Ai Weiwei får genoptaget skattesag

Ai Weiwei får genoptaget skattesag

Kunstneren Ai Weiwei. Foto: Erhvervs- og Byggestyrelsen

Den verdenskendte kinesiske kunstner Ai Weiwei har betalt 7,3 millioner kroner til den kinesiske stat og kan derfor nu få genoptaget sin skattesag.

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei oplyser til BBC news, at myndigheder nu har indvilget i at gennemgå kunstnerens skattesag på ny. Desuden indgav Weiweis advokater i sidste uge en 9.000 ord lang appelbegæring.

Ai Weiwei er et af de største navne på den internationale kunstscene. Han er kendt for sin systemkritiske kunst, der vækker begejstring internationalt, men skaffer ham problemer i hjemlandet Kina.

Ai Weiwei udsat for hetz
Ai Weiwei måtte blandt andet tilbringe 81 dage i de kinesiske myndigheders varetægt. De første måneder uden at vide, hvad han var anklaget for. Senere fulgte så beskyldningerne om skatteunddragelse, men kunstneren blev efterfølgende løsladt på grund af sit skrantende helbred, og fordi han i følge de kinesiske myndigheder havde samarbejdet og erkendt sin skyld.

Ifølge Ai Weiwei selv er der udelukkende tale om hetz fra myndighedernes side, da de ønsker at lukke munden på ham.

Massiv støtte fra fans
I november 2011 betalte Ai Weiwei halvdelen af den skattegæld på 13 millioner kroner, som den kinesiske stat hævder, at han skylder. Det har ifølge Weiwei været den eneste mulighed for at få sagen genoptaget.
Mange af pengene har kunstneren modtaget fra privatpersoner og fans, der ønsker at støtte ham.

Fortsætter trods forbud
Siden sin løsladelse har Ai Weiwei haft forbud mod at forlade Beijing og mod at give interview. De kinesiske myndigheder fortsætter presset mod kunstneren og har senest anklaget ham for at have forbrudt sig mod landets pornografi lovgivning.

Ai Weiwei fortsætter dog ufortrødent sin kritik af systemet via Twitter og udtaler sig også fortsat til de udenlandske medier. Til den britiske avis The Observer har han blandt andet sagt: “I kan ændre formen, men I kan ikke ændre indholdet. Man kan ikke forvandle en kastanje til en pære.”

Del artiklen

'Ai Weiwei får genoptaget skattesag'

Facebook