To bud på kunstens politiske ærinde udstilles på Overgaden

Runo Lagomarsino & Johan Tirén: Waiting for the demonstration at the wrong time, 2003. (Udsnit) Digitalt print. Courtesy Runo Lagomarsino og Johan Tirén

Det – efterhånden – etablerede Overgaden
For blot få år siden var Overgaden på Christianshavn et overset udstillingssted, der kæmpede for synlighed og anerkendelse – men måske mest af alt for en identitet, der kunne tildele stedet den profil, som en plads på den etablerede institutionsscene kræver. Med leder Henriette Bretton-Meyer, og folkene omkring hende, har stedet de seneste år rejst sig og fået en central placering – ikke mindst med tilknytning til det københavnske vækstlag, hvilket har været en satsning, som virkelig bærer frugt. Bretton-Meyer har forstået at danne netværker til ikke bare Københavns Universitet, Kunstakademiet samt udenlandske anerkendte kunstmiljøer, men ligeledes til diverse kunststøtteorganisationer, hvilket er afgørende for realiseringen af udstillinger på det ambitionsniveau, som Overgaden sigter efter. Selvfølgelig kæmpes der stadig, men kampene synes i stigende grad at blive vundet, og udstillingerne er simpelthen blevet værd ikke bare at se, men også at beskæftige sig med.
Den profil Overgaden i stigende grad har fået, er tonet af den politiske samtidskunst. Fra seminarer over udgivelser til udstillinger er der blevet lagt opbakning, navn og lokaler til kunstnerisk aktivitet, der beskæftiger sig med politik på den ene eller anden måde. Derfor er det heller ikke overraskende, at de to udstillinger, som Overgaden netop nu præsenterer, er eksplicit politiske. Deres tilgang til politisk kunst, kunne imidlertid næppe være mere forskellige, end tilfældet er.

Egyptomania
I stueetagen har kunstnerparret J&K (Janne Schäfer og Kristine Agergaard) skabt en udstilling med afsæt i deres to måneders ophold i Cairo 2006. Beskueren føres igennem en trang gang med nicher i væggen, hvor der – som små krybbespil – er anbragt diverse scenarier, der på hver sin måde repræsenterer kunstnernes oplevelser af Egypten. Iscenesat på grænsen mellem turist, mystiker og forbruger indtager kunstnerne en ledende rolle i hver scene.
De små nicher er gjort tredimensionelle, ved at lade todimensionelle papfigurer indtage forskudte pladser, således at der dannes reel dybde i rummet.
Sidst i udstillingen åbner gangen sig i et rum, der ligner nicherne, og beskueren får lov at vandre ind i repræsentationen, hvilket naturligvis afslører illusionens todimensionalitet da papfigurerne, der nu er mandsstore, afslører deres grå bagsider.
Det, der er sættes i spil i Egyptomaniacs, er således først og fremmest den vestlige verdens forestillinger og illusioner om det fremmede. Vi præsenteres for kunstnernes subjektive udlægning af deres oplevelse, hvilket afslører ideen om en sammenhængende verden som fiktion: alt afhænger af øjnene, der ser, og forankringen findes udelukkende i vores egen subjektivitet. Dette sættes flot i spil, og der er raffinerede undertoner af større problematikker, ligesom en stærk – ja næsten stram visualitet holder udstillingen flot sammen.

Ideologier under kunstens lup
”Those who control the past command the future – those who command the future conquer the past”. Intet mindre kunne gøre det som titel på Tone O. Nielsens udstilling på 1. Salen, hvor Runo Lagomarsino og Johan Tiréns værker kan nydes. Men faktisk formår den efterhånden respekterede og anerkendte kurator at fylde de tunge ord fra Orwells roman, 1984, godt ud med en spændende udstilling om ideologier og deres indvirkning på vores opfattelse af virkeligheden.
Med afsæt i politisk teori påpeger Nielsen, hvorledes den tid, vi lever i, langtfra er ideologiforladt, men derimod nærmere gennemsyret heraf. Det farlige er, at den herskende ideologi forklædes bag naturmetaforik og som en historisk nødvendighed. Konsensus herom konstrueres og reproduceres overalt i den sociale verden, indtil alt andet synes latterligt. Ved at vise en række eksempler herpå ønsker Nielsen at vække beskuerens kritiske opmærksomhed med henblik på handling – mere konkret på skabelsen af et fremtidigt modhegemoni med plads til strukturel og ideologisk forandring, som der står i det tilhørende essay. Værkerne fokuserer på det sted, hvor ideologier dekonstrueres og afslører sig som blotte stedfortrædere for den mangel på orden og sammenhæng, som hersker i det, man i mangel af bedre kan kalde den virkelige verden.
Tone O. Nielsens udstilling kræver tid. Det er store spørgsmål, hun tager op, og den visuelle side lever ikke op til det tunge indhold. Tager man sig imidlertid tiden, vil man opdage at Nielsen er en af de sjældne agenter indenfor praktiserende kunst, som er virkelig godt inde i sit teoretiske stof. Alle værker er interessante, og selv de 3 timelange videoer værd at se til enden, men kan faktisk også bare nydes i mindre portioner. For vandrer man imellem dem, opdager man hurtigt at de også taler sammen, og således komplimenterer hinanden fint. Og bliver man træt af åndens tyngde, kan man altid vende blikket mod de mere kødelige og visuelle Johan Tirén værker på væggen eller flygte ind i udstillingens bagerste rum, hvor Largomasinos Notion of Conflict, Dance of the Pinata og værket Untitled underholder uden dog at miste biddet.

To bud på politisk kunst
Det, som Overgaden for øjeblikket præsenterer, er efter min mening intet mindre end to forskellige bud på hvordan kunst skal forholde sig til politik. Nielsen giver nemlig i nærværende kuratering udtryk for, at politisk kunst skal præsentere de faktiske forhold, som verden befinder sig i, og således vække beskuerens kritiske bevidsthed. J&K anskuer tværtimod kunsten som politisk i sig selv, og ser altså ingen grund til at lade den repræsentere politiske emner. For netop det, at kunsten kan fremstille verden anderledes end den faktisk er, åbner for alternative fremtider, der konkret kan ændre verden. Kunsten er således autonom, dog bundet i receptionen til en tid og kontekst hvor den automatisk kan sætte sit aftryk. En sådan opfattelse af kunstens politiske ærinde, den vestlige hvide kvinde er shaman – eller hvor klodshans på en dag kan blive konge, er romantisk.
Undertegnede finder det yderst indsigtsfuldt at sidestille de to udstillinger for derved at lade dem indgå i en metadialog omkring kunstens ærinde med det politiske.