Et andet, tavst sprog

Ledet af dirigenten går tegnsprogskorets 9 performere placeret på en af trapperne i et af hjørnerne i Lilith Performance Studio i Malmö i gang med at ’synge’. De laver bølgebevægelser med hænderne under hagen, knytter to ringe udgjort af fingre sammen, vifter med håndleddene, sætter hånden op for øret eller bevæger armene skarpt og kantet foran overkroppen.

Det er stykket Ode to Serenade, de fremfører. Stykket kan fungere som en forståelsesnøgle til hele installationen/performancen The Colour of Saying af den australske kunstner Angelica Mesiti.

Den umulige sansning
Ode to Serenade er en poetisk meditation over det umulige i som dødelig at kunne høre planeternes bevægelser. Det umulige i at høre denne metafysiske planetmusik stemmer nemlig overens med performancens bærende koncept: at performe en tavs sang.

For det, der er på færde i The Colour of Saying, er en undersøgelse af sanserne, synæstesi (samsansning, at en lyd har en farve fx), hvordan man oplever et korværk eller et musikstykke med øjnene? Eller hvordan man lytter til et værk uden lyd? Man skal altså som publikum høre med sine øjne. Kommunikationen bliver en visuel og rumlig oplevelse med hele kroppen.

Den australske kunstner Angelica Mesiti (f. 1976) er bosat og arbejder i Paris og Sydney. I sine værker udforsker hun ofte filmiske konventioner i et performativt sprog. Hendes praksis er bredt optaget af kommunikation og har tidligere inddraget mundtlige fortælletraditioner samt traditionel musik og danseopførsler. Mesitis sidste projekt The Calling var et arbejde med samfund, der i dag stadig anvender historiske kommunikationsformer: at fløjte.

Tillokkende usikkerhed
”Hvem er performer, og hvem er publikum?” – spørger man også sig selv, når man træder ind i det skærende hvide rum i Lilith Performance Studio. I rummet eller installationen er opført statelige skulpturelle trappeopsatser, som både fungerer som publikumssiddepladser og scene for performerne. Hierarkiet mellem scene og sal er udvisket, ligesom alle personer i rummet er iført deres eget dagligdags tøj og ikke har sko på. Det giver et fælleskab, men skaber også en velkommen, tillokkende usikkerhed, der udfordrer de eksisterende normer.

I det andet element af The Colour of Saying ’danser’ to 80-årige klassiske balletdansere en pas-de-deux, mens de sidder ned. De tripper med hænderne, laver høje løft med armene, fejer fingrene rundt og ud til siderne. De bruger et sprog, som dansere og koreografer normalt benytter, når de skal repetere eller forklare en koreografi uden at skulle anstrenge sig med at danse den. På den måde bliver det muligt for 80-årige utrænede kroppe at danse en ballet.

Pludselig klapper en tilsyneladende publikum knaldende højt med hænderne midt i installationen og en anden publikum i et hjørne følger med. De rejser sig op, og det viser sig åbenlyst at være to trommeslageres stykke, som er i gang. Det sidste element i The Colour of Saying. De klapper først højt i en langsom rytme, men indleder snart sværere og mere komplekse, fine serier i samspil med hinanden. Til sidst klapper de tungt med rundede hænder, så man som publikum virkelig finder tilbage til sin krop, helt ned i maven og mellemgulvet.

Den levende kommunikation
I The Colour of Saying er det meget vellykket forskellene og lighederne mellem tegnene, strukturen i gestikulationen, klappene og pauserne mellem dem, der bliver en minimalistisk, lyrisk og fysisk betydning frisat i rummet – fremfor en bestemt rationel betydning. De forskellige elementer i installationen påvirker og fletter sig sammen.

Man ser trommeslagernes klappen som gestikulation, ligesom tegnsprogskorets håndgestikulationen bliver en koreografi. Men The Colour of Saying er samtidig en mere bredt anlagt undersøgelse af andre fælles fysiske live-kommunikationsformer i en tid, hvor kommunikationen er langt fra kroppen og en konstant strøm af beskeder via smartphone eller bag en computerskæm.