Martensens psykologiske specialist

Martensens psykologiske specialist

Peter Martensen: Scene (Udsnit), 2012. Foto: Lars Møller Witt.

Billedserie

Udstilling

Peter Martensen - THE SPECIALIST

3 maj 2012 30 maj 2012

Peter Martensen

Galerie MøllerWitt
Se kort og tider

Peter Martensen kalder sig selv “mental realist” og befolker sine billeder med mænd i hvide kitler. KUNSTEN.NU har snakket med ham om ny udstilling på Galerie MøllerWitt i Aarhus.

Jeg har sat Peter Martensen i stævne under opsætningen af kunstnerens nye udstilling i Galerie MøllerWitt. Den har fået titlen THE SPECIALIST – men hvilken betydning har mændene i hvide kitler?

Peter Martsensen. Foto: Lars Møller Witt.
Peter Martsensen. Foto: Lars Møller Witt.
Gennemsnitlige mænd i hvide skjorter
“Jeg ønsker at sætte noget i spil om forskere”, forklarer Martensen. “Den kliniske mand – forskeren – er ham, som vi sætter vores lid til. Vi tror på, at eksperterne tager over, når noget væsentligt sker. Det kan være alt fra overbefolkning, klimaændringer til terror. Det er en person med megen magt,” pointerer han, men indskyder hurtigt, at han helst ikke vil rubricere for meget og holder af, at se tingene i en åben dimension.

Gentagelsen af anonyme, gennemsnitlige mænd i hvide skjorter og mørke bukser har længe været fast inventar i Martensen billeder, men nu har de mange mænd, som fortsat befolker lærredet, fået mere individuelle træk, og der foregår en interaktion mellem figurerne.

Den vestlige civilisations forestilling om sin egen ufejlbarlighed
“Jeg arbejder meget psykologisk – noget jeg tidligere har fornægtet og forsøgt at distancere mig fra. Men det interesserer mig, hvad der foregår mellem mennesker”, fortæller Martensen og peger på det store maleri The Wonder of Absence: “Her sker der noget på flere planer. Der er et minilandskab i det store billede. Dette landskab er befolket af bygninger, familier på picnic, terrorister og så videre. Alle bliver de dog forstyrret af de store mennesker i kitlerne.”

The Wonder of Absence, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
The Wonder of Absence, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
The Wonder of Absence (detalje), 2012. Foto: Lars Møller Witt.
The Wonder of Absence (detalje), 2012. Foto: Lars Møller Witt.

Der er kommet mere landskab og natur i Martensens billeder. Men naturen står nærmest i skærende kontrast til ‘eksperterne’, som befolker universet.

“Det er mennesket, som maser rundt i naturen uden at have føling med naturen. En version at den vestlige civilisations forestilling om sin egen ufejlbarlighed. Jeg er ikke politisk maler – men jeg har nogle politiske holdninger og budskaber, som jeg arbejder ind i værkerne. Men jeg synes også selv, at billederne er fulde af humor. De er på en og samme tid meget alvorlige og meget pjattede og meget cool,” understreger Peter Martensen spøgefuldt.

Camping, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
Camping, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
The Decision, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
The Decision, 2012. Foto: Lars Møller Witt.

Mental realist
“Samtidig er det fantastisk at skabe fortællinger, som er frie og åbne – men som også prikker til nogle ømme punkter. For eksempel vedkender jeg i dag de menneskelige forhold, som jeg i mange år prøvede at lukke ned. Jeg prøvede bevidst at holde følelserne væk fra maleriet. Jeg tog blandt andet farven ud og begyndte på monokrome billeder for at opnå en neutralitet i billederne.”

I dag maler han det, som han har lyst til, og den drivkraft har sendt Peter Martensen på en rejse gennem maleriet. Han bedyrer, at han ikke ved, hvad det er han maler, før han er færdig med værket og så analyser det. Selv kalder han sig “Mental realist” og fortæller, at det er sindets realisme, som han beskæftiger sig med.

Panorama, 2012. Foto: Lars Møller Witt.
Panorama, 2012. Foto: Lars Møller Witt.

“Det er en psykologisk følelse eller en melankolsk stemning, som jeg bliver fanget af. Alle mennesker er pålagt et eller andet. De har en uniform på eller har noget, som de skal gøre. Det tænder mig, at der er en eller anden form for pine, tvang eller undertrykkelse af noget. Kitlen er netop et symbol på, at vi ikke er frie mennesker, men bliver påtvunget noget af andre.” siger Peter Martensen eftertænksom.

Barndommens billedverden
“For mig er et billede rigtig godt, når jeg selv har fået noget fra billedet. Når det flytter mig et sted hen, hvor jeg ikke regnede med at komme. Jeg nyder at blive pirret af billedet – og ikke selv forstå det hele. Ligesom da man var barn og undrede sig over verden. Det er vigtigt at have det med sig! Jeg kan mærke, når et billede når ud over rampen – når jeg kan se, at jeg er nået ned i et dybereliggende stof.”

Scenario (Udsnit), 2012. Foto: Lars Møller Witt.
Scenario (Udsnit), 2012. Foto: Lars Møller Witt.

Han værker er atter på vej et nyt sted hen, hvor spontaniteten er mere fremherskende:

The Wonder of Absence rummer elementer af noget, som jeg har set eller oplevet. Det, der ligger nedenunder de store mænd, er billedefragmenter fra min barndom og mit liv; familien på picnic, min kone og jeg, der danser! Det er en ny måde at male på for mig. Så jeg tror, at dette værk er et springbræt til noget nyt” understreger Martensen tankefuldt. “Det vil jeg håbe, at det er!”

Peter Martensen (f. 1953) er uddannet fra Det fynske Kunstakademi (1971-1977) og Grafisk Skole på Det kgl. danske Kunstakademi i København (1982-1984).

Billedserie

Udstilling

Peter Martensen - THE SPECIALIST

3 maj 2012 30 maj 2012

Peter Martensen

Galerie MøllerWitt
Se kort og tider

Del artiklen

'Martensens psykologiske specialist'

Facebook