Skønne dissektioner

På Malmö Konsthall er man ikke bange for at gå hele vejen. Det er den aktuelle udstilling et godt eksempel på. To soloudstillinger med to kunstnere fra hver deres kontinent, der begge er dybt optaget af og kropsligt involverede i deres medier.

Tauba Auerbach fra New York og Alexander Gutke fra Göteborg er nogle gennemførte materiale-fetichister i samtidskunsten. Auerbach vender tilbage til især lærredet og Gutke til gamle film- og diasprojektorer. Ikke for at sige noget kulturelt eller samfundsmæssigt markant, men primært for at undersøge naturen af det materiale de arbejder i. Det er kunst, der langt hen ad vejen er optaget af sig selv.

Selvoptaget kunst
L’art pour l’art (kunst for kunstens skyld) er en term fra midten af det nittende århundrede. Udtrykket vidner om et forsøg på at tilskrive kunsten en egenret uden anden former for legitimering, men også om et endepunkt for kunsten, som bl.a. dadaismen og avantgarderne i starten af det tyvende århundrede gjorde op med ved at vende sig mod livet og hverdagen.

Et opgør med en ­– for modstanderne – narcissistisk kunst, der primært vil og undersøger sig selv.

Tager vi den hypede og unge Tauba Auerbach (1981), så vender hun i udstillingen Tetrachromat tilbage til en klassisk kunstnerisk undersøgelse af lærredet, som hun har turneret kunstverdenen med siden 2009. Men der følger en måske knap så synlig dagsorden med hendes foldede lærreder – de såkaldte Folds:

Udover at undersøge deres egen tilblivelse og væsen, så undersøger disse foldede, pressede, senere udfoldede, så spraymalede og siden udspændte lærreder vores sanseapparat. De er helt fladt udspændt, men synes stadig at stritte ud i rummet med deres pertentlige folder og fingrene har svært ved at holde sig væk.

En kvindelig dimension
Vi er faktisk alle en del af hendes eksperiment, når vi står foran disse værker. Ser ham dér det samme som jeg? Ser hun det samme? Måske ikke.

Og her er vi nede i materien af Auerbachs værkpraksis. For under overfladen udforsker hun en række videnskabelige argumenter om, at der skulle findes en fjerde dimension, der tilfører sansningen en særlig farve- og rum-følsomhed.

Nogle få mennesker skulle – ligesom fugle, insekter og krybdyr – have en sådan tetracromatisk (firefarvet) sanseevne, hvor en farve som ultraviolet spiller en særlig rolle. Hvis du er mand, skal du glemme, hvad du lige har læst, men er du kvinde, har du muligvis denne evne til, via en øget farveskala, at sanse farver og rum markant anderledes.

Pertentlige processer
Disse foldede farveeksperimenter på lærred suppleres af nogle mindre interessante men ligeså pertentligt vævede lærreder, bøger med firedimensionelle farveskalaer – meget fint udført som kuber – og andre mere tilfældige farveeksperimenter.

Sidst byder Auerbach på nogle molbo-agtige undersøgelser af materialer som træ og marmor, hvor kunstneren har taget en blok sort marmor og en træplanke, scannet, slebet, scannet, slebet, scannet, slebet (en 300 gange ca.)…og til sidst printet hele forløbet i tosidet-prints.

Alt sammen udformet som en bog, hvor man altså kan bladre sig igennem en sten eller planke. En radikal rummelig bogoplevelse!

Danser med kameraer
Svenske Alexander Gutke (1971) er ikke meget mere udadvendt. Hér er det igen mediet, der står først. De fleste af installationerne mimer enten filmens flimrende lys eller diasprojektorens cirkulære, hakkende gang, og smukkest udført i værket Exploded View fra 2005, hvor en diasprojektor viser dissekeringen af ‘sig selv’ billede for billede (81 snit svarende til hele billedrammen).

Det er smukt og uhyre humoristisk, og dette kendetegner de fleste af Gutkes værker på udstillingen, hvor kameraer og projektorer reflekterer deres egen-natur og mekaniske kropslighed.

Igen dog uden egentlig at ville kommentere på noget uden for sig selv. Når værkerne handler om krop, så er det kameraets krop. Når værkerne handler om lys, så er det kameraets indfangede lys. Når værkerne handler om rum, så er det kameraets rum. Det er altså fænomener, der vedrører os alle, men ender i en meget smal kontekst med en meget lille horisont.

Indadvendt dybde
Auerbach og Gutke er begge dygtige Kunstnere i hver deres lille felt, men en klar argumentation savnes og evnen til at række ud over kunstfeltet og ind i nutiden, kan man ikke just tilskrive dem. Vi ender som ’tilskuere’.

En vis dybde ligger der dog i begge kunstneres ret nostalgiske dissekeringer. Det er her, den egentlige men knap så formidlede historie ligger om sansningens skjulte dimensioner og mediets kropslige historie, og den fortæller de begge på en indadvendt, medie-fetichistisk men dog også fascinerende vis.