Netværk = overlevelse

Netværk = overlevelse

Flux ambassadørerne i Aarhus. Foto: Courtesy of Flux Factory.

Billedserie

Udstilling

The Infamous and Only Somewhat Ambassadorial Outpost of the Semi-Legitimate Nation of Flux

31 mar 2012

Flux Factory

Spanien19C
Se kort og tider

KUNSTEN.NU går bag om New York’er kunstkollektivet Flux Factory, som i øjeblikket befinder sig i Aarhus for at skabe platforme for kunstnerisk og kulturel udveksling.

Normalt har Flux Factory til huse på Long Island, New York, men kollektivet har krydset Atlanten for at opføre en satellit af deres galleri i Danmark.

Gruppen, der består af kunstnere, performere og kuratorer, har indtaget ateliererne på udstillingsstedet Spanien 19C og forvandlet dem til en stedspecifik installation samt midlertidig ambassade. Projektet kalder de The Infamous and Only Somewhat Ambassadorial Outpost of the Semi-Legitimate Nation of Flux.

Den røde Flux Factory i Queens, New York. Foto: Courtesy of Flux Factory.
Den røde Flux Factory i Queens, New York. Foto: Courtesy of Flux Factory.

De har skabt, hvad de selv betegner som en miniature af deres New York’er galleri i de århusianske omgivelser, og de 13 tilrejsende kunstnere fungerer som en slags Flux ambassadører og udøver deres kunst, som var de i deres vante omgivelser. Eller som de selv siger: ”Business as usual”.

Kollektiv kunst
Inden kunstnerne flytter ned i Spanien 19C opholder de sig midlertidigt i en lejlighed på Nørre Allé i Aarhus. Siddende rundt om et bord med kaffe og dansk wienerbrød fortæller fire af medlemmerne løs om Flux Factory.

Stiftet i 1994 som alternativ til den kommercielle kunstscene er Flux Factory en kollaborativ kunstnerisk organisation, hvor kunstneriske og kulturelle ideér udvikles og udveksles, fortæller Flux medlem Georgia Muenster.

Jaime Iglehart beskriver som et eksempel på, hvordan Flux Factory arbejder, at inspirationen til et nyt projekt – individuelt eller som gruppe – ofte opstår omkring køkkenbordet i deres tre etager store atelier i Queens, New York. Hun har selv boet i Flux-bygningen i Queens, ligesom alle de andre Flux medlemmer gør eller har gjort.

Taget på Flux bygningen i New York, hvor medlemmerne kan mødes og udveksle idéer. Foto: Courtesy of Flux Factory.
Taget på Flux bygningen i New York, hvor medlemmerne kan mødes og udveksle idéer. Foto: Courtesy of Flux Factory.

Interkulturel udveksling
Georgia Muenster uddyber: ”Foruden at udføre udstillinger og performances, driver vi et ’Artist in Residence’ program [program, der inviterer (udenlandske) kunstnerne til at bo i landet i en længere periode]. For tiden har vi besøg af 15 residency-kunstnere, som alle bor sammen med os i lokalerne i Queens.”

Og da det danske projekt er en mini-udgave af Flux Factory i New York, er det også muligt at ansøge om et Residency-ophold i Spanien 19C i samme periode, som Flux Factory opholder sig i Danmark.

Processen er altafgørende
Stifteren af Flux Factory Jean Barberis fortæller, at kunstnergruppen indtager de tomme udstillingsrum i Spanien 19C for lige så langsomt at fylde det op med installationer og performances, alt imens processen dokumenteres på video. Håbet er, at danske residency-kunstnere og besøgende vil bidrage til kunstprojektet, så det udvikles på stedet. På den måde er projektet under konstant udvikling og forandring. Slutresultatet er ikke så vigtigt, men derimod selve processen båret af kollektivtanker og netværksrelationer.

Flux ambassadørerne i Aarhus. Foto: Courtesy of Flux Factory.
Flux ambassadørerne i Aarhus. Foto: Courtesy of Flux Factory.

Barberis beskriver ivrigt et lignende Flux-projekt kaldet Sea Worthy, hvor kunstnere, forfattere, aktivister og marinebiologer i sommeren 2011 sejlede op og ned af New Yorks kystlinje for at diskutere emner som adgang til og brug af vandvejene omkring byen. På båden blev der afholdt udstillinger, performances, workshops og oplæg.

Kunstgruppen udstiller altså næsten aldrig færdigproducerede værker. I stedet er det processen, hvori værket produceres, som udgør udstillingen.

Potentialer i lokalområdet
Fordi netværkstanken er så central i kunstgruppens virke, afholder kunstgruppen events, performances og workshops på institutioner, universiteter og gymnasier i hele region Midtjylland, mens de befinder sig i Danmark.

Flux medlemmerne foran udstillingsstedet Spanien 19C, hvor projektet The Infamous Outpost finder sted. Still fra videodagbog. Courtesy of Flux Factory.
Flux medlemmerne foran udstillingsstedet Spanien 19C, hvor projektet The Infamous Outpost finder sted. Still fra videodagbog. Courtesy of Flux Factory.

Katja Bjørn, der er en af drivkræfterne bag Spanien 19C, har søgt DIVA fonden om støtte til projektet, netop fordi hun mente, at Flux Factory kunne bidrage med kunstneriske tiltag i hele lokalområdet. Hun uddyber, at det interessante ved dette projekt er, at det når ud til folk, som ikke nødvendigvis selv har opsøgt det, og på den måde får kreativiteten nye muligheder.

Kunsten at netværke
Selv om gruppen kun har været i Danmarks i en uges tid, har de allerede etableret kontakter til den danske kunstscene, blandt andet er de netop inviteret til at åbne det nye produktionscenter for kunst, Godsbanen i Aarhus, med en performance, fortæller Matthew-Robin Nye glad og fortsætter:

”Vores rolle som ambassadører i Danmark er allerede blevet en katalysator for, at nye relationer og netværk kan opstå. Netværk er for os lig med overlevelse og skaber potentialer for nye kreative projekter og fællesskaber”.

Flux medlemmer på udkig efter materialer til udstillingen i Spanien 19C. Still fra videodagbog. Courtesy of Flux Factory.
Flux medlemmer på udkig efter materialer til udstillingen i Spanien 19C. Still fra videodagbog. Courtesy of Flux Factory.

Som eksempel på fordelene ved et godt netværk, fortæller kunstgruppen, at de i New York har en aftale med et firma, som ganske gratis leverer overskydende materialer til Flux Factory til brug i kunstprojekterne. Og netværket i Danmark er allerede etableret, for nabofirmaet til Spanien 19C har på lignende vis tilbudt materialer til udstillingen i Aarhus.

Kaffen er drukket og wienerbrødet spist, og igen må kunstnerne forberede projektet i Spanien 19C for at gøre klar til fernisering den 31. marts 2012. Præcis hvad der kommer til at ske i udstillingslokalerne, ved ingen endnu…

Flux Factory er en nonprofit kunstorganisation. Læs mere her

Flux Factory befinder sig i Danmark fra 10. marts til 10. maj 2012. Udstillingen i Spanien 19C åbner 31. marts 2012.

Flux Factory dokumenterer deres arbejde i Danmark.
Se videodagbogen her

Information om ansøgning om Residency-ophold i Spanien 19C.
Læs mere her

Åbningen af Godsbanen finder sted fredag den 30. marts 2012. Flux Factory er inviteret til åbningen og i den forbindelse søger kunstgruppen frivillige til at være del af et performanceshow. Skriv til spanien19c@gmail.com.

Billedserie

Udstilling

The Infamous and Only Somewhat Ambassadorial Outpost of the Semi-Legitimate Nation of Flux

31 mar 2012

Flux Factory

Spanien19C
Se kort og tider

Del artiklen

'Netværk = overlevelse'

Facebook