Ka’ man leve af det?

Sommeren skjuler sig bag et tykt lag skyer. Fuglene er ligeglade med den grå udsigt og kvidrer lystigt i træerne omkring Kunsthallen Nikolaj, der igen i år huser årets afgangselever fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Indenfor er der ingen, der fløjter. Flere års uddannelse er omme, og det virker som om, at kunstnerne allerede forbereder sig på vinterens komme.

Penge
“Nu skal jeg tjene nogle penge!” smiler Siggi Oddsson, til spørgsmålet om, hvad der så skal ske nu, hvor studiet er ovre.

“Altså på APP-design til iPhone’s,” fortsætter han. “Kunst er det svært at tjene penge på, men IT er der masser af penge i.”

Kunstnerisk uafhængighed
Oddson er dog ikke i tvivl om, hvorvidt han skal arbejde videre med kunst.

“Jeg har altid lavet kunst, og det bliver jeg ved med. Men det er meget vigtigt for mig at være uafhængig med min kunst. Derfor bruger jeg også meget tid på at programmere – for at få indtægt andre steder fra. Så økonomien får så lidt indflydelse på min kunst som muligt.

Det er meget vigtigt for mig at kunne holde kunsten fri af andres interesser, for hvis det ikke er min interesse, der ligger bag, så er der ikke nogen mening med at lave det længere.”

Ingen forventninger
Bag en trædør, der leder ind til en ruminstallation over ‘sømændenes paradis’, møder jeg Lise Borup, der hurtigt sætter fingeren på dilemmaet:

“Det ville jo altid være godt at kunne tjene sine penge på at lave kunst, men jeg har ikke nogen forventning om, at det sker.” Forklarer hun og fortsætter:

“Hvis man laver noget, som man selv kan stå inde for, så synes jeg da kun, at det er godt, hvis der kan komme nogle penge ud af det. Men tit er det, man selv godt kan lide, ikke det, der sælger.”

“Jeg håber da, at man kan køre videre i rillen, så man ikke bare dør i det der dagpengesystem. Det er min plan, at jeg skal ud og lave nogle udstillinger – se om jeg kan få sparket noget i gang! Det er ikke sådan, at jeg synes det er skræmmende eller farligt – jeg er sgu egentlig ret fortrøstningsfuld. Det skal sgu nok gå, selvom der er mange om buddet.”

“Jeg håber ikke, at jeg skal være på dagpenge i lang tid. Hvis jeg finder, at der er flere regler end muligheder i dagpengesystemet, så tror jeg, at jeg får mig et lille job og laver kunst ved siden af. I hvert fald lige til at starte med, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er bestemt ikke færdig med kunsten – det her er jo kun begyndelsen.”

Hvile på laurbærrene?
Længere nede ad gangen under et af tårnene i den gamle kirke, der rummer Kunsthallen, fanger jeg Ulla Beck-Bruun, der står og hænger ud foran sine skulpturer.

“Nu skal jeg bare, hvile på laurbærrene og spise druer; de store gallerier fra London kimer mig ned,” siger hun ironisk, men skynder sig at forklare:

“Aj, jeg har lige fået et atelier på Amager, så der skal jeg bare ud og sidde og arbejde videre, og så vil jeg gerne lave lidt mindre ting og sætte dem ud i det offentlige rum. Gratis.”

Magi over mammon
“For mig handler kunst mest om magi. Altså, jeg synes, at det ville være dejligt at sælge nogle værker, men jeg kunne godt tænke mig at skabe et rum selv, der er på mine egne præmisser, ikke på galleristens, eller hvem det nu kunne være, der synes, de skal bestemme hvordan og hvorledes, tingene skal være.”

Og det lyder ikke til at pengene kommer til at true integriteten for Ulla.

“Jeg har en anden uddannelse, som jeg lever af. Jeg er uddannet psykolog og har egen praksis, så det økonomiske er dækket ind – sådan på overlevelsesniveau,” forklarer hun.

Kniber med pølsen
Udenfor Kunsthallen møder jeg Johannes Trägårdh Jensen, der heller ikke tror, at det er økonomien, der skal være fokus, hvis man har uddannet sig fra Kunstakademiet.

“Rugbrød kan jeg nok lige få råd til, men pølsen kommer til at knibe. Altså, jeg er på røven rent økonomisk.”

“Jeg er jo uddannet fra kunstakademiet, og det har man forhåbentligt ikke gjort for at leve i sus og dus, fordi så har man taget en forkert beslutning,” siger han bestemt.

Hvis jeg ka’ drømme…
Fuglene kvidrer fortsat, men solen er begyndt at kigge frem mellem skyerne over udstillingen.

“Jeg vil gerne kombinere det at lave kunst med andre typer af jobs,” fortsætter Johannes.

“Altså, jeg vil gerne hjælpe kommunerne og regionerne. Hvis jeg ka’ drømme, vil jeg gerne kunne bidrage til innovationen i det offentlige ved at komme med en anden indgangsvinkel og nogle andre briller og spørge: ‘Hvad er det, vi gør her, og kunne vi gøre det anderledes?'”