Med en kraftig støvsuger og Adobe Photoshop undersøger Rasmus Høj Mygind livet bagfra; gennem baggrunden, kontrasten og det støv, der bliver siddende på lærredet.
Transparency viser, hvor skrøbelig forskellenmellem at være eller ikke at være er. “We are solightly here,” brummer Leonard Cohen i et af sine evige mesterværker. Derskal bare ridses lidt i overfladen eller komme et kraftigt vindpust, så træderintetheden frem igen.
“Iudgangspunktet kommer titlen, Transparency,fra navnet på det der tapet, som også er et værk i sig selv.” Mygindnikker op mod det store gråmønstrede tapet, han er i gang med at klippe til ikanten, inden ferniseringen går i gang et par timer senere. “Transparency Wallpaper hedder det bare.Det er det der ‘gennemsigtige’ lag i photoshop, som er baggrunden for alt, hvadman laver i programmet.”
Lige sidenbilledmanipulation blev muligt, har den været et tilbagevendende tema bådeinden og uden for kunstens rammer, og redigeringsprogrammet Photoshop erblevet ikonet for billedbehandling overhovedet.
Håndgribeligt fravær
“Detgennemsigtige lag er jo normalt usynligt på print selvfølgelig,” forklarerMygind, “men jeg har taget et ‘screenshot’ af et gennemsigtigt lag,printet det og lavet det til en væg. Så det er en intethed, der bliver gjortsynlig eller håndgribelig ved at blive gjort til mønster. Noget usynligt, derer blevet gjort håndgribeligt.”
Serien Eraser Drawings, der hænger på dentapetserede papvæg, er fotografier af forskellige duggede, frosneeller støvede overflader, som Mygind har kørt en finger vilkårligt rundt i.Efterfølgende har han lagt dem i Photoshop og ved hjælp af sletteværktøjet ‘ridset’ bagrunden til syne. Når værkerne nu hænger på baggrundstapetet i galleriet,går det udviskede i ét med tapetets mønster. Ridser på ridser på intet. Næstenikke til stede.
Vakuum
Udstillingens andenserie er lavet ud fra samme model som Eraser Drawings. Mygind har opspændt etlærred og overhældt det med pigmentstøv i forskellige farver, som han herefterhar støvsuget delvist væk, og på den måde efterladt et mønster.
“Jeg gik i gangmed det ved en tilfældighed,” forklarer han, “jeg havde lavet enskulptur, hvor jeg havde brugt en masse pigment, og da jeg skulle rydde op,kunne jeg ikke lade være med at støvsuge i det fine lag af pigmentstøv, der låved skulpturen. Det er en omvendt gestus; der bliver fjernet materiale istedet for påført.”
Originalitet
Selvom det at lave’malerier’ ved hjælp af en støvsuger egentlig er en original idé, synes Mygindikke, at det er særligt interessant i sig selv. Det er udtrykket og ikke ‘gimmic-værdien’, det drejer sig om.
“Støvsugeren kanbare lave det der udtryk. Den kan lave den der runde, uldne, halvtykke streg, somjeg ikke rigtigt kan lave på andre måder. Det er ikke fordi, det skal være enrevolutionerende gimic. Vi er alligevel et sted i kunsthistorien, hvor alt ertilladt, så det ville være lidt søgt at komme og sige: ‘neeij, jeg brugerstøvsugeren – revolutionerende!’ – ‘ja ok, der er også lige nogen, der har pissetpå et lærred’ – Så det er beyond det..”
“Jeg ku godtlave de der ‘bricks’ uden støvsugeren,” Mygind peger hen på et værk,hvor han har brugt støvsugerteknikken til at lave, hvad der ligner enmurstensvæg, “det ku jeg sagtens, men så ville det bare ikke få sammelook. Det ville ikke blive rigtigt.”
20 sekunder og et støvkorn
“Grunden til atjeg også synes, at støvsugermalerierne fungerer sammen med de her hurtige doodles,er fordi, at de her malerier også er en slags krusse duller, de er også’hurtigt lavet’. Ikke fordi noget af det er specielt hurtigt lavet, hvis mantager hele processen i betragtning,” skynder Mygind sig at tilføje, “men figurationen er kommet hurtigt. Ligesomen finger i støvet.”
Mygind stopper ved etstort farverigt værk.
“Det her har jegbare sådan hurtigt gjort. Efter pigmenten var kommet på, så har det taget 15sekunder, måske 20. Der forbliver rester af pigment efterstøvsugningen. Det er også noget af det, jeg godt kan lide ved det. Det forsvinderikke helt. Man kommer altid til at trykke lidt pigment ned i selve lærredsstrukturen.”
