Den fraværende krop

Mette Winckelmann er mest kendt for sine abstrakte stofcollager i store størrelser med styr på farve, form og komposition. Værker, der på den ene side ytrer sig som skønne objekter, men på den anden side refererer til kulturelle former og konventioner – og med den aktuelleudstilling, WE HAVE A BODY, til en politisk krop. Den krop vi alle har, og som formes af vor kultur og sociale infrastrukturer.

Ligesom hos den lys- og databaserede Thorbjørn Laustsen, hvor indhentet data får æstetisk, ofte lysende form, forstår man, at der er mere under overfladen end man lige forstår. Hos Laustsen er det fx geologiske, meteorologiske og astronomiske fænomener – hos Winckelmann er det snarere kulturelle fænomener og koder, der danner baggrund for værkerne.

WE HAVE A BODY ønsker tydeligvis at diskutere den kulturelt og politisk konstruerede krop. Men der er rigtig lang vej fra abstrakte udsagn i varierende materialer til en diskussion, når man som besøgende møder Winckelmanns kompromisløse værker.

Mere fravær end nærvær
En socialteoretiker ville formentlig forlade Den Frie Udstillingsbygning hovedrystende, da de mest grundlæggende teser om dialog og meningsudveksling kræver et sæt koder, man kan relatere til og forstå. Det kan man ikke på denne udstilling, selvom Winckelmann har gjort sig helt utroligt umage med at italesætte vores kroppe og fysiske nærvær i udstillingsbygningen.

Der er skabt en række af kropslige installationer og ophængninger, der gør at man får en helt klar fornemmelse af, at der er tænkt over henvendelsen, synsvinkler, positioner og fysiske situationer i mødet med værkerne. Men hvad de abstrakte malerier, de pastelfarvede flag, rækken af murbrokker, en høj træplatform, nogle kaffekopper, en varm siddeskulptur i klinker eller en patchworksofa ytrer sig om, er ganske enkelt uklart.

Det konstruerede møde
Jo tak, vi mødes af konstateringen ‘WE HAVE A BODY’ sort på hvidt allerede i indgangen til udstillingen, og det glemmer man ikke igen. Men de strukturer som udstillingen præsenterer får ingen indholdsmæssig relevans for den krop, man oplever værkerne med. Man flytter sig, ændrer positioner, men mest af alt står man i klassisk kunstpositur foran nogle abstrakte værker, der får ens kropslige tilstedeværelse til at virke komisk konstrueret.

Hvad er for eksempel mere kulturelt definerende end mødet med et abstrakt maleri: Man fører hånden funderende op til skægget, går lidt frem, studerer nogle detaljer, går lidt tilbage, kniber øjnene sammen, forsøger at få sig et overblik over form, komposition og farvespillet, ændrer vinkel.

Det arkitektoniskekøn?
Umiddelbart handler WE HAVE A BODY om arkitektur og udstillingsdesign.

At udstillingen handler om køn er stadig en gåde for undertegnede. Murbrokkerne, der tegner en diagonal linje gennem huset, er fra Dannerhuset – en privat, humanitær organisation, der arbejder for kvinders rettigheder i Danmark.

Ok, så. Det lugter jo af fisk.

Andre aflæselige temaer er hjemmet (kaffekopperne: Pattern of the day, 2011, og en patchworksofa: Magic Circle, 2011 samt et patchwork med titlen Table Cloth, 2011), alt imens J. F.Willumsens oprindelige farvekoder for Den Frie Udstillingsbygning og hele den arkitektoniske plan for huset har direkte indflydelse på, hvor og hvordan værkerne er placeret.

Også de pastelfarvede flag, Close to and nearby, flesh, bone, seafoam et.c. 2011 er præcise udskæringer af alle døråbninger i bygningen.

Fravær af betydning
Men koblingen mellem hjem, Den Fries arkitektur og kønnets konstruktion er helt igennem uklar. Og det hjælper ikke, at det i et enkelt værk, stofcollagen Real dykes are having boys (2011), bliver bogstaveligt.

Der er ingen sammenstød, dekonstruktioner, dagsordner, sprækker, forskydninger, der giver reel betydning for denne anmelders betragtninger omkring kroppens og kønnets konstruktion. Rummene forbliver fysiske lege og ikke mentale udfordringer.

Uklar klarhed
Hvis man skulle pege på noget konstruktivt og kropsligt ved denne udstilling, så er det, at den uklare henvendelse skaber en mere nærværende tilstedeværelse, fordi man aktivt søger efter en betydning. At man så aldrig bliver klar over, hvad udstillingen vil sige, må så siges at trække ned og gør dette øgede nærvær ligegyldigt.

5. strofe af Solveig Helweg Ovesens digt, der hænger i udstillingen, har nok fat i et eller andet betydningsfuldt:

The trick is the mind
Threads of attraction
No strings attached, the prison is not
The walls