøre grin med bureaukratiet, ikke bare postvæsnet, men også samfundets forsøg på at standardisere objekter og omgangsformer. 
Den belgiske kunstner Guy Bleus stemplede kunst fra sit Administration Centre, den danske kunstner Niels Lomholt udsendte forskellige skemaer og formularer fra Lomholt Formular Press, og den canadiske kunstner Anna Banana lavede såkaldte artistamps, kunstfrimærker, med bananer i alle afskygninger.
De fleste mail art-kunstnere har et eller flere stempler. Mogens Otto Nielsen stempler løs med blandt andet myre-stempler, regnorme-stempler, Copy– eller All reproduction, modification, derivation and transformation of this object is permitted-stempler. Det er en kunstform, som på den ene side er afhængig af et offentligt, bureaukratisk system, men som samtidig smider grus i systemet.
Netværkskultur
Kunsten handler om at skabe og opretholde forbindelser. Der er alenlange adresselister, hvor kunstnernes kontaktinformationer fylder mere end bidragene, og kunstnere kopierede eller samplede fra andre kunstneres værker. Denne udveksling har flere fællestræk med nutidens netværkskultur, hvor billed-, tekst- og fildeling en blevet en almindelig hverdagspraksis. 
Den russisk-amerikanske computerfilosof Lev Manovich definerer den digitale kultur som væsensforskellig fra den førdigitale kultur, fordi de nye medier består af ting, der kan kopieres, forandres og flyttes. I det gamle industrisamfund havde tingene en statisk, forudbestemt betydning og form, hvorimod de nye digitale informationer hele tiden forandrer sig.
Men Manovich tager fejl, når han påstår, at tingene var statiske i før-digitale tider. I mail art-netværket har tingene kun værdi, fordi de er en del af et netværk. Der findes ikke statiske, autonome kunstværker inden for mail art, kun delelementer, som er umulige at adskille fra det snørklede system, de er en del af. Det viser, at principperne bag digitale netværk eksisterede længe før, at den digitale teknologi blev til digital kultur.
Mogens Otto Nielsens mail art-arkiv er udgangspunktet for et ph.d.-projekt fordelt mellem Faculty of Art ved Aarhus Universitet og KUNSTEN Museum of Modern Art i Aalborg. Projektet skal kortlægge arkivet, der består af ca. 15.000 effekter fra ca. 600 kunstnere fra hele verden.
Se mere om arkivet og kortlægningsarbejdet herinde: www.mailartarchive.com eller www.kunsten.dk/mailart.
