Skønheden som suspekt spøgelse

Da jeg for nylig interviewede kunstneren Astrid Marie Christiansen på Facebook, spurgte jeg ind til hendes mellemværende med skønhed. Hun svarede blandt andet:

”Det er sjovt med skønhed, for det er jo lidt provo at beskæftige sig med. I min tid på akademiet fik jeg ret mange hug (især af mine medstuderende), fordi jeg ikke ville have mine ting til at handle om noget, kommentere noget eller lære noget fra sig.”

Det bekræfter mit generelle indtryk af, at skønheden er blevet suspekt. Kunsten skal ikke have skønheden som mål eller ambition, men skal være drevet af indhold eller sociale relationer, og hvis den skal gøre brug af lidt skønhedskraft undervejs, er det ikke noget, man taler om.

Stå ved skønheden!
Problemet med en sådan tavshedens lov er, at en del kunstnere i akademi-segmentet, der egentlig arbejder æstetisk, omgiver deres værker med en masse konceptsnak hængt op på tidens modeord og står ikke ved deres æstetiske ambition, og det er et problem, fordi det er uærligt. Man må stå ved skønheden og ved den æstetiske kraft, der ligger i at arbejde med og mod dette spøgelse.

Ikke fordi skønhed nu skal være det nye sort. Jeg ville blive meget ked af det, hvis al samtidskunst handlede om skønhed, og der ikke var noget indhold tilbage. Jeg ville råbe “Hvor er meningen? Hvor er den kritiske kunst?” Men som pluralist synes jeg, det er helt fint, at nogle enkelte går denne vej – især når det foregår som en udforskning af skønheden, snarere end en letkøbt effekt.

Hvis skønhedskeptikerne skal lade være med at gøre skønheden til et tabu for dem selv og deres kolleger, så bør skønhedsdyrkerne omvendt anerkende, hvorfor skønheden er blevet problematisk. For skønheden er ikke uskyldig, og det er dens bedrageriske væsen at virke som om, den er det.

Suspekte skønheder
Det mest suspekte ved skønheden er dens forførende kraft. Vi elsker skønhed, når vi virkelig mærker den, den drager os og giver os gåsehud og berører os ved sin blotte sanselighed. Det er det fantastiske og værdifulde ved skønhed, men vi har jo også i den grad lært, at forførelse og sanselig kraft kan bruges beregnende.

Reklamer svælger i skønhedens forførende effekter og prikker til os i håbet om at gøre os venligt stemte over for et produkt. I den proces udhuler de skønheden, besmudser den, bruger skønheden letkøbt og effekjagende.

Som vi ved, er forførelse også en del af det politiske, og det er næsten sådan, at jo mere totalitær en politisk bevægelse er, des mere går den op i sin egen æstetik og forførelse. Bag storstilede parader og smukke propagandafilm kan man med den anden hånd foretage sig umenneskelige grusomheder. Vi kender det fra Tyskland og Sovjet, og det er efter alt at dømme det, der sker i Nordkorea i disse år. Et samfund, der påstår, at de ikke har nogen handicappede, som gemmer disse ‘unormaliteter’ og ‘grimheder’ væk i lejre eller skaffer sig af med dem på anden vis, er en slags skønhedens grusommeste perversion. Det gode, det sande og det skønne er for længst flået fra hinanden.

Sunde udfordringer
I den langt mindre dramatiske afdeling lider skønheden som kunstnerisk ambition faren for at ende i det rent dekorative. Store dele af samtidskunsten har en sund modvilje mod at ende som modstandsløse sofastykker i borgerlige hjem og smarte mødelokaler. At meget af den samme kunst alligevel ender som en avanceret udgave af dette scenarie hos hovedrige samlere eller på borgerskabets museer, rummer sin egen diskrete ironi.

Summa summarum: Skønhed er et virkemiddel, man bør omgås med varsomhed, men som heller ikke må tabuiseres. De ædleste former for kunst, der opererer med skønhed, er dem, der samtidig udfordrer den, som ikke stiller sig tilfreds med dens mest overfladiske effekter, men som søger andre former for skønhed, der hvor vi ikke plejer at finde den. Og så må jeg i øvrigt til at tale om den i flertal: De mange skønheder, de mange forskellige former for skønhed.