Hår i munden

Hår i munden

Meret Oppenheim: Object, 1936. Værket blev vist som en del af udstillingen Fantastic Art, Dada and Surrealism i 1936. (fra flashbak.com, beskåret)

Jeg prøver at huske den første gang. Om barnets møde med kunsten.

På nederste hylde stod de store kunstbøger. De var tunge og høje og passede derfor ikke til de øvre småhylder med skønlitteratur. Når jeg som barn legede på gulvet, var det kunstbøgerne, som var i øjenhøjde og det hændte, at jeg kom for skade at hive en af dem ud. Det var ikke voksenagtigt hemmeligt, det var bare ikke så tydeligt som børnelitteraturen med de kulørte illustrationer på mit eget værelse.

Jeg tror, at min første markante kunstoplevelse kommer herfra, for på hylden fandt jeg engang Robert Hughes bog Det chokerende nye, som på side 242 viser det alarmerende billede af Meret Oppenheims pelskop.

Fra en dedikation kan jeg se, at bogen var en foræring til mine forældre i julen 1985, hvor jeg var 10 år gammel, så jeg har været deromkring.

Med barnets sanser
Hvad ser et tiårigt barn? Den umiddelbare genkendelse: her er noget velkendt, et hverdagsobjekt, en kop med en ske. Men det er aldeles ukendt, fordi det er pakket ind i pels, der i og for sig ikke er noget fremmed, men som gør noget mærkværdigt, når det er vundet rundt om koppens glatte porcelæn.

Det er nemt at forestille sig, hvordan kaffen ville få pelsen til at klaske sammen. Når man drikker, får man hår i munden. Hvorfor tage læberne hen til dusken.

Jeg kan fremkalde følelsen af at sidde på gulvet med en stor, tung bog i skødet og stoppe ved Oppenheims pelskop. Oplevelsen er visuel og associerer noget taktilt. Det fordrer sensibilitet (kropslig sansning). Barnet er ikke tilbøjelig til at læse udenom.

Børn og fulde folk…
Barnet ved ikke, at værket ofte læses kønspolitisk. Det er et hverdagsobjekt, som er bearbejdet håndværksmæssigt, hvor det civiliserede – tekop inklusiv underskål, der skal ikke pletter på dugen – er pakket ind i noget dyrepels. Vi holder på formen, men lader håret gro vildt.

Barnet kan ikke placere værket som et hovedværk indenfor surrealismen, der ville udfordre det rationelle og frisætte forestillingsevnen (l’imagination). Netop denne pelskop fremhæves som noget af det ypperste indenfor surrealismen.

Barnet kender heller ikke anekdoten om, at det var Pablo Picasso, som ved et cafémøde bemærkede Oppenheims pelsforede armbånd, og at dette fik Oppenheim til at udbryde “selv denne kop kan have pels”. Da de brød op, gik hun ud og købte en kop og noget pels til værket.

Barnet er heller ikke bekendt med, at værket, trods eller på grund af sin lidenhed, skabte stor opmærksomhed da det blev udstillet første gang i 1936. MoMA købte værket i 1946. Pelskoppen var det første kunstværk af en kvindelig kunstner i museets samling.

At sikre adgang
Det vigtige i denne historie er at tale for at lade børn lege lige ved siden af kunsten. At sikre adgangen til rigtige kunstværker der, som pelskoppen, er præcise og betydelige.

Barnet kan sagtens se selv, men voksne skal sørge for, at der er noget at få øje på.

Bonusinfo: Det chokerende nye udkom første gang i 1980 med originaltitlen “The Shock of the New” sammen med visningen af BBC-serien af samme navn. De otte visuelle essays præsenterer billedkunsten efter impressionismen.

Men den 35 år gamle serie holder stadig; de otte episoder, som præsenterer 100 års kunsthistorie (modernismen) ligger frit tilgængelige her

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsorden.

Del artiklen

'Hår i munden'

Facebook