Kuriøs, uhyggelig, forførende

Det er svært ikke at lade sig forføre af João Penalva.Portugiseren er en eminent fortæller, der opbygger historier om alle muligemærkelige og umærkelige ting: om bygninger, om insekter eller om radioaktiveplanter.

Udstillingen er et kuriosum af sære ting, arkitektoniske fotografier,håndskrevne noter, collager, gamle medikamenter og totalinstallationer, derblander fakta, fiktion, billeder og tekst. Et enkelt værk er en anelseforceret.

En lang billedrytme
Arcade er det første, der møder gæsten i udstillingen Værker med tekst og billeder. En lang passage med omkring to hundredemagenta-røde fotografier af bygningsfacader, broer og andre bymæssigestrukturer.

Hvert enkelt indrammet fotografi bliver akkompagneret afindrammede, håndskrevne noter, og tilsammen hænger rammerne som taktslag i ensmuk, lang rytme.

Flere taktslag er også klokkeslag, altså fotografier af urepå bygningsfacader, og andre taktsalg er små historier om en bygning eller etsted, for eksempel billedet af en altan, hvor den håndskrevne tekst fortællerom et otte-årigt barn, der døde i værelset bag persiennerne.

Det mest uhyggelige
Pavlina and Erlenmeyer er det mest uhyggelige, der nogensindehar været udstillet i Kunsthallen Brandts. Værket folder sig ud i to store rum.

Det første rum er en foyer-udstilling med billeder, teksterog forskellige genstande på vægge og i glasmontre.

Det er et meget anakronistisk rum: Medicinske medikamenterog andre remedier, malerier, plancher, de smukke polstrede bænke, de mørkevægge og den dunkle belysning hører til en anden tid og et andet sted – nærmerebestemt begyndelsen af det 20. århundrede i forværelset til et auditorium.

Foyer-udstillinger var en indledende udstilling til enforelæsning eller en fremvisning i et auditorium, hvor foyer-udstillingen vedhjælp af tekster, plancher, billeder og artefakter fortalte om det, der skulleforegå i auditoriet.

Et stort møl
Penalvas foyer-udstilling leder ind i en lille mørklagtbiograf, hvor et lysbilledapparat kaster sætninger op på et lille lærred.Sætningerne er en del af en fortælling om en drøm, som den pensioneredeinsektforsker Dr. Pavlina har haft. Undervejs toner fortællingens hovedpersonfrem i en film på bagvæggen; et stort møl med virrende hoved.

Virkningsfuld sammensætning
Penalva har fundet drømmebeskrivelsen blandt dokumenter fraen forskningsgruppe, der i 1970’erne ville undersøge pensionerede forskerespsykiske velbefindende, og bagvæggens store møl stammer fra en fundenfilmoptagelse af formodentlig bulgarsk oprindelse.

Sammensætningen er uhyggeligt virkningsfuld; forskerensnøgterne beskrivelse af en ulogisk drøm, filmen på bagvæggen og – ikke mindst –lyden af lysbilledapparatet, der skifter lysbilleder, skaber tilsammen et særtfiktivt eller virkelighedsfjernt rum.

Hver enkelt del er et historisk dokument, men Penalvaforbinder fakta på fiktive måder.

Mellem billeder og tekst
Det er dette, som João Penalva kan. Han ved, at der findesuanede mængder af historier, drømme, idéer og uhygge i mellemrummene mellemtekst, lyd og billede.

Hans små kuriøse genstande bliver først kuriøse, når debliver sat ind i en fortælling. Det er sådan, vi tilskriver tingene værdi.

Som isolerede ting er dokumenterne, billederne oggenstandene ikke videre interessante, men som en del af en fortælling kan selven gammel, indrammet hårlok blive et tilløbsstykke.

Forfalskede hårlokker
Førnævnte hårlok befinder sig i udstillingens sidste rum.Herinde hænger ni indrammede hårlokker, og teksten på væggen fortæller, at énaf hårlokkerne tilhørte den berømte engelske kunstkritiker John Ruskin, og aten af hårlokkerne på et tidspunkt blev stjålet fra museet, for senere at blivereturneret.

Foran de smukt indrammede hårlokker må gæsterne nøje granskerammerne, håndskriften på passepartouterne og selve hårlokkerne for at vurdere,hvilken hårlok var Ruskins.

Det er ingen hemmelighed, at grænserne mellem originalitetog kopi ofte er flossede eller helt og aldeles fiktive, i hvert fald når detkommer til samtidskunst, men der er alligevel en original tanke bag The Hairof John Ruskin, som værket hedder. Det minder os om, at det er fortællingen,som binder tingene sammen, og at det er denne sammenhæng, som giver tingeneværdi. 

En anelse forceret
Denne pointe om tingenes sammenhæng kan godt blive en anelseforceret, for eksempel i et stor assemblage-værk med planter fra Hiroshima.

Her har Penalva samlet planter fra det forurenede område ogsat dem sammen med billeder fra fundstederne, forskellige oplysninger og etstort, sort kort over Hiroshima.

Dette værk er svært at misforstå; det er et giftigt billede,hvilket bliver understreget af fotografierne, der er fremkaldt som negativer.Kun et billede af en paddehattesky ville have været tydeligere end fotografieri negativ.

Alle må overgive sig
Selv kynikeren vil dog blive forført af João, når han ellerhun når ind i foyer-udstillingen eller frem til hårlokkerne. Selv den dovnegæst, der ikke orker at læse sig igennem en udstilling, må overgive sig, nårman kommer ind i det dunkle rum med medicinske medikamenter og det store,virrende møl.

Katalog til hjælp
Det er svært at læse João Penalvas håndskrevne tekster i Arcade-værket, selvom de står på både portugisisk og engelsk, men her kommerdet store katalog til hjælp med tekster på portugisisk, engelsk og dansk.

Udstillingens katalog indeholder desuden billeder ogbeskrivelser af flere af João Pernalvas værker, som ikke er med påudstillingen.