LYDKUNST #3: Om lydkunst

LYDKUNST #3: Om lydkunst

Installationsview fra LAK-festivalen 2013, Christian Skjødt: Vibrant Disturbance I. (Foto: skjodt.net)

I denne podcast vil vi undersøge, hvad lydkunst er? Hvilken plads har den på akademierne og museerne? Og hvorfor er lydkunst tilsyneladende the big thing lige nu?

Kunst er historisk set et visuelt fænomen. Det er relativt sent i kunsthistorien, at kunstnere begynder at sætte andre sanser end synssansen i spil. Det sker først for alvor i 1960’erne med avantgardebevægelsernes genreeksperimenter, og i Danmark er det især Fluxus-kunstnere, der blandt andet begynder at lave lydbårne kunstværker. Eric Andersen er en af de Fluxus-kunstnere, der eksperimenterer med lyd.

Siden da bliver lyd i kunst mere og mere almindeligt, i takt med at video-, performance- og andre former for mediekunst vinder frem på kunstscenen, og i 1980’erne formuleres begrebet lydkunst for første gang.

Lydkunsten på programmet
De store kunstinstitutioner er langsomme til at tage lydkunst til sig og har først inden for de seneste år anerkendt lydkunst som en vigtig del af kunsthistorien og integreret den i deres faste udstillinger. Det fortæller kunsthistoriker Birgitte Anderberg om i denne podcast og giver et indblik i lydkunstens status på Statens Museum for Kunst, hvor hun er museumsinspektør.

Lydkunst er i dag større end nogensinde, og på kunstakademierne arbejder flere og flere af de unge studerende med lyd. Det fortæller Hannah Anbert og Felia Gram-Hanssen. De er begge studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi og interesserede i lyd; dem møder du også i nærværende podcast.

Felia Gram-Hanssen: Rising Birds. (Foto: Matilda Mester)
Felia Gram-Hanssen: Rising Birds. (Foto: Matilda Mester)
Installationsfoto. Hannah Anbert, Spots of Dwelling, 2014. (Foto: Hannah Anbert)
Installationsfoto. Hannah Anbert, Spots of Dwelling, 2014. (Foto: Hannah Anbert)

De taler blandt andet om det fælles nordiske overbygningsprogram Nordic Sound Art, om hvordan de studerende mødes i interessefællesskaber for at tale om lyd, og så giver de et bud på, hvad det er lyden kan, som gør den særlig interessant, og på hvorfor lyden er the big thing lige nu.

Podcasten er blevet til i samarbejde med kunsten.nu og med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening og KODA's kulturelle midler.

Del artiklen

'LYDKUNST #3: Om lydkunst'

Facebook