Hør hele paneldebatten om public service her
Den elevdrevne festival på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab(IKK) ved Københavns Universitet Amager undersøgte i år poppens grænseflader – både moralsk, æstetisk og kulturelt.
Nøgne kroppe indsmurte i mudder og øl, ansigter med rullende øjne, himmelstrakte arme og dybe primalskrig – Nej, det er ikke sådan en festival. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab huser fagene: Kunsthistorie, Litteratur- Teater- og Musikvidenskab, og i et forsøg på at bygge bro mellem universitetet og ‘den virkelige verden’ har eleverne på instituttet siden 2009 afholdt et årligt tilbagevendende tematisk todags arrangement – også kaldet en festival. I år er temaet POP.
Pop på Bølgelængde
Den ellers så glatte Bygning 21, der huser Københavns Universitets Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har i festivallens navn fået en række implantater og et ansigtsløft. Døråbningerne er slørede af et pink trådgardin, holdt oppe med grå gaffatape, og det almindeligvis tørre venteareal i stueetagen fyldt med både kunst, tekstiler, mad og drikke og liveradio.
“Oops I Did It Again,” vræler Britney Spears – det kvindelige ikon for nulevende poptragedier – fra Universitetsradioens centralt placerede podium, mens et par overfriske radioværter kæmper en vild kamp for at engagere de få forbipasserende i transmissionen. Pop har folket med, koste hvad det koste vil.
Skråt over for radiopodiet har tøjbutikken Vera og Kællingen sat en bod op med tøj og tryk og diverse små forskelligfarvede dimser.
Med udsigt til at skulle løbe spidsrod mellem t-shirt sælgerens bedende øjne og de deltagerglubske radioværter, drejer hælene omkring, hånden ryger til hagen, og den lille kunstudstilling i hjørnet bliver pludselig utroligt interessant.
POP-UP Contemporary hedder galleriet bag en skulptur og et par fotoværker, der skaber en midlertidig fredszone mellem indgangen tøjbutikken og radiostationen.
Ideen bag POP-UP Contemporary er at lave en model, hvor kunstudstillinger nemt kan ‘poppe’ frem til forskellige arrangementer, der ellers ikke ville egne sig til udstillingsrum og på den måde få værker ud til flere folk. Pop-art på flere niveauer.
Blitz og gaffa
I sin åbningstale, der skyder festivallen i gang afslører institutleder Mette Sandbye, at hvis hun kunne have valgt et andet liv end det som ‘institutlederen Mette Sandbye’, ville det have været det som ‘Popstjernen Madonna’.
Uden for dørene til den store sal, hvor Mette lige drømte sig til stjernerne og tilbage igen, pryder en rød løber fæstnet med gaffatape det sorte granitgulv. Perfekt, der er intet som gaffatape, der kan hive noget ophøjet ned på et vulgærtfolkeligt plan – det skulle da lige være blitzen på et kamera.
Ved siden af den røde løber står der en stor kasse med skriften: ‘Kussomaten – vi vil gerne have et billede af din kusse’.
Omvendt morgenhår
Kussomaten er en fotoboks lavet efter pasfotoautomatens layout, dog med et par vigtige forskelle.
I Kussomaten tager man ikke et dårligt foto af sit ansigt, men derimod af den anden ende.
Og fotoet gemmes ikke væk i et pas, man kun viser til statsansatte på forlangende, men samles til offentligt skue på internettet.
Det er et frigørelsesprojekt, forstår man.
POPlic service
Som festivallens minutter bliver til timer pløjer deltagerne sig gennem alt, der kan tænkes at have med pop-kulturen at gøre. Der er SMS-noveller, lydinstallationer, remix sessions, koncerter, kritiske foredrag og så videre.
Men festivallens hovedevent er paneldebatten om Public service mellem Knud Romer(forfatter og reklamemand), Morten Hessendahl(medstifter af tænketanken CEPOS og direktør på GR kultur på Danmarks Radio), Claus Ladegaard(Leder for produktudvikling og produktion på Det Danske Filminstitut) og Peter Duelund(forfatter og forsker inden for kulturpolitik), modereret af Adrian Huges, værten fra DR2’s hitprogram smagsdommerne.
Er det puplic service?
Public service midlerne er grundlæggende licenspengene, og hensigten med puljen var i tidernes morgen at støtte ‘dannelse af landets borgere gennem tv og radio’. Men som tiderene er skiftet, og både ‘dannelse’ og ‘borger’ har fået nye betydninger, har midlerne fået berettigelsesproblemer.
Ved en gennemgang af en række programmer, der er blevet støttet af public service puljen, spørges panelets forskellige deltagere: “burde det have været støttet?” eller: “er dette puplic service?”
Hvad snakker vi egentlig om?
Den Store Sal er helt pakket. Folk sidder og de forventningsfulde blikke er rettet mod scenen, hvor Adrian Huges og resten af panelet er i topform. Debatten skyder frem og tilbage mellem deltagerne, der alle har hvert sit skind at hytte. Ved et par lejligheder ser det ud til, at særlig Morten Hesseldahl og Claus Ladegaard er lige ved at opgive den civile tone og ryge i struben på hinanden.
Men Knud Romers vanvittige indskud og Adrian Huges’ humoristiske elegance sikrer debattens lethed, og Peter Duelund kan få lov at afslutte de to timers dabat med at gøre opmærksom på, at det spørgsmål, man burde have stillet, er: “Hvad mener vi overhovedet med public service?”
Debatten endte altså – efter masser af latter og tænders gnislen – hvor den begyndte.
Men selv om det essentielle spørgsmål ikke blev besvaret var aftenen ikke spildt:
Salen bugnede af utålmodige elever, der, efter at have sunket længere og længere ned i sædet, nu endelig er klar til at give slip på urets dominans og kaste sig ud i ‘fest’ delen af dette års IKK-festival.
Hør hele paneldebatten om public service her
